TEST: Tablet nærmer sig smartphonestørrelse

Jeg har testet den nye Nokia T10, en lille tablet der næsten har samme størrelse som en smartphone, og som har nogle spændende funktioner

Nokia T10. Foto: HMD Global

Vi har set hvordan smartphonen er blevet større og større over de seneste par år, og vi har ligeledes set at tablets bliver større. Men fra tid til anden er der nogen der går den modsatte vej, og det er hvad HMD Global har gjort med en af deres nyeste tablets, Nokia T10.

Med sine 8″ er den ikke meget større end de største smartphones der er på markedet i dag, og personligt har jeg hænder der er så store, at jeg faktisk kan holde den i en hånd – næsten som en smartphone.

Jeg har i mange år brugt tablets, iPads, der er markant større end 8″, og havde ikke forventet at jeg skulle blive specielt glad for den lille Nokia. Men det skulle dog vise sig at være forkert. Jeg blev ret hurtigt pænt glad for Nokia T10.

Hvis vi starter med at kigge nærmere på designet, så er det et meget klassisk Nokia-design. Kanten om skærmen er ret stor, med kameraet placeret i den øverste kant, så den ikke forstyrre selve skærmen.

Bagsiden er beklædt med en eller anden form for kunstmateriale med en overflade der gør det let at holde på den, og det er ret fedt, for det gør det lettere at holde på den.

Tablettens størrelse er, som sagt, meget tæt på en smartphone, og ligesom jeg ikke bryder mig om at arbejde længe på min smartphone, så har jeg det på samme måde med Nokia T10. Den er fin til lige at svare på mails på, eller måske lige tjekke en hjemmeside, eller læse et dokument. Men længerevarende arbejde er den ikke god til – hertil er skærmen bare for lille.

Men Nokia T10 giver omvendt ret god mening på andre punkter. Dels er det en fed lille enhed at se film på, hvis du er i gang med at binge watche en serie, og lige skal have sidste afsnit med mens du sidder i bus eller tog.

Selvom skærmen kun har en opløsning på 800 x 1.280, så er det faktisk helt fint at se film på skærmen – den lille skærm at billedet bliver komprimeret, og dermed kommer det til at se helt ok ud. Man skal også huske på, at det er en ret billig tablet, og det har også sine værdier.

Nokia T10. Foto: HMD Global

Fiks ekstraskærm

En af de funktioner der er ret spændende ved Nokia T10, er at den kan fungere som ekstraskærm til din Windows-computer. Naturligvis er det ikke en skærm du kan bruge til det store arbejde. Men den er god til lige at vise en præsentation, et dokument eller måske et billede, alt efter hvad du har gang i.

Jeg synes at det er en ret fed funktion, jeg har altid mindst en ekstra skærm tilkoblet min computer, og fra tid til andet kunne det være fedt at have en lille skærm der kan stå under min hovedskærm. Den funktion virker dog kun til Windows, så hvis du har en Mac, skal du lede efter andre – og dyrere – løsninger.

En anden funktion jeg blev ret glad for er Kids Space fra Google. Med den funktion kan du lade dit barn bruge den lille tablet, og slippe for at spekulere på, om de nu ser noget på YouTube de ikke bør se.

Kids Space er en række programmer, bøger, apps og videoer der er rettet mod børn, og som er godkendt og anbefalet af børneeksperter fra hele verdenen. Fordi laptoppen samtidig er ret robust, kan du sagtens lade dit barn bruge den, når der er skærmtid.

Lad os glemme kameraet

Et sted hvor du ikke må forvente det store af Nokia T10 er på kameraet. Det bedste jeg kan sige om det er, at det er der og at det tager billeder. Men med et hovedkamera på 8MP og et frontkamera på 2MP, er der ikke meget mere at komme efter.

Det er fint nok i en håndevending, men du må ikke forvente at få specielt gode billeder fra Nokia T10.

Nokia T10 kommer i to versioner, en der kun har WiFi og en der både har WiFi og 4G, så du altid kan have dataforbindelse.

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

Nokia T10 er en fin lille tablet til en virkelig lav pris. Den er fin til ‘her og nu’ opgaver, og den er rigtig god som tablet til børn.

Ekstraskærm-funktionen er god, det giver nogle helt unikke muligheder og jeg kan rigtig godt lide den – hvis den så bare også havde fungeret til Mac havde jeg været ekstra glad.

Prisen er fin, så hvis du har behov for en tablet der næsten kan være i baglommen, og som du let kan se film på når du er mobil, så har du et fint produkt her.

Men den er for lille til at lave seriøst arbejde på – det skal du være opmærksom på.

Du kan læse mere om Nokia T10 her.

Prisen for WiFi + 4G-funktionen er i øjeblikket ca. 1.500 kroner.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3754 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.