Turtle Beach har mange produkter til gameren, og gaming controller er at af dem. Jeg har haft den nyeste Victrix Pro BFG Reloaded til test, og jeg har været ret glad for den. Ikke mindst fordi den ligger rigtig godt i hånden, men også fordi den kan udvides, omkonfigureres og udstyres med nye knapper.
Victrix-controlleren kan bruges både med Xbox, PlayStation og pc, men den version jeg har testet er som udgangspunkt en PS-controller. Der er dog en switch på den, så den kan sættes om til fx. pc.
Du kan så ikke bruge den direkte med din PlayStation, for her er Sony smarte nok, det er kun deres controllere der kan parres direkte med konsollen. Men der medfølger en usb-nøgle der skal sættes ind i din PlayStation, og så virker controlleren fortrinligt.
Det bringer mig så til designet. Umiddelbart virker Victrix som en mindre controller, eller rettere, de håndtag som du kender fra PS-controlleren er ikke helt så lange. Selve Victrix-controlleren er af stort set samme størrelse og måske en anelse tungere og tykkere.
Men når du først har vænnet dig til at bruge den, så ligger den virkelig godt i hånden, og den har en beklædning der gør at den ikke glider eller grebet smutter.
Det var så også det jeg fik den i hånden at jeg opdagede at der er langt flere knapper på denne controller end på den traditionelle controller til PlayStation. Knapper der er placeret lige hvor de skal bruges, nemlig ved fingerspidserne af de fingre der krummer rundt om håndtagene. Smart og fedt.
Controlleren gemmer dog på endnu en fed funktion, eller rettere feature. Man kan nemlig udskifte knapper og joysticks på controlleren. Der medfølger f.eks. en ‘flightpad’ som du kan bruge til spil hvor knapper er vigtigere end en joystick.
Du kan også erstatte knapperne der sidder på controlleren med vippeknapper, så den mindre mere om den traditionelle controller, og så kan du faktisk låse visse knapper, hvis det skulle være ønskeligt.
Jeg er vild med den fleksibilitet denne controller kommer med. Det eneste der faktisk er lidt irriterende er, at den ikke kan lades op med min eksisterende opladerstander til mine PS-controlere, og at jeg skal huske at sætte usb-nøgler i min PlayStation inden jeg kan bruge den.
Nå ja – Turtle Beach skal også have ros for at de leverer det hele i et flot etui, hvori der endda ligger en skruetrækker.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Den nye controller fra Turtle Beach er super fed. Den er let at bruge, den ligger godt i hånden og den er super fleksibel.
Samtidig kører den langt længere på et fuldt batteri end jeg har oplevet ved mine traditionelle controllere, og den er super hurtig, præcis og en fornøjelse at game med. Jeg er også vild med at den kan bruges til flere forskellige platforme, og at alt det kræver er at der ændres på en kontakt.
Du kan læse meget mere om Victrix Pro BFG Reloaded her.
I skrivende stund koster controlleren omkring 1.500 kroner, og den høje pris er med til at trække bedømmelsen lidt ned.

