TEST: Trekz Titanium giver ok lyd gennem knoglen

Lyden i Trekz Titanium leveres gennem knoglen og derved lukkes omverdenen ikke ude. Det er beregnet til sport, men desværre lever komforten og lyden ikke op til de forventninger man kan have til et headset til næsten 800 kroner

trekz titanium
trekz titanium

Rent teknologisk set er Treks Titanium fra Aftershokz et meget spændende og avanceret headset. Som det headset vi testede tidligere, Aftershokz Bluez 2S, leverer det primært lyden gennem knoglerne i hovedet, det som Aftershokz kalder for ’Bone Conducting’.

Det betyder også, at headsettet ikke har nogle ørepropper inde i dit øre, ej heller sidder der noget rundt om øret. Det meste af lyden leveres via vibrationer gennem knoglerne i dit hoved og direkte ind i øret.

Der kommer dog også lyd ud gennem selve headsettet, og om end det ikke er så meget, så kommer der dog nok til at man kan fornemme den. Men dog ikke så meget at det forstyrrer omgivelserne,

Selve headsettet sidder fast rundt om hovedet med en bøjle, og det er let at sætte headsettet på plads. Det kræver ikke det store, og headsettet falder nærmest selv på plads.

Så som så med komforten

Umiddelbart så føles det som om headsettet sidder rigtig godt på hovedet. Når du sætter det på, er der ikke noget der trykker, klemmer eller irriterer. Men, og der er et men, det gælder kun så længe du sidder helt stille.

Lægger du hovedet bagover, så kan du ikke undgå at ramme bøjlen og det betyder, at du også kommer til at trykke på den. Derved flytter den sig hurtigt og det gør at lyden ændrer sig markant, og at det bliver irriterende at have det på.

Helt galt går det når du bruger det til træning, noget som Aftershokz faktisk siger headsettet er udviklet til. Hvis du udelukkende løber, så er der intet problem. Faktisk så sidder det rigtig fint i den sammenhæng.

trekz titanium

Men hvis du tager headsettet på til træning i dit fitnesscenter, så går det galt. For du kan ikke undgå at ligge på det, hvis du bænkepresser, og hver gang du bøjer hovedet så går det galt.

Det er meget irriterende at headsettet på den måde reagerer på bevægelser, og faktisk er det noget der gør at vi ikke for alvor har lyst til at bruge det for længe ad gangen.

Lyden kun ok

Hvad der er meget vigtig når det kommer til headsets er lyden, og her falder Trekz Titanium til jorden. Lyden er acceptabel hvis du lytter til taleradio, men når det kommer til musik så går det galt.

Her er lyden alt for dåseagtig. Der mangler bas og der er en meget metallisk kvalitet over lyden.

Vi prøvede også at lytte til headsettet når vi så film, og her var der samme problem – lyden mangler den dybde som alt lyd, specielt lyd på film og musik, skal have.

Havde headsettet kostet 2-300 kroner så havde vi accepteret lydkvaliteten, men når vi skal af med næsten 800 kroner, så er det ikke acceptabelt, og det er derfor vi kun betegner lyden som ’ok’.

Produktinformation

  • Produktnavn: Trekz Titanium
  • Producent: Aftershokz
  • Forbindelse: Bluetooth
  • Vægt: 36 gram
  • Pris: Set til kr. 790,-
  • Mere information hos Aftershokz

Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Ideen bag Trekz Titanium er god, og det er dejligt at man ikke skal have en øreprop ind i øret. Men desværre så lader både komfort og lyd en del tilbage at ønske. Havde prisen været lavere, havde det været lettere at acceptere, men desværre er headsettet også relativ dyrt.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?