TEST: Pro Wireless vs Rival 650 Wireless – SteelSeries og Logitech tørner sammen

Trådløse gaming-mus behøver ikke at koste en halv arm. Faktisk kan du få overraskende meget for under kr. 1.000, hvis du kigger på Logitech og SteelSeries.

Både SteelSeries og Logitech har udgivet trådløse gaming-mus til under kr. 1.000, hvilket ikke kun betyder færre ledninger, men også et overkommeligt prisleje for et mindre kabelinficeret gaming-bord.

Når de to verdenskendte producenter tørner sammen i denne test, er det for at se nærmere på, hvad du får for pengene for to tilsyneladende meget ens mus, foruden klippet kabel, og hvordan de performer. Derudover ser jeg på komforten, funktioner og praktikken i designet.

20190426_135622

 

Design og funktioner

SteelSeries Rival 650 har to optiske sensorer, der registrer bevægelser og dybde. Sidstnævnte er en relativ ny teknologi, som SteelSeries har udviklet, men efterhånden har brugt i de seneste mus i Rival-serien. Dybdesensoren beder bevægelsessensoren om at stoppe med at registrere bevægelser, når musen løftes fra 0,5-2 millimeter over en overflade. Vi bliver alle nødt til at løfte vores mus regelmæssigt, når vi spiller, og her har SteelSeries en pointe i, at det kan ødelægge sigtet i skydespillet, når musen løftes og lander igen, eftersom sigtekornet hopper. Dybdesensoren skal ifølge SteelSeries’ hjemmeside fjerne unødvendige bevægelser, når du løfter musen, men én ting er det smarte salgsløfte – en anden er virkeligheden.

Pro Wireless kører med en HERO-sensor med en opløsning på op til 16.000 dpi, hvilket slår Rival 650 hvis øvre dpi-grænse ligger på 12.000. Så en klar sejr til Logitech her. MEN, personligt har jeg aldrig spillet med en dpi på højere end 5.000 – hverken i skydespil, strategispil eller rollespil. Cursoren bevæger sig simpelthen for hurtigt til, at jeg kan følge med – endsige få cursoren til at ramme de elementer, jeg ønsker at pege på.

Rival 650 vejer 121 gram uden kabel med Pro Wireless’ 80 gram – også uden kabel. Logitechs mus er dermed den letteste mus, men kan jeg mærke forskel? Ikke noget, der batter i forhold til mine spil. Hvad dog har en betydning på spiloplevelsen er, at SteelSeries giver dig muligheden for at øge vægten af din mus med en række klodser, så de ikke er for lette, når du, eksempelvis, skal tage sigte og snipe en happy camper på den anden side af kortet. Klodserne kan monteres i siderne på Rival 650, hvis sidepaneler er magnetiske. De sidder godt fast, og jeg oplever ikke, at de hverken er vakkelvorne eller falder af i kampens hede.

Pro Wireless har op til syv knapper, hvis du tæller scrollhjulet med. Du har nemlig to knapper i begge sider, hvormed Logitech tænker på højrehåndede som venstrehåndede. Der mangler dog en dedikeret knap bag scrollhjulet til at justere dpi’en, mens du spiller. Dog en mindre detalje i det du kan tildele dpi-justeringen en af knapperne i siderne, hvis du henter musens driver.

20190508_144840

Rival 650 har tre knapper i venstre side, som kan programmeres efter ønske, hvis du henter SteelSeries Engine, hvormed musen sagtens kan bruges til rollespil eller MOBA’er, da du kan tildele knapperne genvejsfunktioner.

Er du til belysning, du kan justere, løber Rival 650 med sejren, eftersom scrollhjul, logo og to streger langs museryggen, lyser op, og du kan justere farverne og flowet i driveren. Pro Wireless har blot et logo på museryggen, som din hånd dækker for, med lys i, men omvendt kan man spørge sig selv, hvor vigtigt det er med RGB-belysning – det er ren lir.

Pro Wireless holder sig kørende i op til 48 timer med belysning, mens Rival 650 leverer op til 24 timers spilletid. Her burde Logitech løbe med sejren, men hvis Rival 650 skulle løbe tør for strøm, tager det blot 15 minutter at lade musen op, så du får flere end ti timers batterilevetid.

 

Komfort

Rival 650 er beklædt med pletvis silikone i siderne, hvilket giver et godt greb, og du ikke behøver at frygte, at din svedige hånd glider, når du mindst har brug for det. Endvidere er museryggen, venstre og højre museknapper beklædte med blød, men holdbar plastik, hvilket gør Rival 650 til en yderst behagelig mus at lægge hånden på. Det er dog svært for min tommelfinger at nå den forreste knap på venstre side, uden jeg skal løfte hånden en anelse.

På træbord vinder SteelSeries-musen point for at være mere lydløs, når den kører på overfladen, ligesom jeg oplever mindre friktion end med Pro Wireless, der både larmer og slæber sig i større grad henover de tre forskellige træoverfalder, der er brugt i testen her. Sidder du og bruger Logitech-musen på en lakeret træoverflade, er der dog minimal forskel mellem de to mus. Jeg oplever dog ikke, at støjen går hen og bliver et større irritationsmoment – efter noget tid er det noget, jeg vænner mig til. Dog er bevægeligheden reduceret i Pro Wireless, hvilket betyder, at jeg skal bruge flere kræfter på at rykke med den i forhold til Rival 650.

