TEST: Live Beam 3 er et fedt headset med et supersmart etui

Det nye headset fra JBL, Live Beam 3, giver ikke alene en ganske fortrinlig lyd og god komfort - det har også et etui smart etui med lille skærm der kan styre headsettet

JBL LIve Beam 3. Foto: JBL

Vi har efterhånden vænnet os til, at det etui der følger med til vores trådløse in-ear-headset, også er et batteri som kan oplade headsettet, når det ikke sidder i ørerne på os. Men JBL har forsynet etuiet på deres nyeste headset med lidt flere funktioner.

Jeg har testet Live Beam 3, der er et af de headsets der har fået det nye etui, og jeg er faktisk blevet ret begejstret for det nye headset – og ikke mindst for etuiet.

Live Beam 3 har fået navnet fordi det har en ‘beam’ eller stilk der går ned af føret. Det gør headsettet en anelse større, og mindre diskret, men headsettet ser stadig rigtig godt ud. Det er ikke så ‘stift’ i designet som vi har set tidligere, det er har fået et lille sving, og jeg kan rigtig godt lide det design Live Beam 3 har fået.

Men på grund af det lidt skråtstillede design, er det faktisk ret svært at tage headsettet ud af etuit. Det kan godt være at mine fingre er lidt større og mere kluntede end standarden, men jeg har helt sikkert problemer med at få det ud af etuiet.

Smart etui – fede funktioner

Inden jeg går i gang med at snakke om lyden i Live Beam 3, så vil jeg godt lige bruge lidt tid på etuiet. For det er anderledes end noget jeg har testet før.

Etuiet til Live Beam 3 er forsynet med en lille skærm, og udover at jeg kan få den til at vise et billede – enten et af de indbyggede, eller et jeg vælger selv fra mine egne billeder – så kan etuiet også bruges til at styre headsettet med.

Det betyder blandt andet at jeg, direkte på etuiet, kan springe i numrene, skrue op og ned for volumen, vælge om jeg skal bruge ANC, Ambient Sound eller slå det helt fra, vælge om, og hvilken, Spatial Sound jeg vil bruge, vælge equalizer-indstillinger, besvare telefonopkald og meget mere.

Jeg synes det er vildt fedt med alle de funktioner direkte på etuiet. Mange af de ting jeg kan der, ville jeg ellers have skulle have haft min mobil frem for at gøre, men nu behøver jeg det så ikke. Jeg håber at det faktisk kan nedringe min skærmtid lidt, når jeg ikke bliver fristet til at have min smartphone i hånden hele tiden.

Rigtig fin lyd

Jeg nød at lytte til musik i Live Beam 3. Naturligvis er det ikke samme lyd som i et headset til 2-3.000 kroner, men med en pris på omkring 1.500 kroner leverer headsettet en rigtig fin lyd. Samtidig kan jeg godt lide komforten – headsettet sidder godt i øret på mig, og selvom jeg godt kan mærke det, så bliver jeg ikke øm i mine ører.

Bassen er fin og fyldig, mellemtonerne er gode og diskanten klar. Jeg kunne måske godt have brugt at mellemtonerne ‘fyldte’ lidt mere, men alt i alt er det samlede lydbillede godt.

Der er en funktion, som man finder i app’en og på etuiet som jeg har det lidt svært ved, Spatial Sound. Den skulle give mere dybde og dynamik til lyden. Men jeg brød mig ikke rigtigt om det resultat der kom ud af det. Jeg oplevede ofte et ekko og at musikken ikke lød så klar som ellers, og det var frustrerende, så jeg undlod at bruge funktionen.

I JBLs app er der mange indstillinger til headsettet, ikke mindst en fin equalizer, og den brugte jeg faktisk ret ofte, for jeg fik nogle ret gode resultater når jeg skiftede mellem musikstilarter.

Når det kommer til telefonsamtaler, så fungerer headsettet fint – men som med så mange andre in-ear-headsets, er der problemer med at bruge dem i blæsevejr. Det er svært at forhindre at vinden giver støj, og selvom den indbyggede støjreduktion forsøger at fjerne den, så lykkes det ikke 100%.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg kan rigtig godt lide Live Beam 3. Headsettet har en ok komfort, en rigtig fin lydkvalitet og har mange spændende funktioner. Etuiet er et kapitel i sig selv, og jeg er vildt begejstret for det – det giver et væld af fede funktioner helt uden du behøver have din smartphone frem.

Jeg har lidt udfordringer med at få ørepropperne ud af etuiet, og jeg er ikke imponeret over funktionen Spatial Sound.

Men jeg synes at det giver dig en masse og at du får et godt headset til en fin pris.

Du kan læse mere om Live Beam 3 her.

I skrivende stund koster headsettet knapt 1.500 kroner.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.