TEST: Nattergalens mange strofer er ikke altid sød musik

Danske Libratone har udgivet en ny version af deres ZIPP-højttaler med 360 graders lyd. Den største nyhed er nok integrationen af Alexa, hvilket alle med en Amazon-konto kan have glæde af, mens integrationen af Apple Homekit nok er forbeholdt en særlig, lille kreds af tech-entusiaster på nuværende tidspunkt. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at teste Apple Homekit-produkter sammen med ZIPP 2.

Som altid slår Libratone på design; deres lydprodukter skal være et flot møbel, du kan være stolt over at have stående fremme, når der kommer gæster forbi. Og ZIPP 2 bryder med det konventionelle højttalerdesign, der enten er for prangende med lys og et væld af knapper eller er for kedeligt. Her rammer Libratone en god balance mellem funktionalitet og minimalistisk design med enkelte detaljer, såsom lynlåsen, der bryder monotonien.

Opsætning og funktioner

ZIPP 2 understøtter både Bluetooth og Wi-Fi. Det tager mig mindre end et par minutter at koble højttaleren til både min tablet og smartphone med begge tilslutningsmuligheder, efter jeg har hentet Libratone-app’en. Tilslutter du højttaleren via Bluetooth, behøver du ikke at hente app’en, men jeg anbefaler, at du gør det af hensyn til firmware-opdateringer og justering af lydindstillingerne.

Libratone kalder deres højttaler for en ‘smart trådløs højttaler’, hvilket skal forstås sådan, at den kan gå på nettet for at streame indhold, såsom radio eller finde oplysninger online, ligesom du kan tilslutte Alexa, Siri og Apple Homekit gennem AirPlay 2.

Endvidere har ZIPP 2 den efterhånden klassiske nattergale-touchknap i toppen af højttaleren, som giver dig blandt andet mulighed for at vælge mellem playlister, justere lydstyrken, bladre i musikken.

ZIPP 2 er desuden udstyret med hele seks mikrofoner rundt om enheden, så du kan føre telefonsamtaler uanset, hvilken side du taler fra. Mikrofonerne fungerer rigtig godt, og de er ikke alt for følsomme over for baggrundsstøj, og jeg kan stå op til tre meter fra højttaleren, når jeg taler.

Lydbilledet trækkes op og ned på grund af lydprofilerne

Libratone-app’en giver mig ni forskellige lydprofiler at vælge i mellem. Det er ikke meget, og det er i særdeleshed irriterende, at jeg ikke selv kan få lov til at finindstille lyden efter eget ønske – jeg er tvangsindlagt til at vælge mellem de ni lydprofiler.

Ydermere kan jeg fortælle ZIPP 2, hvor den står henne, så højttaleren kan justere lydbilledet efter fem forskellige omgivelser, såsom bogreolen eller bordet. Jeg har valgt at smække ZIPP 2 op på spisebordet, hvor jeg tester lyden med en afstand på 1-3 meter.

Ingen af de ni profiler passer til mit temperament. Selvom jeg vælger ‘Classical’, der efter sigende skulle få det bedste ud af flyglet, lyder Claudio Arraus gengivelse af Chopins Nocturne-solostykker som klaverspil gennem en dåse. Jeg mangler fylde og rumklang, som stykkerne ellers bærer præg af.

Samme problem oplever jeg, når Rob Dougans klassiske værk, A Drawing-Down of Blinds, ellers skulle brøle ud gennem ZIPP 2 med slaginstrumenternes pomp og pragt akkompagneret af strygere. Lydbilledet får lidt mere fylde og rumklang ved at skifte til ‘Live Concert’-profilen, men dåseklangen forbliver, og baggrundskoret drukner lidt for meget i instrumenternes dominans.

Jeg bladrer gennem alle lydprofiler, og det er først, da jeg kommer til ‘Rock the House’-profilen, at musikken smider størstedelen af dåseklangen, ligesom fylde og rumklang øges. Dog er profilen lidt for pompøs til klassisk musik. Værre bliver det, når jeg afspiller det elektronisk/klassiske nummer, Dreaming (Electronic Opus-versionen), af BT. Her drukner mellemtoner og detaljerne i nummeret, når bassen pumper løs. Det bliver lidt bedre at skifte til ‘Jazz Club’-profilen og skrue lidt ned for lydstyrken.

Afspiller jeg ren, elektronisk musik, såsom Come Back Clean af Crystal Method, leverer ZIPP 2 en god lydoplevelse med fyldig bas og god bund. Det er som om, højttaleren har svært ved at gengive instrumenter og lyde på flere forskellige frekvenser, så afspiller jeg udelukkende elektronisk musik, kan ZIPP 2 sagtens klare opgaven.

Antagelsen får yderligere næring, når Hannah Peels bastunge, men ellers akustiske nummer, Chloe, finder vej ud gennem ZIPP 2. Her skal jeg tilbage til ‘Jazz Club’-profilen for at finde et passende leje, hvor lyden og Peels klare og lyse stemme ikke bliver mudret til.

Sætter jeg jazz-numre på af Armstrong, The Duke eller Mingus med jazz-profilen aktiveret, er der en fornuftig rumklang, hvor de ledende instrumenter, om det er sax’en eller trompeten, får lov til at dominere lydbilledet, mens de øvrige instrumenter træder lidt i baggrunden – med en vis undtagelse af kontrabassen.

Vi skal huske på, at ZIPP 2 er en lille og kompakt, trådløs højttaler, som på ingenlunde kan sammenlignes med store gulvhøjttalere i Hi-Fi-klassen, der kan trække X antal kubikmeter luft i minuttet. Ud fra disse forudsætninger leverer Libratones højttaler en hæderlig lydoplevelse, så længe jeg ikke kommer over et vist decibelniveau og blot lader musikken af samme genre køre i baggrunden. Skal der gang i musikken, er det vigtigt, at ZIPP 2 ikke kører en alt for blandet playliste, da profilerne ikke favner bredt, hvormed du får alt fra en tam til en mudret lydoplevelse.