
For nyligt anmeldte jeg Apples store iPhone XS Max, og det er virkelig en fed mobil, men den er også næsten dobbelt så dyr som f.eks. den største Huawei-model du kan finde på markedet.
Men det samme kan man ikke sige om iPhone XR, Apples ’discount’-model. Prisen er sammenlignelig med high-end modellerne fra konkurrenterne, og den er næsten lige så fed som XS og XS Max.
Skærmen lægger sig lige mellem de to topmodeller når det kommer til størrelse, 6,1” lyder målet på, og det er en god størrelse. Skærmen er til at læse, og mobilen kan stadig let være i baglommen – hvis du hører til typen der kan finde på at placere din mobil, der hvor du lettest taber den.
Designet kender vi
iPhone XR har fået samme design som X, XS og XS Max, altså med en skærm der går helt til kant, og hvor den fysiske hjemme-knap er fjernet. Hakket i toppen af skærmen er der, men indgår som en naturlig del af designet.
Men når det kommer til selve skærmen, har Apple indgået en del kompromisser – hvilket er med til at bringe prisen ned. Væk er Super Retinaskærmen med den fænomenale opløsning. Ind er kommet ’Liquid Retinaskærmen’, der er en LCD-skærm og ikke en OLED-skærm som på de større modeller
Det sætter også opløsningen ned til 1.792 x 828 pixels med en pixeltæthed på 326 ppi. For langt de fleste vil det ikke være et problem, men hvis du er vandt til de større iPhones, eller måske har haft en Huawei eller Samsung i hånden, så er det tydeligt at skærmens opløsning er sat ned.
Misforstå mig ikke – jeg synes at skærmbilleder står rigtig flot på iPhone XR, men hvis du ønsker de der knivskarpe skærmbilleder som vi ser på Mate 20 Pro fra Huawei eller Note 9 fra Samsung, så skal du op i X og XS-modellerne.
Nedgraderet kamera
Kameraet på bagsiden er også nedgraderet lidt. I stedet for dobbeltkameraet vi kender fra stort set alle andre mobiler på markedet, så er der her et enkelt kamera, og selvom det stadig tager gode billeder, så er der en klar forskel på de mobiler der har et dobbeltkamera.
Blandt andet er det nødvendigt at iPhone XR tager flere billeder for at lave den kendte bokeh-effekt hvor baggrunden sløres.
Samtidig må du også vinke farvel til optisk zoom, både når du tager billeder og optager video, og portrætlysfunktionen er beskåret fra fem funktioner til tre funktioner (du får blandt andet ikke sort/hvid).
Men når det kommer til videooptagelser, så er der faktisk stort set ingen forskel, her får du i praksis samme kvalitet som ved de større iPhone-modeller (minus optisk zoom).
Frontkameraet er præcis det samme, så hvis du er glad for selfies og videochat, så vil du ikke opleve nogle forskelle her.
Hvis du hører til typen der primært viser venner og bekendte billeder på din skærm, så vil du ikke opleve den store kvalitetsnedgang, men hvis du tager billederne op på en stor skærm, så kan du godt se at billederne ikke har den samme store opløsning og gode HDR som du finder i topmodellerne fra både Apple, Huawei og Samsung.
Men ingen – mobilen er langt billigere end andre nye iPhone-modeller, og billederne er faktisk ret gode, alt taget i betragtning.
Face ID kører bare
Navigationen på iPhone XR er, som med alle modeller siden X, blevet knapløs. Du klarer alt ved at swipe op fra bunden eller toppen af skærmen, og det virker bare rigtig god. Skærmen er super responsiv, og du navigerer hurtigt rundt på mobilen og mellem apps.
iPhone XR har også Face ID til at låse mobilen op med, og her får du nøjagtig samme sikkerhed og oplevelse som ved iPhone X og XS. Jeg er dybt imponeret over så godt den virker, og hvor lidt lys der skal til for at det virker. Når jeg bruger Face ID, så virker det både når jeg har briller på og når jeg tager dem af, men jeg kan pinedød ikke snyde mobilen til at låse op, når jeg bruger et billede af mig selv.
Imponerende hurtig
Hvor iPhone XR virkelig imponerede mig, var da jeg smed den igennem Geenbench-testen. For selvom jeg godt nok havde set, at det er samme processor, Bionic A12, der sidder i både X, XS og XR, så tænkte jeg at der ville være nogle begrænsende faktorer.
Men det er der stort set ikke. Med en score på 4.824 i single-core testen og 10.561 i multi-core testen, så scorer den stort set præcist det samme som min XS Max, og det er langt højere end alle andre mobiler på markedet i dag.
Compute-testen, der primært tester gpu-ydelsen gennem en række billedbehandlingsprocesser, var endnu mere imponernde. A12 Bionic har vildt mange kræfter her. Scoren her var på 19.756, en anelse lavere end XS Max, hvilket højst sandsynligt skyldes en mindre mængde hukommelse til at arbejde på. Men tallet er stadig langt højere end andre mobiler jeg har testet i år.
