Vi skaber efterhånden alle indhold, om det er til privaten derhjemme, til vores vlog eller YouTube-kanal, eller om det er til andre formål, skal jeg lade være usagt. Men der er ingen tvivl om, at vi stadig skaber mere og mere video-indhold.
Mange bruger deres smartphone til den opgave, og de er da også efterhånden blevet ret gode til den del. Men der er altså noget særligt ved et ‘rigtigt’ kamera, og PowerShot 10 er netop sådan en fætter – et ‘ægte’ kamera – og så et der er skabt til vloggeren, eller indholdsskaberen, og jeg har testet det.
PowerShot V10 har en spændende form faktor. Det minder lidt i designet om en smartphone, men hvor din smartphone skylder højformat videoer når du holder den ‘almindeligt’ og bredformat når du lægger den ned, ja så skylder PowerShot V10 bredformat videoer når du holder den almindeligt, takket være det indbyggede 19mm vidvinkelobjektiv – der forresten kan optage i 4K UHD-format.
Designet på kameraet gør, at du kan have det med overalt, det kan nemlig let ligge i lommen (med et enkelt lille forbehold, som jeg kommer nærmere ind på lidt senere).
Derudover har PowerShot V10 en lille flipskærm, der enten kan bruges som en slags objektiv, hvor du bruger kameraet mere traditionelt og står bag det når du filmer, eller den kan vippes op, så du kan se skærmen mens du selv står foran linsen. Det gør det let at sikre at du selv er i billedet når du filmer dig selv.
Der er et par andre detaljer ved PowerShot V10, som lige bør nævnes. Dels er der indbygget en stander, en såkaldt kick stand, så du kan stille kameraet op i forskellige vinkler, når du lige skal skyde en video fra køkkenet, haven, turen til stranden eller hvor du nu filmer dig selv. Jeg er vild med den lille kick stand, det gør det virkelig let og hurtigt at placere Powershot V10.
Derudover er der mulighed for at tilslutte en ekstern mikrofon, f.eks. en knaphulsmikrofon eller lignende, hvis du ikke er tilfreds med de indbyggede mikrofoner, eller hvis du har brug for at være længere væk fra kameraet.
Nu vi er ved de indbyggede mikrofoner, så er der her en ting der virkelig undrer mig meget. I toppen af PowerShot V10 er der to ganske gode mikrofoner, der faktisk leverer en fortrinlig lyd – når du er tæt på naturligvis. Med til kameraet følger der to vindsokker, og de sættes på med magneter. Men… inden du kan gøre det, skal du klistre magneterne på kameraet. Det er to selvklæbende ringe du skal sætte på rundt om mikrofonerne.
Den løsning virker virkelig som en hovsa-løsning. Hvorfor de magneter ikke er indbygget i kameraet undrer mig. Jeg havde svært ved at få sat dem pænt, og helt ærligt så virkede det bare underligt på mig.
Jeg kan godt lide løsningen med, at vindsokkerne kan sættes på efter behov, men ikke måden det gøres på.
Masser af muligheder
Det var let at komme i gang med at bruge PowerShot V10. Kameraet tændes og resten klares i Canons app. Her skaber du forbindelse til kameraet, slutter det til dit trådløse netværk – hvis du ønsker det – og her kan du indstille alle dele af kameraet, så du slipper for at gøre det på den lille skærm, selvom du naturligvis også kan klare mange indstillinger derfra.
Men app’en er til mere end bare indstilling af PowerShot V10. Her kan du nemlig også fjernstyre kameraet, du kan bruge din computer som en ekstra monitor når du filmer, du kan vælge at livestreame og meget mere. Jeg er faktisk ret vild med de mange funktioner der er i app’en – og så er den ret let at bruge.
Du kan vælge forskellige opløsninger at filme i, men hvis du vælger den højeste 4K UHD, så advarer kameraet dig om, at du kan risikere at optagelse pludselig stopper på grund af for høj varme i kameraet. Det var dog ikke noget jeg oplevede, men det var rart med advarslen.
Du skal naturligvis også være opmærksom på, at 4K UHD fylder en del, og da kameraet optager på et microSD-kort, så kan du risikere at løbe tør, hvis du ikke er opmærksom. Jeg har altid et par ekstra med mig i lommen, og det tip vil jeg godt lige give videre. Du skal også vide, at der ikke følger noget microSD-kort med, så du kan have fat i et sådan inden du begynder at filme.
PowerShot V10 laver nogle rigtig gode optagelser, det er svært at sætte fingeren præcist på, men når du filmer med en smartphone, så bliver der lavet en den fiksfakserier med optagelserne – enten for at gøre dem mere ‘levende’, spændende eller måske sløre baggrunden. Men med PowerShot V10 år du ægte kameraoptagelser, og det ses. Jeg kan faktisk rigtig godt lide dem – det giver en helt anden følelse.
Samtidig har kameraet indbygget et ND-filter, som du enten kan slå til og fra selv, eller du kan sætte det på Auto. Hvis du ikke ved hvad et ND-filter er, så kan du tænke på det som solbriller for dit kamera. Så hvis du filmer i stærk sol, så sikrer ND-filtret at farverne ikke brænder ud. Ved at sætte det til Auto i PowerShot V10 kan du filme udendørs i stærk sol (med ND-filter på), og når du så går ind, så slår filtret automatisk fra – en fed lille detaljer.
Men der er altså også noget der undrer mig meget i kameraet og det er de filtre der er med. Du kender godt de filtre der er i f.eks. Instagram og andre sociale medier. Canon har adopteret dem i et eller andet omfang. Men farve korrektioner som de filtre laver er virkelig underlig, og virker forældede og ude af takt med virkeligheden.
Samtidig undrer det mig, at hvor jeg kan indstille hvidbalance, eksponering og meget mere, så kan jeg ikke justere på de indbyggede filtre overhovedet.
Jeg skal også lige nævne, at der ikke er indbygget optisk billedstabilisering, men kun en digital billedstabilisering. Jeg savner altså førstnævnte, for digital billedstabilisering betyder at kameraet er nødt til at zoome lidt ind, eller rettere croppe billedet, så det kan holde billedet stille. Samtidig virker det bare ikke lige så godt som den optiske.
Men det er altså et af de kompromiser Canon har valgt, og det er naturligvis med til at holde prisen nede.
Endelig skal jeg lige rose at kameraet har ansigtssporing, og automatisk sætter fokus på ansigter, og det virker virkelig godt og effektivt.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Jeg er blevet ret begejstret for PowerShot V10. Det er utrolig let at bruge og det laver nogle ret fede video-optagelser. Samtidig har det ret effektive mikrofoner, så hvis du alligevel er tæt på kameraet så er der absolut ingen grund til at bruge en ekstern mikrofon.
Jeg undrer mig meget over måden vindsokkerne sættes på og jeg forstår bare ikke valget omkring de filtre der er indbygget i PowerShot V10.
Men der er ingen tvivl hos mig – hvis jeg var vlogger så ville jeg virkelig kigge nærmere på PowerShot V10 til mine daglige videoer, det er et vildt nemt kamera at bruge, og kvaliteten virkelig god.
Du kan læse mere om PowerShot V10 her.