Det er ikke så ofte jeg tester kontorprintere, dels er de ofte meget store, dels har de ofte funktioner som ingen privatperson har glæde af. Det gælder i høj grad også for den nye VersaLink-serie fra Xerox.
Men fordi VersaLink har en ny og spændende tilgang til betjening, sagde jeg alligevel ja til at teste printeren.
Selvom det var den mindste i serien, så var den stadig stor. Omkring 30kg vejede den ind på, så det er ikke en man bare sådan lige slæber rundt på.
Alt det traditionelle
Der er ikke det store at sige til installeringen af printeren – altså den fysiske installering. VersaLink C405 kommer næsten klar til brug. Du skal blot fjerne et par kilometer tape, som forhindrer diverse dele i printeren i at flytte sig under transport. Alt er i øvrigt på plads, selv de fire farvepatroner.
Så langt så godt. Printeren er ikke født til at kunne gå på det trådløse netværk, hvilket er ganske forståeligt, en kontorprinter bør og skal forbindes til virksomhedens fysiske netværk af stabilitetsgrunde. Men der findes også et WiFi-modul til printeren, som gør at printeren kan kobles til det trådløse netværk.
Vi benyttede os af den funktion, men her gik installationen lidt galt. For det er ret let at sætte modulet forkert på printeren, og når det sidder forkert er det meget svært at få det af igen. Det lykkedes os dog med besvær at få det trådløse modul af, og under meget stor påpasselighed at få sat det korrekt på – absolut ikke en let procedure.
Det var lidt besværligt at koble printeren på det trådløse netværk, og det var først efter en genstart at det hele virkede.
Den særlige betjening
Det der gør VersaLink-serien anderledes, er at hele betjeningen sker via et skærmdisplay, der er designet så det minder mest muligt om din smartphone/tablet. Det gør det både let og intuitivt at betjene printeren, og det skal Xerox have stor ros for. Det samme gælder, at du kan hente/købe nye apps i en app-store fra Xerox, og på den måde udbygge funktionaliteten på printeren markant.
Det kunne f.eks. være en app der kan scanne visitkort, automatisk sender scannede dokumenter til bestemte personer eller mapper eller lignende. Der er rigtig mange muligheder her. Og vi kan kun bifalde den tilgang til at øge printerens funktionalitet.
Når printeren er forbundet til virksomhedens AD, så har du som bruger en lang række funktioner der er knyttet til den adgang, så som at sende dokumenter direkte til bestemte brugere eller steder på netværket.
Samtidig kan netværksadministratoren bestemme hvilke funktioner du som bruger måtte have, og når du logger ind på printeren, så ser du de funktioner du har behov for, placeret som du gerne vil have det.
Hele betjeningen af printeren er faktisk ret elegant, og der er ingen tvivl om, at ved at nærme sig ’iPad-måden’ at navigere på, så fjerner Xerox en mængde barrierer for brugerne. Og at de samtidig kan få deres eget display når de logger ind på printeren er med til at gøre oplevelsen endnu bedre.
Hvor blev sikkerheden af?
Men et sted går det altså galt, faktisk ret galt. Hvis du vil kunne scanne til f.eks. din Dropbox, OneDrive eller andre Cloud-tjenester så skal du lige give lidt tilladelser til printeren/app’en først.
Det er som sådan ikke et problem, for naturligvis skal app’en på printeren have tilladelse til at tilgå dit online-drev for at kunne gemme billeder der. Men til min store overraskelse så beder app’en på printeren også om tilladelse til at:
- ”Få adgang til dine oplysninger når som helst. XeroxConnectkeyforCloud1_0 kan se og opdatere dine oplysninger, også når du ikke bruger denne app”
- ”Se dine profiloplysninger og din liste over kontakter. XeroxConnectkeyforCloud1_0 kan se dine profiloplysninger, herunder dit navn, køn og displaybillede samt dine kontakter og venner”
Her knækkede tråden altså for mig. Hvad er logikken i, at en app på en printer skal kunne se (og opdatere) mine oplysninger. Ovenikøbet også når jeg ikke bruger app’en? Og hvorfor skal den kunne se mine kontakter og venner (her på OneDrive), mit navn, køn og billede?
Det giver ingen mening, og jeg kan kun fraråde at folk giver app’en disse tilladelser. Det skræmmer mig at Xerox, en stor producent af printere, tillader en app på deres nye printer, forlange at kunne få adgang til (og ændre i), disse oplysninger, bare fordi jeg vil kunne gemme et dokument på min online-drev.
Det var det samme med de andre online-drev –hver gang ville VersaLink have lov til langt mere end der er nogen som helst logisk grund til.
Fine udskrifter
Det sidste vi kiggede på var udskriftskvaliteten og –hastigheden. Der er ingen tvivl om, at printeren er hurtig. Der går ikke lang tid fra du har bestilt et dokument til det ligger i udskriftsbakken.
Kvaliteten af udskriften er også ganske fin. VersaLink C405 er en laserprinter, og det i sig selv giver nogle begrænsninger i billedkvalitet, hvis du skriver fotos ud. Men VersaLink skriver ganske fint ud, og vi havde intet at indvende mod printerens arbejde.