TEST: Ny soundbar imponerer – og forvirrer

Bowers & Wilkins har lige lanceret deres nye soundbar, Panorama 3, og langt hen ad vejen er den en lækker sag. Men visse steder forvirrer den en hel del

Panorama 3. Foto: Bowers & Wilkins

Jeg nyder at se film og game foran mit store flade tv. Men lyden lader en del tilbage at ønske, og jeg har længe brugt en soundbar for at gøre oplevelsen bedre.

Nu har en af de helt store indenfor lyd, Bowers & Wilkins, så sendt deres nyeste soundbar på gaden, Panorama 3, og den har været en del af mit tv-oplevelse et stykke tid.

Mine forventninger til Panorama 3 har været høje – Bowers & Wilkins har et godt rygte og deres tidligere produkter har ikke skuffet. De er typisk dyre, men også pengene værd, f.eks. deres Zeppeliner-højttaler.

Når det kommer til design, så skuffede Panorama 3 da heller ikke. Den er lang, men ikke speciel høj, og har et spændende kantet design i enderne, hvilket gav den et både spændende og meget eksklusivt udseende.

Samtidig er den holdt helt i sorte farver, med et flot – skjult – display i midten af højttaleren. Alt i alt en flot højttaler at have liggende under tv’et.

Når det kommer til teknologien, så har Bowers & Wilkins udstyret højttaleren med masser af højttalere, både til diskant, mellemtone og bas, og der er porte til både eArc HDMI, ethernet, digitalt input og usb-c, som dog kun kan bruges til service, og ikke til at afspille musik fra.

Bowers & Wilkins Panorama 3. Foto: Bowers & Wilkins

Højttaleren understøtter Bluetooth, Wifi og AirPlay 2, så der kan streames til den på flere forskellige måder.

Kræver konto

Selve opsætningen var ret let, det hele blev styret fra den app der følger med Panorama 3. Men hvad der til stadighed vil irritere mig er, når der kræves en konto for at bruge et produkt, og det er tilfældet her.

App’en understøtter streaming fra en række tjenester, men dog ikke Spotify, hvilket undrer mig lidt, men det er ikke noget der generer mig specielt meget. Jeg kan streame direkte til den fra min smartphone, og det er rigeligt.

Nu gik jeg så i gang med at lytte til musik, se tv og game. Umiddelbart var jeg langt fra imponeret over musikkvaliteten. Der manglede diskant og bassen virkede til at komme et sted fra under en dyne – ikke noget jeg havde forventet fra Bowers & Wilkins.

Men så gik det op for mig, Panorama 3 var placeret på gulvet foran mit tv, og ikke oppe på mit tv-bord. Da jeg først løftede soundbaren op i niveau, blev lydkvaliteten markant bedre. Men dog ikke helt der hvor jeg gerne så den.

Jeg måtte ind i app’en og justere lyden der. Det var så ikke specielt let at finde den del af app’en, hvor det skulle gøres, men det lykkedes da for mig. Nu kunne jeg så justere bas og diskant så den endte der, hvor jeg forventede lyden skulle være.

Fed oplevelse

Herefter blev det til en helt speciel oplevelse at lytte til musik på Panorama 3, god og behagelig bas, fin mellemtone og god og klar diskant.

Men det var specielt ved film og spil at jeg blev blæst bagover. Jeg var nærmest en del af både film og spil, og det var takket være Panorama 3. Det var en virkelig god oplevelse at se film og game med den koblet til.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Jeg er virkelig blevet glad for Panorama 3. Men den taber lidt point i min test af tre årsager. Dels er det en dyr gadget til hjemmet. Den koster et sted mellem 7.000 og 8.000 kroner alt efter hvor du køber den.

Derudover irriterer det mig voldsomt at jeg skal have en konto hos Bowers & Wilkins for at bruge soundbaren, og endelig er det ikke ok at jeg skal rode rundt i app’en for at finde og indstille lyden. Den bør være langt bedre lige ud af boksen, og når jeg så skal ind i app’en, så skal det være let at finde indstillingerne til lyden.

Men soundbaren får stadig en høj karakter, den må bare undvære mit anbefalerlogo for denne gang.

Prisen ligger på omkring 7.500, alt efter hvor du køber den.

Du kan læse mere om Panorama 3 her.

About Lars Bennetzen 3872 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?