D. 22. oktober indviede Lenovo deres helt nye hovedkontor i Zhongguancun Software Park i high-tech kvarteret i den nordvestlige del af Beijing. Tech-Test har haft mulighed for at besøge Lenovos hovedkontor, og fik blandt andet mulighed for at snakke med Lenovos CEO, Yang Yuanqing, der i øvrigt også er bestyrelsesformand for Lenovo. Turen var betalt af Lenovo, og der var intet krav om mediedækning, emner der kunne skrives om, eller krav om at se artikler inden publisering.
Det følgende er et interview med Yang Yuanqing, fremover benævnt YY.
Spg: Lenovo har haft en imponerende vækst i EMEA-regionen, forventer du den region også i fremtiden vil performe bedre end Kina?
YY: Ja det er en udvikling der helt klart vil fortsætte. Lenovo har et stort potentielt marked i EMEA. Vi ligger i øjeblikket på en andenplads på pc-markedet, og vi har ambitioner om at komme op på en førsteplads. Specielt indenfor smartphonemarkedet har vi et meget stort potentiale for vækst.
Men det er også væsentligt at forstå, at uden en stadig mere åben politik fra den kinesiske regeringsside, så ville Lenovo ikke kunne være blevet så stor. Faktisk var det allerførste vi gjorde, da Kina blev mere åbent var at købe IBMs pc-afdeling.
På den måde blev vi en pioner for Kina, og samtidig en global virksomhed. Så for os har den mere åbne politik været en stor del af vores fremgang.
Politisk spændt situation
Spg: Den politiske situation mellem Kina og USA er blevet langt mere anspændt de sidste par år. Tror du at det stadig vil være muligt for en kinesisk virksomhed at tage til USA og købe en virksomhed? Og tror du at den spændte situation skyldses en manglende forståelse for de kulturelle forskelle?
YY: Jeg ved ikke om det i øjeblikket vil være muligt for en kinesisk virksomhed at lave opkøb i USA. Jeg håber på det, eller at der i den nære fremtid bliver åbnet op for det igen.
Jeg håber meget på at den globale dialog vil forsætte, for vi har allerede været igennem mange forhindringer, og det vil være trist at skulle igennem dem igen.
I starten havde vi f.eks. mange konflikter der bundede i kultur, men jeg mener at vores kulturer skal lære af hinanden og ikke mindst lære at lave kompromisser. Vi skal respektere hinanden og være venner med hinanden. Den politik har betydet at vi har oplevet en meget succesfuld integration mellem Lenovo og IBMs pc-afdeling.
Spg: I vesten snakker vi meget om privatliv, og vi ved at der er meget overvågning i Kina. Hvad er Lenovos holdning til brug af teknologi til at kontrollere befolkningen med?
YY: Vi er en global virksomhed, vi overholder de regler der findes i de lande vi samarbejder med. Det er alt jeg kan svare på det spørgsmål.
Spg: I forbindelse med den handelskrig der er mellem USA og Kina i øjeblikket, er du så bange for at tech-virksomheder som Lenovo bliver et våben i den konflikt?
YY: Jeg håber meget på at vores gode globale forbindelser vil holde ud i fremtiden. Vi har som virksomhed ingen mulighed for at vælge side i handelskrigen mellem USA og Kina, og jeg håber ikke på at det aktuelt at Lenovo bliver en del af den handelskrig.
Vi er en global virksomhed, den første fra Kina, og vi tror på globaliseringen, og det vil vi fortsætte med at arbejde for.
Tror stadig på pc’en
Spg: Kina var en gang produktionshovedsædet i verden. Men Lenovo er en vidensvirksomhed. Hvad gør Lenovo til noget andet?
YY: På grund af den tidligere et-barns-politik i Kina, er det blevet meget svær at finde den billige arbejdskraft i Kina, og det har vi været nødt til at indrette os efter. Derfor skal vi innovere og finde på bedre måder at producere på.
Uden innovation har vi nemlig ingen fremtid, og du vil komme til at se flere kinesiske virksomheder der, som Lenovo, bliver mere og mere innovative.
Spg: Lenovo blev global på grund af opkøbet af IBMs pc-afdeling. Hvordan ser du fremtiden for Lenovos pc-forretning?
YY: I modsætning til mange andre så ser vi pc-forretningsområdet som meget stabilt i volumen, og med en stigende omsætning.
Pc-området er et sted hvor der stadig sker innovation. Men hvor det før blev drevet af cpu-udvikling, så er det ikke kun der innovationen sker. Pc’en er i dag en IoT-enhed, og det er vores job at gøre dem mere intelligente, så de bliver til smarte IoT-enheder.
Det kræver Big Data, og det bruger vi meget til vores udvikling og innovation af vores pc’er. Så jo, der er stadig meget plads til udvikling. Men i dag er pc’erne en del af vores ’smartere IoT-strategi.
Spg: 5G er hastigt på vej. Hvad er dine forventninger til den teknologi?
YY: 5G er en meget vigtig teknologi. Den driver hele vores forretning fremad. Alle IoT-enheder bliver i fremtiden forbundet og det betyder et stigende krav til båndbredde, hvilket betyder at vi har brug for 5G.
Jeg er også sikker på at 5G vil disrupte hele den traditionelle kommunkkation. Software Defined er blevet en tendens, og der investerer vi meget.
Spg: Her til sidst – AI er en teknologi som mange virksomheder integrerer i deres produkter. Hvad er Lenovos planer omkring udvikling af AI?
YY: Hvert år bruger vi omkring 1,5 milliarder i R&D, og den del vi bruger på AI er steget støt over de sidste par år.
Smarte IoT-enheder er på vej. Vi ser smarte højttalere, AR, VR, kommerciel IoT, og vi investerer i at udvikle den slags produkter.
Vi kalder dem for smarte produkter fordi de kan lære af Big Data og dermed fra forgående generationer.
Lenovo udvikler smartere infrastruktur og vi investerer i den intelligente transformation, også internt. Vi bruger Machine Learning og Big Data til at forbedre vores Supply Chain Forecast, og det kommer vores produktion til gode. Så AI er en vigtig og dybt integreret del af AI, og derfor udvikler vi også smarte algoritmer.
Om Yang Yuanqing
Yang Yuanqing fik jobbet som CEO d. 5. februar 2009. Før det var en bestyrelsesformand fra 30. april 2005. Han har mere end 20 års erfaring inden for computere. Siden han fik jobbet som CEO har Lenovo været Kinas bedst sælgende pc-mærke, målt siden 1997.
Yang Yuanqing har en Master fra Department of Computer Science ved University of Science and Technologi of China. Han er også gæsteprofessor på samme universitet, og medlem af New York Stock Exchange International Advisory Committee.