Black Friday forventes at sætte ny rekord i år med et onlinesalg, der ifølge en prognose fra Adobe Analytics forventes at nå $11,7 milliarder. Analysen fra den globale softwarevirksomhed dækker den globale e-handel i perioden fra 1. november til 31. december 2025.
Ifølge Adobe Analytics, der er det mest omfattende indblik i amerikansk e-handel, forventes julesalget at passere $250 milliarder online i år, hvilket er en stigning på 5,3 % fra sidste år.
Cyber Monday stadig størst – Black Friday vokser mest
Prognosen konkluderer, at Cyber Monday, der i år ligger den 1. december, forventes at blive årets største shoppingdag med et salg på $14,2 milliarder. Black Friday ventes dog at stå for den største vækst med et forventet salg på $11,7 milliarder (+8,3 %).
Øvrige konklusioner er:
- Forbrugerne køber for første gang nogensinde for mere end $5 milliarder på én dag hele 10 gange i løbet af sæsonen (mod 7 dage sidste år).
- Cyber Week står for 17,2 % af det samlede onlinesalg – svarende til $43,7 milliarder (+6,3 %).
- På Thanksgiving ventes et onlinesalg på $6,4 milliarder (+4,9 %).
Handlen drives især af elektronik, tøj og møbler. Over halvdelen af al onlinehandel kommer fra de tre hovedkategorier:
| Kategori | Forventet salg i USD | Vækst |
| Elektronik | 57,5 mia. | +4 % |
| Tøj | 47,6 mia. | +4,4 % |
| Møbler | 31,1 mia. | +6,5 % |
Kategorier med ekstra høj vækst i år er dagligvarer (+9,2 %) og kosmetik (+9,1 %).
Mobilen dominerer, og BNPL vinder frem
Mobilen er for alvor blevet forbrugernes foretrukne shoppingværktøj og står i år for over halvdelen af salget. Analysen spår, at hele 56,1 % af salget i år vil blive foretaget på mobilen – en ny rekord – som svarer til $142,7 milliarder og dermed en stigning på 8,5 %. Til sammenligning udgjorde shopping fra telefonen kun 40 % i 2020.
Forbrugerne søger større fleksibilitet, og ”Køb nu, betal senere”-løsninger (BNPL) er i markant vækst med et forventet onlinesalg på $20,2 milliarder – en stigning på 11 % siden sidste år. Dette er $2 milliarder mere end i 2024. På Cyber Monday ventes BNPL-salg for $1 milliard, og på Black Friday for $762 millioner. 79 % af al BNPL-handel sker via mobilen.
Priskamp og AI ændrer adfærd
Kampen om forbrugernes penge betyder markante rabatter i år, hvor fald i priser og rabatter forventes at nå op til 28 %.
Største nedslag forventes inden for:
- Elektronik (28 %)
- Legetøj (27 %)
- Tøj (25 %)
- Fjernsyn (23 %)
De bedste tilbud falder i Cyber Week, hvor Cyber Monday markerer sidste chance for de største besparelser. Forbrugerne opgraderer dog også til dyrere varer inden for især elektronik, sport og personlig pleje, hvor salget af premiumprodukter stiger markant.
AI og sociale medier ændrer købsadfærden markant. Adobe forventer, at AI-genereret trafik til detailhjemmesider ventes at stige 520 % i år. Forbrugerne bruger især AI til produktresearch, anbefalinger, tilbudsjagt og gaveinspiration. Salg drevet af sociale medier forventes at vokse 51 % i år (mod 5 % sidste år). Tal for influencer-samarbejder samt partnerprogrammer forventes at vokse med 14 %.