Indrømmet – da jeg var til lanceringen af Huawei Mate 20 Pro, blev jeg overrasket over de mange forbedringer mobilen indeholdt. Nu har jeg så testet mobilen og den har på intet tidspunkt skuffet mig. Faktisk må jeg sige, at Huawei Mate 20 Pro er årets bedste Android-baserede til dato – og jeg har svært ved at se at der nogen der skal kunne overgå den i år. De tekniske forbedringer alene er langt foran de fleste, og kameraet er uden sammenligning det bedste jeg har set længe.
Jeg har tidligere erklæret at Huawei hører til blandt de meste innovative når det kommer til nye funktioner i smartphones, og det er slår de gode kineser fast med syvtommersøm med Huawei Mate 20 Pro. Den nyeste flagskibsmobil er bedre end nogen Android-mobil jeg har prøvet i år, og jeg har ellers prøvet et par fede af slagsen.
Specielt har Huawei, igen igen, øget mulighederne med kameraet og gjort kvaliteten af det færdige resultat bedre. Samtidig har de gjort mobilen vildt hurtig og de har lige fiflet lidt mere med designet, så mobilen bare ser vildt godt ud, og ligger utrolig godt i hånden.
Elegant design
Lad mig lige starte med designet. For Huawei har valgt at gøre kanten på Mate 20 Pro rund. Det betyder at skærmen har samme runding som du kender fra Samsungs modeller. Helt generelt er mobilen blevet langt mere afrundet, både når det kommer til skærmen og kanter og hjørner generelt. Det samlede indtryk er superelegant og meget flot.
Det smalle design betyder også, at der ikke er så meget plads på siden af mobilen. Huawei har stadig fået plads til tænd/sluk knappen samt lydstyrken. Men sim-kortet er flyttet ned i bunden af mobilen, og der har de ændret lidt. Sim-kortet er stadig et nano-sim, men hvis du vil have udvidet lagerkapaciteten, så skal du bruge et nano-SD-kort, og sådan et ligger de færreste lige inde med.
Huawei lover så også at der er dobbeltsidede kort på vej, hvor der er et nano-sim-kort på den ene side og et nano-sd-kort på den anden. Men der er vi så ikke endnu.
Designet af mobilen gør at den ligger godt i hånden. Man skal lige vænne sig til den buede kanter, men når man lige har arbejdet lidt med den, så ligger den rigtig godt i hånden, og er let at betjene. Men pas på – den er glat, så du taber den let (og nej – det er ikke sket for mig, men det har været tæt på).
Skærmen er 6,39” og kører næsten helt til kant, og derved bliver ’hakket’ i toppen meget markant, for der skal være plads både til to kameraer og til en infrarød-sensor. Sidst nævnte er nødvendigt for den nye Face Unlock, der også virker uden lys.
Hvis du ikke kan lide den ’notch’ der er i toppen, så kan du slå den fra i indstillingerne, forstået på den måde, at du kan gøre hele skærmbilledet lidt mindre, så toppen af skærmen ikke udnyttes. Derved forsvinder hakket. Personligt har jeg intet problem med det, man skal bare lige vænne sig til det.
Højttalerne i bunden af mobilen er ’væk’, eller rettere, der er ikke boret ud til dem. I stedet sender Huawei lyden ud via usb-c-porten. Designmæssigt ser det godt ud, og lyden – tja, den er som du kan forvente fra en lille smartphone. Jeg bliver aldrig fan af lyden fra min smartphone, der er bare ikke plads nok til en ordentlig driver.
Huawei har samlet de tre linser og en flash i en firkant på bagsiden af mobilen. Den løsning er med til at understrege elegancen i mobilen, og jeg synes det er en meget flot løsning Huawei her har kommet med.
Såvel for- som bagside er lavet af glas, og det burde være af en type der gør det svært at fedte til med fingrene. Lad mig sige med det samme – det passer ikke. Enten har jeg ekstra fedtede fingre, eller også er der noget andet galt. For mobilen bliver fedtet til lige så hurtigt som de andre mobiler jeg har testet.
Unikke specielle funktioner
Huawei har udstyret Mate 20 Pro med et par helt unikke funktioner – og når jeg siger unikke mener jeg det. Jeg har aldrig set dem i andre mobiler (endnu).
For det første har de lagt fingeraftryksscanneren på forsiden af mobilen under selve skærmen. Hvis du vil bruge scanneren, så placerer du bare din finger på et relativt stort område, og vupti så er din telefon låst op. Helt i trit med tidligere mobiler fra Huawei, så går det lynhurtigt at låse Mate 20 Pro op med fingeraftryk.