Pro Wireless har et minimalistisk design, og det gør musen meget pænere at se på end konkurrenten. Musen har en rigtig god størrelse giver mig et godt greb, da min hånd ikke er verdens største, og det er nemt for mig at nå alle knapperne – også dem i siderne. Dog har jeg ikke et ligeså godt greb om den, fordi overfladen ikke er beklædt med silikone. Dermed oplever jeg ikke samme lækkerhedsfornemmelse som med Rival 650, hvorfor SteelSeries løber med komfortsejren.

20190426_140216

 

Performance

Personligt oplever jeg ikke en forskel på Hero-sensoren i Pro Wireless eller TrueMove 3-sensoren i Rival 650. Dermed ikke sagt at der ikke er en professionel gamer derude, som kan ane forskellen – jeg er blot hardcore gamer, som er yderst tilfreds med følsomheden i begge mus.

Når det kommer til justeringen af dpi’en on-the-fly, vinder Logitech en klar sejr, eftersom du kan vælge mellem fem forskellige hastighedsniveauer, mens Rival 650 blot har to. Personligt bruger jeg kun fire forskellige dpi-niveauer, når jeg, eksempelvis, spiller Black Ops 4, men det skyldes, at min figur bruger en riffel med kikkertsigte, haglgevær og granatkaster, som kræver forskellige hastigheder.

Hvor Rival 650 angiveligt kunne tage føringen fra Logitech, er den optisk dybdesensor. SteelSeries forsøger virkelig at tænke anderledes i forhold til konkurrenterne, hvilket i sig selv er prisværdigt, når hardwareproducenten ikke er kendt for at tænke innovativt. Når Pro Wireless løftes og lander igen, bemærker jeg, at sigtekornet hopper lidt over en centimeter – naturligvis afhængig af om hvor meget jeg løfter musen. Med Rival 650 er det mindre end 0,5 centimeter, sigtekornet hopper, og det øger ikke kun præcisionen i mit sigte, men det sparer også værdifulde sekunder, da jeg ikke skal bruge tid på at genfinde mit sigte. Her har SteelSeries faktisk ramt plet med inklusionen af en dybdesensor, der rimeligt effektivt bremser cursorens bevægelse, når musen lander igen. Dog overdriver SteelSeries markant, når de påstår, at du aldrig kommer til at opleve unødvendige bevægelser igen – tom sælgersnak!

Overordnet set løber SteelSeries med sejren, fordi Rival 650 vinder på komfort og performance. Pro Wireless klarer sig dog bedre, når det kommer til knappe-layout, dpi og antallet af dpi-niveauer du kan vælge i mellem, mens du spiller, hvilket især er handy, hvis du både skal snipe og brawle ned ad korridorer i forskellige størrelser i dine skydespil.

Produktinformation

  • Navn: Pro Wireless
  • Producent: Logitech
  • Forbindelse: Trådløs LIGHTSPEED
  • Batterilevetid: Op til 48 timer med belysning
  • Sensortype: HERO
  • DPI: 100-16.000
  • Antal knapper: 7
  • Vægt: 80 gram
  • Set til: Kr. 999
  • Mere information hos Logitech

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

Logitech Pro Wireless er en letvægter gaming-mus med sine kun 80 gram, og den kan tilpasses både højrehåndede som venstrehåndede. Men ønsket om at udvikle en let mus betyder også et minimalistisk design, som ikke har haft fokus på komfort. Pro Wireless er ikke ubehagelig at bruge, men den mangler et build, der føles mere lækkert i forhold til prisen. Batterilevetiden, på op til 60 timer uden belysning, giver dig rigeligt med spilletid, og det er i den høje ende af batteriskalaen. Endelig indeholder Pro Wireless ikke nytænkning, hvormed design og funktioner føles lidt genbrugt.

Produktinformation

  • Navn: Rival 650
  • Producent: SteelSeries
  • Forbindelse: 2,4 GHz trådløs
  • Sensortype: SteelSeries TrueMove 3+ Dual Sensor System og True Move 3 Optical Gaming Sensor
  • Batterilevetid: Op til 24 timer
  • DPI: 100-12000
  • Antal knapper: 7
  • Vægt: Op til 153 gram med klodser
  • Set til: Kr. 699
  • Mere information hos SteelSeries

Bedømmelse

Samlet vurdering 95% 

SteelSeries Rival 650 er en vinder, fordi du kan justere musens vægt efter spilstil og genre, ligesom har en skøn komfort, selvom din musehånd sveder. Endvidere hjælper dybdesensoren på præcisionen i kampens hede, og Rival 650 understøtter fast charge, så du kan spille i mere end ti timer efter 15 minutters opladning. Der er få småting, som trækker ned såsom knappelayout og antallet af dpi-niveauer. Men hvad der står tilbage, er, at du får en uovertruffen, trådløs gaming-mus til ufatteligt få penge!

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart