TEST: JBL Sense Pro – Åbent headset med imponerende lyd

JBL Sense Pro leverer fantastisk og behagelig lyd. Det åbne design er skønt, men betjening og ladeetui driller lidt

JBL Sense Pro. Foto: JBL

JBL’s nye headset hører til i open-ear-kategorien. Det er en type headset, som jeg er kommet til at holde mere og mere af. Lydkvaliteten i de åbne modeller er nemlig efterhånden blevet rigtig god, og samtidig sikrer designet, at jeg ikke mister forbindelsen til omverdenen, når jeg færdes ude.

Der findes overordnet et par forskellige typer i denne kategori: dem der alligevel går lidt ind i øregangen, og så modeller som JBL Sense Pro. Her er der en bøjle, der smyger sig rundt bag om øret, mens selve højttaleren nærmest svæver lige over øreåbningen.

Personligt er jeg decideret vild med det design, da det gør headsettet utroligt behageligt at have på – også i mange timer ad gangen. Men udformningen på Sense Pro giver dog to praktiske udfordringer i hverdagen. Først og fremmest er det ikke verdens letteste sag at få sat headsettet på. Mine store pølsefingre har ganske enkelt lidt svært ved at få et ordentligt greb og få sat krogene korrekt.

Når jeg så endelig får bakset headsettet på plads, kommer jeg desuden ofte til at trykke på touch-betjeningen. Det betyder, at jeg uforvarende får startet musikken eller slået en funktion til og fra. Lidt frustrerende i øjeblikket, men når først det hele sidder, som det skal, er det fantastisk at have på.

Skøn lyd

Hvis der er noget, jeg altid kan regne med fra JBL, så er det lydkvaliteten. Mine forventninger til Sense Pro var derfor skruet godt i vejret, og de skuffede bestemt ikke.

Jeg blev med det samme præsenteret for et godt og fyldigt lydbillede. Helt uden at pille ved indstillingerne fik jeg en overraskende solid bas, nogle dejligt rummelige mellemtoner og en ganske klar diskant.

JBL Sense Pro. Foto: JBL

Men med deres OpenSound-teknologi tilbyder JBL heldigvis lidt ekstra, hvis du bruger appen. Her kan jeg vælge mellem en række faste lydindstillinger, der skræddersyr oplevelsen. Personligt faldt jeg for JBL’s egen signaturlyd, som virkelig leverede en flot og medrivende lyd.

Jeg vil dog gerne lige trække en lille disclaimer. Fordi det er et åbent design, er lyden i sagens natur ikke helt så massiv og omsluttende, som du finder i et lukket high-end headset. Det er tydeligt, at lyden fremstår en anelse mere tyndbenet. Men har man formatet in mente, var jeg særdeles godt tilfreds med vellyden her – man skal bare huske på, hvad det reelt er, man får i et open-ear-headset.

Alt det andet

Der er et par ekstra småting ved Sense Pro, som er værd at bemærke. En af dem er, at headsettet er udstyret med multipoint, hvilket betyder, at du gnidningsfrit kan koble det sammen med to forskellige enheder på samme tid, for eksempel din computer og din smartphone.

Og så er vi nødt til at tale om det medfølgende ladeetui. Det er stort. Ret stort, faktisk. Jeg elsker at kunne dumpe mit headset i lommen, når jeg er på farten, men det er reelt set ikke en mulighed med Sense Pro, og det irriterer mig.

Når det kommer til opkaldskvaliteten, tager headsettet til gengæld kegler. JBL har udstyret Sense Pro med en fremragende mikrofon, der nærmest totalt eliminerer alle andre baggrundslyde end din stemme. Det giver den person, du taler med, en krystalklar og rolig oplevelse i den anden ende af røret.

Udvalgte funktioner

  • JBL OpenSound med luftbaseret lydføring
  • Hi-Res Audio Wireless-certificeret med LDAC – 16,2 mm diamond-like carbon-drivere
  • Adaptive Bass Boost Algorithm
  • Justerbar ørekrog – 20° hængsel
  • 4 mikrofoner og Voice Pickup Sensor – avanceret beamforming og AI-støjreduktion
  • Touch-betjening og app-tilpasning
  • 38 timers batteri – 8 timer i hovedtelefonerne og 30 timer i etuiet
  • Lynopladning: 10 min. giver 4 timers spilletid
  • JBL Personi-Fi 3.0 – form lyden efter dine personlige præferencer
  • Bluetooth 5.4 med LE Audio
  • Auracast-understøttelse
  • IP54-certificering – vand- og støvafvisende

Bedømmelse

Samlet vurdering: 90%

Jeg er virkelig blevet glad for Sense Pro. Headsettet er ekstremt behageligt at have på og leverer en rigtig god lyd. Jeg er specielt fan af at bruge det, når jeg går en rask tur eller napper en træning i fitnesscentret.

Det primære minus er, at det kan være lidt bøvlet at få på, især hvis man er udstyret med store pølsefingre som jeg, og så er etuiet alt for klodset til, at du bare lige dumper det i lommen.

Men prisen er rigtig god, og du får uden tvivl fed lyd for pengene.

Du kan læse mere om JBL Sense Pro her.

Det koster JBL Sense Pro lige nu