Hvad betyder det i praksis? Jo – når du bruger en app, så er der ingen mobil på markedet der kan gør det lige så hurtigt. Men specielt når der skal redigeres videoer eller billeder, eller spilles 3D-spil, så er der mere end rigeligt med kræfter i iPhone XR.
Her har jeg også, som med XS Max, en følelse af at mobilen keder sig ind i mellem. Jeg har ikke for alvor oplevet at den får så meget at bestille, at den rent faktisk kommer på arbejde. Det meste klarer den uden for alvor at lukke op for kræfterne.
Opsamling
Når jeg står og kigger på de to iPhones, XR og XS Max er det svært for mig at skulle forsvare at give næsten 13.000 kroner for XS Max. Jo – det er en fed mobil, men prisen er altså prohibitiv høj, og jeg føler ikke at jeg får næsten dobbelt så meget mobiltelefon, som hvis jeg købte en XR.
Jo – jeg skal lade mig nøje med en lidt mindre opløsning på skærmen, og ja mine billeder bliver ikke helt lige så gode som på de større modeller. Men husk lige på, at det ikke er det samme som at de bliver dårlige.
Kvaliteten på billederne fra XR er rigtig gode, der findes bare bedre kameraer på markdet i dag. Men XR placerer sig tæt på topmodellerne, og tager let konkurrencen op med de kameraer der sidder i Moto-, Sony- og HTC-mobilerne.
iPhone XR har også rigtig godt styr på hand-over mellem WiFi og dataforbindelse, og den har en meget stabil gps-forbindelse. Det er noget jeg sætter stor pris på, for jeg bliver virkelig irriteret når jeg oplever, hvordan forbindelsen hakker når du forlader et WiFi for at komme på datanetværket, og når min gps-forbindelse ryger bliver jeg decideret gnaven. Men det sker ikke ret ofte med iPhone XR og det er bare fedt.
Batterilevetiden er så ikke imponernede. Igen vil Apple ikke oplyse størrelsen, men jeg gætter på et batteri omkring 2.600 mAh, og det betyder at den drænes lidt for hurtigt under brug – specielt hvis du bruger gps eller streamer film på den.
Jeg kunne virkelig godt tænke mig et bedre batteri – det er lidt surt at skulle jagte strøm hele tiden.
Så kommer vi til prisen. iPhone XR kommer i tre modeller, 64, 128 og 256GB, og jeg testede den sidste version. Her ligger prisen på 8.049 kroner, og det er stadig en ret høj pris at betale for en mobil. Husk på at du kan købe rigtig gode smartphones til omkring 6-7.000 kroner.
Men hvis du vil have en iPhone, så vil jeg klart anbefale at du kigger efter en XR. iPhone XR er virkelig en fed iPhone, og når det kommer til pris/ydelse så får du langt mere iPhone for pengene her.
- Produktnavn: iPhone XR
- Producent: Apple
- Skærm: 6,1” LCD. Liquid Retina-skærm. 1.792 x 828
- Dimensioner
- 150,9 x 75,7 x 8,3 mm
- Vægt: 194 gram
- Vand/støvafvisende
- IP67, stænk, vand og støvafvisnde. Max dybde: 1 meter i op til 30 minutter
- Batteri: Kapacitet opgives ikke fra Apple
- Processor: A12 Bionic-chip med Neural Engine
- OS: iOS 12
- Lager: 256GB lager (fås også i 64 og 128GB versioner)
- Kamera bagside:
- 12MP kamera
- Blænde f/1,8
- 5x digital zoom
- Optisk billedstabilisering
- Smart HDR
- Serieoptagelser
- 4K-videooptagelser med 24, 30 eller 60 fps
- 1080p HD-video med 30 eller 60 fps
- 720p HD optagleser med 30 fps
- Filmisk billedstabilisering (1080p og 720p)
- Konstant autofokus på video
- Kamera front – TrueDepth-kamera
- 7MP kamera
- Blænde: f/2,2
- Portrætfunktion med avanceret bokeh
- Portrætlys med fem effekter
- Animoji og Memoji
- 1080p HD-videooptagelser med 30 eller 60 fps
- Smart HDR
- Filmisk bideostabilisering (1080p og 720p)
- Retina Flash
- Serieoptagelse
- FaceID
- Apple Pay
- Pris: 8.049 kroner
- Se mere hos Apple
Samlet vurdering 95%
iPhone XR er en fed mobil. Apple har formået at lave en billigere udgave af deres topmodeller, som faktisk er teknisk rigtig god. Skærmen har en lavere opløsning og kameraet ikke helt lige så godt, men det er stadig rigtig godt set i forhold til andre single-kameraer på markedet i dag.
Hastigheden er i top, den ligger faktisk meget tæt på sin storebror, iPhone XS Max, og det er en imponerende bedrift.
iPhone XR er klart den iPhone jeg ville anbefale til folk i dag, hvis deres hjerte banker for æble-produkter.