Men jeg er næsten holdt op med at bruge fingeraftryk, for den nye 3D Face Unlock er bare genialt og vildt hurtig. Det nye system 3D scanner dit ansigt, og hvis der ikke er lys nok, så bruger det infrarød sensor til at scanne dit ansigt med. Det system er ikke alene hurtigt, det fungerer også selvom der næsten ikke er noget lys i rummet.
Saml Mate 20 Pro op, og et halvt sekundt senere kan du swipe op på skærmen og bruge mobilen. 3D Face Unlock, er ikke alene hurtig, den er også præcis og fed at bruge.
En sidste funktion der nok er speciel, men dog ikke unik er muligheden for navigation uden de irriterende navigationsknapper der normalt er på en Android-mobil. Huawei bruger Android 9s nye funktioner til at gøre det muligt at navigere næsten som på en iPhone. Swipe op fra bunden og du lukker den app du bruger. Swipe op og hold nede og du kan skifte mellem apps og swipe ind fra enten højre eller venstre og du går et skridt tilbage. Pludselig har jeg fået hele skærmen til rådighed, og det er bare så fedt. Godt implementeret Huawei.
Lidt tal
Inden jeg kommer til den del af mobilen der i sandhed gør denne smartphone til noget helt særligt – nemlig kameraet – så skal vi lige dvæle lidt ved benchmarks. Normalt gider jeg ikke sende en smartphone gennem benchmarks, men dels har jeg gang i en sammenlignende test af denne og et par andre high-end smartphones, dels bryster Huawei sig af, at de har puttet den hurtigste processer ned i mobilen, og den påstand skal naturligvis testes.
Geekbench gav den en score på 3.394 i single-core testen og 10.038 i multi-core testen. Det gør den til den suverænt hurtigste mobil jeg endnu har testet.
Men i Compute-testen, der primært tester gpu-ydelsen gennem en række billedbehandlingsprocesser, der klarer den sig ikke helt så godt. Her er den ’kun’ den tredjebedste jeg har testet i år. Det er stadig en rigtig godt test for den, men der er andre Android-mobiler der klarer sig bedre her.
Men når du bruger mobilen, er der ingen tvivl om at den reagerer hurtigt. Samtidig så lærer det indbyggede AI dig at kende hvilket blandt andet munder ud i, at den har en god ide om, hvad du vil søge efter når du søger efter apps på mobilen, og den pre-loader også nogle af dine apps som du bruger ofte, og på den måde bliver mobilen endnu hurtigere.
Så når du bruger den, så føles den endnu hurtigere end tallene siger.
Verdens bedste smartphonekamera – punktum
Og sådan er det bare. Kameraet i Huawei Mate 20 Pro er det bedste smartphonekamera på markedet i dag.
Der findes masser af andre mobiler med gode kameraer, men der er ikke nogen af dem der kommer op på siden af det du finder i Huawei Mate 20 Pro. Det bakkes op af en af de fedeste skærme på markedet du kan købe for penge, og det samlede resultat er intet mindre end imponerende. Men mere om skærmen senere.
Som med P20 Pro, så er der tre linser i Mate 20 Pro, og rent hardwaremæssigt er der næsten ingen forskel på dem. Blænden er blevet lidt bedre på 20MP Pro, men ellers skal du lede længe for at finde nævneværdige hardwareforskelle.
Og så alligevel – for en markant forskel er der. Kameraet har nu en ultra-vidvinkellinse, og den del er hastigt ved at blive min favorit. Det kan fra tid til anden være svært at få alt med på et billede, selv når jeg lægger mobilen ned. Men når jeg zoomer baglæns, til 0,6x, så slås vidvinkel til med det samme, og vupti, så har jeg sgu plads til det hele.
Vildt flot siger jeg bare. Det er meget imponerende så meget jeg faktisk kan få med på den konto, og den funktion skal nok blive et hit til festen, hvor hele bordet pludselig kan komme med.
Ellers så ligger magien i softwaren der følger med til kameraet, og som muliggøres af den nye Kirin 980 processor. Mange af funktionerne kender vi godt – Foto, portrætfunktion, nat og så videre. Men de er bare blevet forbedrede her.
