
Jeg er vild med robotplæneklippere og har i mange år haft forskellige kørende på min græsplæne. Fælles har dog være at de alle kræver kabler gravet ned i haven. Når kablerne først ligger der, så er alt godt – men det er svært at få kabler gravet godt og grundigt ned, og det er et mareridt at ændre på havens konfiguration senere.
Derfor var jeg også ret spændt på at teste Stiga A1500, den nyeste robotplæneklipper der ikke kræver kabler gravet ned i haven. Denne robot navigerer i stedet via GPS, hvilket umiddelbart lyder fint nok.
Men GPS er ikke specielt præcist, som udgangspunkt, og derfor har Stiga da også udstyret robotten med lidt ekstra hjælpemidler, blandt andet deres eget Active Guidance System og Real Time Kinematic-teknologi.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad de to teknologier gør, men i praksis betyder det, at du ska have installeret en GPS-modtager i haven, og at robotten selv har et sim-kort installeret, så den konstant har en LTE-forbindelse kørende.
Tålmodighed ved installation
Jeg var så heldig at Stiga sendt en montør til at hjælpe med opsætningen, hvilket jeg vil påstå er påkrævet. I princippet kan man nok godt gøre det selv, men selve GPS-modtageren skal placeres meget præcist, så den har uforstyrret udsyn til satellitterne.

Jeg har en fin have med godt udstyr (synes jeg selv), men det var stadig ret svært at finde et sted modtageren sad, så den faktisk kunne få god forbindelse til satellitterne.
Næste udfordring var så placering af selve basestationen – altså der hvor robotten skal holde for at lade op. Robotten selv skal nemlig stå så den har mellem 3 og 5 meter til en ‘indkørsel’, og den skal helst kunne se satellitter og GPS-modtageren også.
Det krævede en del kabler, men den tålmodige Stiga-montør fik endelig placeret robot og GPS-modtager acceptabelt – men dog ikke optimalt.
Jeg fik flere gange at vide, at det krævede tålmodighed at sætte en kabelløs robotplæneklipper op, og det må jeg nikke genkendende til.
Næste skridt var at lave et kort over haven og få noteret hvor den måtte, og ikke måtte, køre. Det sidste er væsentligt, for i modsætning til de traditionelle robotplæneklippere der kører i tilfældige mønstre, så kører Stiga A1500 altid i et nord-syd-mønster. Støder den på en større forhindring vil den kun gøre få forsøg på at komme uden om, hvis det ikke lykkes, så opgiver den, og kører tilbage til basen.
Så alle større forhindringer – legehuse, større bede osv, skal mærkes op under installationen. Det er fint nok – det kan jeg godt leve med så længe det kun skal ske en enkelt gang.
Tålmodighed ved opmærkning
Så jeg fyrede op under app’en, som man skal bruge til at styre robotten rundt i haven med, og blev mødt med et ventebillede. Jeg ventede, ventede og ventede. App’en anbefalede at jeg genstartede robotten, hvilket jeg gjorde, igen og igen. Endelig fik jeg robot og app til at snakke sammen, og robotten kørte ud fra basen og var nu klar til at lave et kort over haven.
Så jeg kørte den rundt langs kanten – hvilket ikke var så svært, det var som at køre en fjernstyret bil eller drone fra min smartphone. Med haven kortlagt, skulle jeg så lige lægge forhindringer ind – det var heller ikke så besværligt, bortset fra at jeg et par gange tabte forbindelsen til robotten, og måtte starte forfra med at lægge forhindringer ind.
Kortlægning af min have tog omkring halvanden times tid, men ingen så er det jo en engangsforestilling. Men pokker tage mig, det var ikke just noget for den utålmodige (aka. mig).
Med haven på plads, kunne jeg så sætte forskellige småting op i app’en, blandt andet klippehøjde og tidsplan. Stiga selv forslår at robotten kører to gange om dagen, hvilket den så blev sat op til.
Nu var min direkte interaktion med robotten så i princippet overstået. Men det var så ikke helt korrekt. Jeg oplevede et par gange at den forlod det noterede område – og sker det, så kan den bare ikke finde tilbage selv, og går i stå. En gang kørte den faktisk ud i et blomsterbed og holdt så bare der og ventede.
De gange det skete, var der kun en ting at gøre – løfte robotten tilbage til basestationen.
Den sidste ting jeg oplevede var, at robotten efterlod ret store striber i min græsplæne når den arbejdede. Det kan godt være at den over tid måske ville få slået dem bedre, men min oplevelse var, at den ikke var præcis nok til at fastslå, hvor den skulle køre i min have.
Kræve abonnement
Min sidste udfordring med Stiga A1500 er, at den kræver et abonnement for at fungere. Der medfølger et antal timer du kan bruge robotten gratis, men når de er brugt, så skal du betale pr. time robotten kører.
Årsagen er, at der sidder et sim-kort i robotten, og det er påkrævet for at robotten fungerer og helt præcist finde ud af, hvor den er placeret i haven.
Men når jeg skal købe en robot til omkring 23.000 kroner, så forventer jeg altså ikke at jeg også skal betale for at bruge den i hverdagen. Og hvis den skal køre et par timer om dagen, så kan det hurtigt blive til en anseelig udskrivning.
Bedømmelse
Samlet vurdering 65%
Jeg kan godt lide ideen om at der ikke skal kabler ned i haven for at bruge en robotplæneklipper. Det gør livet lettere på rigtig mange måder, ikke mindst hvis der skal ændres i konfigurationen. Men jeg er ikke sikker på at den teknologi Stiga benytter er den rigtige.
Jeg føler at der er for mange udfordringer forbundet med brugen af robotten, når der både skal sikres signaler fra omkring 16 satellitter, samt et stabilt og godt LTE-mobildatasignal.
Jeg er heller ikke helt vild med, at app’en skal have kontakt til Stigas datacenter, der ikke ligger i Danmark men vist nok i Italien, hvis jeg husker korrekt. Det gør processen med at lave ændringer lidt mere besværlig – igen det kræver tålmodighed.
Robottens begrænsede intelligens giver også udfordringer, ikke mindst hvis den forlader det opmærkede område – hvilket jeg oplevede at den gjorde.
Jeg synes ikke at klipperesultatet er specielt imponerende, og tænker at de teknologier Stiga bruger til deres kabelløse robotplæneklipper stadig ikke er helt modne. Men mon ikke den bliver bedre med tiden?
Her og nu ville jeg personligt holde mig til de traditionelle robotplæneklippere – de leverer et bedre resultat med mindre udfodringer i såvel opstilling som brug.
Læs mere om Stiga A1500 her.
Robotten koster i øjeblikket omkring 25.000 kroner