Når jeg gamer så skal der god lyd på, det er essentielt for at få den optimale oplevelse af spillet. Der bliver da også gjort rigtig meget ud af lydsiden på spil, og det betyder at du går glip af meget, hvis du ikke har et godt headset.
Men hvor man fristes til at tro, at et godt headset også er dyrt, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Min test af det, for mig, helt ukendte Dutzo Odio 7 headset viser, at du kan komme langt for få hundrede kroner.
Robust og solidt
Dutzo Odio 7 er et stort over-ear-headset, og det virker utrolig robust.
Det betyder også, at headsettet er tungt, og mærkede jeg tydeligt efter en times brug.
Dels betynder vægten at være noget jeg lægger mærke til, dels begynder jeg også at mærke trykket på hovedet – nok ikke mindst fordi jeg bruger briller når jeg skal se på en skærm.
Headsettets vægt betyder nemlig at det skal trykke rimelig hårdt ind på hovedet for at sidde fast. Og for 400 kroner kan man så heller ikke forvente state-of-the-art ørepuder, og derfor mærkes det efter et stykke tid.
Ledningen til headsettet er dejlig lang, eller rettere der er en forlænger med, så du uden problemer kan nå din pc med ledningen.
Det er så også en god ting, for ledningen er af et ret stift materiale, og jeg foretrækker altså at det er af en blødere variant. Men fordi ledningen er så lang, så gør det mindre – du kommer ikke lige til at hive i ting og sager med ledningen når den kan hænge løst.
Headsettet formår dog at imponere når det kommer til lyd, både gaming og musik.
Og jeg ved godt at det måske ikke er fair at udsætte et gaming-headset for musik, men lad os bare indrømme – du skifter næppe mellem to forskellige headsets alt efter hvad du laver, vel?
Omkring musik, så har headsettet en ganske fin bas, og selvom jeg godt kunne tænke mig bedre diskant, så er det en fin lyd når prisen tages i betragtning.
Når det så kommer til gaming, så leverer headsettet en rigtig fin lyd. Der er smæk på effekterne, og det betyder at det er rimelig let at høre, hvorfra dine fjender kommer.
Naturligvis så vokser træerne ikke ind i himlen, men for 400 kroner så kan jeg bare ikke forvente mere. At jeg personligt stadig godt ville have et klarere lydbillede ved diskanter, og at mellemtonen ikke var helt så ulden, er noget helt andet, og ikke noget jeg kan forvente af et headset i denne prisklasse.
Der medfølger en mikrofon du kan tage af og sætte på efter dit behov, og det fede her er, at dens arm er meget fleksibel, og det betyder at du let kan positionere den efter dit behov.
Mikrofonen kunne dog godt være en anelse bedre – men igen, til prisen er den ganske fin. Du må bare ikke forvente en high-end mikrofon, ok?
Jeg har været ret glad for Dutzo Odio 7. Headsettet er helt klart pengene værd – hvis du ikke bruger briller. For med briller holder du ikke ud at have det på for længe ad gangen, og det er nok det største minus ved headsettet.
Produktinformation
- Produktnavn: Odio 7
- Producent: Dutzo
- Produkttype: Gaming headset, over-ear
- Trådløst/kablet: Kablet
- Frekvenssvar: 20-20.000Hz
- Impedans: 32 Ohm
- Kontrolenhed: Styrer mikrofon til/fra og lydstyrke
- Pris: Set til kr. 399
- Læs mere hos Proshop
Bedømmelse
Samlet vurdering 70%
Dutzo Odio 7 er et godt headset til prisen. Så hvis du er på et begrænset budget og godt vil have god lyd når du gamer, så er det klart et headset du bør kigge efter.
Det er solidt og robust, men hvis du har briller, trykker det en anelse for meget.
Lyden er fin, men du må ikke forvente high-fi lyd. Der mangler lidt i diskant og mellemtonen mudrer lidt.
Men til gaming er det godt, og det er der headsettet henvender sig. Du skal bare være klar over, at selvom det er et godt headset, så hænger pris og kvalitet stadig tæt sammen.