TEST: Ny iPad Pro har et imponerende kraftoverskud

Den nye iPad Pro minder måske nok en del om forgængeren, men den har flere muskler end de fleste nyere laptops, og er et fortrinligt alternativt til at hive den bærbare med i tasken

iPad Pro 2024. Foto: Apple

Med en pris der starter på omkring 14.000 kroner er den nye iPad Pro (i 13″-versionen) ikke nogen billig tablet at få hjem. Men det er heller ikke en tablet du skal have, hvis du bare skal surfe Netflix når du sidder på din favoritcafe, eller hvis du lige skal tage lidt noter eller måske bare skrive mails eller tilsvarende til møder.

Jeg har testet den nye topmodel af iPad-modeller fra Apple, og må indrømme at jeg er meget imponeret over så mange virtuelle muskler Apple har presset ned i den nye iPad Pro. Samtidig har de gjort den endnu tyndere og endnu lettere end den forgående model, hvilket faktisk slet ikke var nødvendigt, den var tynd og let i forvejen. Men indrømmet – det gør altså ikke noget.

Ved første øjekast minder iPad Pro (2024-vesionen) virkelig meget om forgængeren, lige indtil du tager den i hånden. For det er meget markant at den er blevet meget tyndere (sølle 5,1mm) og lettere (den vejer kun 582 gram).

Det næste der mødte mig var skærmen, Ultra Retina XDR. Naturligvis har Apple gjort masser for at sikre at de første skærmbilleder man bliver mødt af er flotte og udnytter skærmen maksimalt, men det var alligevel imponerende så flot skærmbillederne stod på skærmen.

Det første jeg gjorde var derfor at teste iPad Pro med en masse forskellige videoprogrammer, for at teste hvad skærmen kunne levere. Med sit dobbelte OLED-display leverer skærmen et imponerende resultat på skærmen uanset, hvad pokker jeg kastede efter den.

iPad Pro 2024. Foto: Apple

Meget dynamisk kontrast, superflotte og levende farver og en vildt flot skarphed og klarhed i alle billeder og videoer på skærmen. Den True Tone-teknologi som Apple bruger er med til at give skærmen det flotte udseende den har, og jeg er ikke i tvivl om, at det er den flotteste skærm jeg har arbejdet på, uanset om vi snakker om andre tablets eller laptops.

Flere kræfter end du kan bruge

Hvor skærmen nok var imponerende og flot, så viser iPad Pro 2024 for alvor hvad den virkelig kan når det kommer til processorkræfter. Apple har udstyret deres nyeste topmodel med deres egen M4-chip, der er bygget på andengenerations 3nm-teknologi. Det er med til at gøre iPad Pro mere energieffektiv, og samtidig have spandevis af processorkræfter.

Apple selv lover en hel masse omkring øget ydelse i forhold til tidligere model, men det er ikke så interessant at sammenligne tilbage i tid. I stedet kastede jeg masser af forskellige apps efter den, som alle skulle belaste iPad Pro så meget som muligt.

Men inden jeg kommer dertil, så skylder jeg lige at sige, at jeg i min test også brugte den nye Apple Pencil Pro og det nyeste Magic Keyboard. Det er væsentligt fordi visse programmer bare er markant lettere at arbejde med ved hjælp af disse værktøjer – ikke mindst når det kommer til redigering af videoer og billeder.

Jeg gik i gang med at redigere videoer i Final Cut Pro, og det er nok her at iPad Pro viste hvad den virkelig kunne. Jeg kastede et par 4K-videoer efter den, og at kunne fjerne baggrund, maske objekter, justere farver og meget mere i real tid er en opgave mange laptops har udfordringer med.

Men iPad Pro gjorde det uden så meget som at svede. Alt skete i samme sekund jeg bad det ske, og selvom jeg arbejdede på videoer der var over 20GB store (stadig i 4K), så kunne den løse alle opgaver problemløst.

Jeg fik samme oplevelse når jeg redigerede billeder, alt gik lynhurtigt uden forsinkelser af nogen slags.

Samtidig var resultaterne, både på skærmen og i eksport, virkelig gode og flotte. Jeg kunne ikke få bedre resultater på min laptop.

Flere kreative muligheder

Når det kommer til ting som at tage noter, tegne og arbejde i kreative programmer som Procreate, så kommer både tastatur og Apple Pencil Pro virkelig til sin ret. Tastaturet er blevet større, har fået funktionstasterne – som manglede før – og touch pad er blevet endnu lettere at arbejde med.

iPad Pro 2024. Foto: Apple

Apple Pencil Pro har fået haptisk feedback og mulighed for at knibe på den, og dermed bringe nye menuer frem i programmer der understøtter den funktionalitet – herunder Pixelmator, Goodnotes, Adobe Fresco, Freeform og mere.

Samtidig er det muligt at dele skærmen fra din iPad Pro med en større skærm, hvis den understøtter Thunderbolt/USB 4. Faktisk så understøtter iPad Pro en 6K-opløsning, hvilket der endnu ikke er mange skærme der klarer, men det er en mulighed.

Herudover så understøtter iPad Pro opladning af eksterne enheder, så hvis din iPhone er ved at løbe tør for strøm, så kan du lige tanke lidt ekstra strøm op direkte fra iPad Pro.

Apple har også udstyret iPad Pro med en 12MP kamera på bagsiden, der faktisk giver nogle ret flotte videoer og billeder. Jeg har har med stor fornøjelse den til at filme med, og 4K-videoer i 60fps ser fantastisk godt ud.

Men samtidig har Apple flyttet kameraet på forsiden. Hvor det før sat på toppen – eller den korte side om du vil – så sidder det nu på den lange side, som er den led iPad Pro ofte blive brugt i, ikke mindst når den sidder på Magic Keyboard. Det gør det til en fed oplevelse at bruge iPad Pro til videokonferencer, og man får ikke længere oplevelsen af at kigge ved siden af dem man snakke med, og de føler ikke at blikket er væk fra skærmen – en skøn lille detalje.

Som et samlet setup (iPad Pro, Apple Pencil Pro og Magic Keyboard) er det virkelig en fed oplevelse at arbejde på iPad Pro, omend en relativ dyr oplevelse.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

iPad Pro er ikke for hyggebrugeren, men for den seriøse bruger der har behov for masser af hestekræfter til tungt arbejde, ikke mindst videoredigering og videokonferencer.

Jeg har altid betragtet iPad Pro som et godt værktøj for professionelle brugere, og 2024-versionen er endnu bedre og med flere kræfter end langt de fleste laptops på markedet.

Med iPad Pro, Apple Pencil og Magic Keyborad er der absolut ingen grund til at slæbe en laptop med sig. Den er lettere, tyndere og med flere kræfter og kreative muligheder. I hverdagen kan den ligeledes sagtens erstatte din laptop – men sæt nu lige en ekstern skræm på, ok?

Du kan læse mere om iPad Pro her. Prisen starter på kr. 11.299 for 256 GB-versionen og koster 21.999 for 2TB-versionen.

Du kan læse mere om Apple Pencil Pro her. Prisen er: 1.199 kroner.

Du kan læse mere om Magic Keyboard her. Prisen er: 3.099 kroner.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.