TEST: Sennheiser HD 550 – Lyden er i top, men komforten driller

Lækker lyd til feinschmeckere – hvis du kan leve med pasformen

Foto: Sennheiser

Jeg har de seneste uger haft fornøjelsen af at dykke ned i lyduniverset med Sennheiser HD 550, et over-ear headset af den “åbne” slags. Og lad det være sagt med det samme: Er du ude efter krystalklar lyd og en bas, der rammer lige i mellemgulvet uden at overdøve, så er HD 550 et seriøst bud. Men lad os lige tage et par dybe indåndinger, for selvom lyden er en drøm, er der et par ting, der sidder… knap så godt.

Design: En smagssag (og mine ører er ikke enige)

Først til det visuelle. HD 550 er et stort, kablet headset. Og med stort mener jeg stort. Det ovale design er… specielt. Jeg er stadig i tvivl, om jeg er fan. Men heldigvis er det letvægter (kun 237 gram!), så du mærker det ikke på vægten.

Når det kommer til komforten, har jeg dog oplevet bedre fra Sennheiser. De syntetiske velour-ørepuder er så store, at de faktisk rammer mig lige under kæben, og efter et par timer begynder det at irritere. Og apropos irritere: Materialet kan godt kradse lidt rundt om øret. Som en skaldet anmelder (ja, den er god nok), må jeg også melde, at hovedbøjlen trykker og irriterer en smule på min glatte isse. Mange vil nok ikke bemærke det, men jeg gør.

Sennheiser HD 550. Foto: Sennheiser

Og hvis du er typen, der godt kan lide at headbange til din yndlingsmusik, så skal du sidde stille. HD 550 sidder ikke bomstærkt fast, og en let rysten på hovedet får det til at flytte sig. Det er et “sid-stille-og-nyd-musikken”-headset, hvilket jo passer fint, da det er kablet. Og ja, et rigtigt lytte-headset skal altså være kablet – punktum!

Lyden: Her skinner stjernen!

Men nu til det, der virkelig tæller: Lyden. Og her, mine damer og herrer, leverer Sennheiser varen. Lydkvaliteten er intet mindre end fremragende. Vokalerne er krystalklare og står knivskarpt i lydbilledet. Du er ikke i tvivl om, at Sennheiser ved, hvad de laver, når det kommer til lyd.

Bassen er en fornøjelse. Den er dynamisk, dyb og utrolig klar – uden at virke kunstigt pumpet op. Den rammer præcis det niveau, som kunstneren må have tænkt. Mellemtonerne breder musikken flot ud, og diskanten er elegant, skarp og naturlig. Ingen metallisk eller unaturlig klang her.

Uanset om du er til rock, klassisk, pop eller noget helt fjerde, så leverer HD 550 en fantastisk lytteoplevelse. Jeg stødte ikke på en eneste genre, som headsettet ikke kunne mestre – det var en ren fornøjelse! Og prisen på omkring 2.300 kroner er fair for et headset med den lydkvalitet.

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

Sennheiser HD 550 leverer en fremragende og nuanceret lydoplevelse med klare vokaler, dyb bas og elegante diskanter. Headsettet er let, men designet og komforten – især ved længere tids brug – trækker desværre ned i den samlede vurdering. Det er et kablet headset, der egner sig bedst til stille lytning.

Læs mere om Sennheiser HD 550 her.

Det koster Sennheiser HD 550 lige nu