Fotofunktionen kan, hvis du slår AI til i indstillingerne, genkende alle elementer af et billede, og automatisk vælge den optimale indstillinger for kameraet. Og hvor Huawei på tidligere modeller havde en tendens til at skrue for meget op for farverne, så er det spot on i denne geniale mobil. Foto-indstillingen er klart den jeg bruger mest, for med den slået til, får jeg bare de bedste billeder.
Nattefunktionen er også blevet forbedret. Jeg har taget adskillige billeder om natten med Mate 20 Pro, og du skal bare lige holde den stille et par sekunder mens den tager en række billeder, og så har du et billede der næsten kunne være taget ved højlys dag. Jeg har aldrig set en mobil der kan tage så flotte billeder om natten. Og du skal ikke spekulere på om du kommer til at ryste lidt på hånden – der er Optisk Billede Stabilisering på, og den virker bare.
0,6x zoom er også den funktion du skal bruge, hvis du vil tage billeder meget tæt på. Når du nærmer dig et motiv der er helt ned til 2,5cm væk fra linsen, så slår mobilen automatisk supermakro på, og tager de mest fantastiske billeder. Jeg er selv en stor fan af ’makrobilleder’, og denne funktion er en jeg virkelig nyder – detalje billeder med stor skarphed er bare noget af det fedeste.
Hollywood-film – gør-det-selv
Kan du lide at filme? Så vil du elske videofunktionen i Mate 20 Pro. Udover at du kan filme, og optage i superslowmotion, så kan du også vælge en af fem ’Hollywood-film-effekter’, som automatisk lægges på din film mens du optager.
’AI-Farve’ er min personlige favorit. Du vælger den og alt bliver i sort/hvid, altså lige på nær den person du filmer. Han eller hun vedbliver med at være i farver, uanset hvor meget han eller hun bevæger sig. Du skal bare holde personen i fokus. Det giver den fedeste effekt når du filmer.
Der er også en effekt som ’Slørret baggrund’, hvor alt andet end motivet slørres, og så kan du sætte nogle farvefiltre på, ’Vintage’, ’Spænding’ og ’Frisk’. Dem bruger jeg aldrig, men det kan da godt være at du kan lide dem.
Der er et par andre smarte ting som kameraet kan gøre for dig, den kan f.eks. identificere objekter for dig. Scan f.eks. et æble, en banan, et termokande eller lignende, og så snart mobilen har genkendt tingen – kan godt tage 5-10 sekunder – så kommer der en slags ’talebobbel’, der beskriver hvad det er, og eventuelt et link til steder på nettet hvor du kan læse og/eller købe sådan en dims. Men hvis det er madvarer du scanner, så får du også vægten, typen og mængden af kalorier præsenteret. Jeg prøvede at scanne forskellige madvarer, og den er god med frugt, men den har svært ved at genkende halvfabrikata og tilberedt mad.
Her på falderebet skal jeg lige nævne den videoeditor der er indbygget, den har nemlig et par smarte detaljer. Hvis du har filmet en gruppe, så kan editoren automatisk oprette højdepunkter med den enkelte person. Den slags kræver hestekræfter, for det sker ’on-the-fly’, og mobilen ser ud til at have masser af kræfter til opgaven.
Fart, fart og mere fart
Jeg er vild med Huaweis Mate 20 Pro. Den er lynhurtig, den har en fantastisk design, og den har så mange specielle funktioner indbygget at det er svært at tro på, at den er adskillige tusinde kroner billigere end konkurrenterne fra Apple og Samsung.
For mig er der ingen tvivl om, at Mate 20 Pro er den mest suveræne Android-baserede smartphone jeg har testet til dato. Den har det hele; en suveræn skærm, det bedste kamera du kan opdrive i en smartphone i dag, og klart den bedste batterilevetid du kan drive op i dag.
Huawei har nemlig udstyret Mate 20 Pro med et 4.200 mAh batteri, og samtidig har den to fede batterifunktioner som bare er fede. Dels har den nu fået trådløs opladning, hvilket jeg virkelig har savnet, dels kan du bruge den til at oplade f.eks. en kammerats iPhone med. Tænd for ’reverse wireless charge’ i batteriets indstillinger, vend den om på ryggen og læg en iPhone oven på den, og så går den med det samme i gang med at lade den op. Fed, sjov og klart en funktion der er lavet for at drille iPhonebrugerne (iPhone er nok lækker, men den stinker mht. batterilevetid).
Sammen med det nye batteri, så har Huawei også lanceret en nye oplader. Den sætter sygt meget fart i opladningen. Faktisk kan du oplade op til 70% på bare 30 minutter – det går vildt stærkt.