Et sektorspecifikt beredskab gør det digitale Danmark sårbart over for et større koordineret angreb. Det konkluderer et nyt whitepaper fra GlobalConnect, der opfordrer til et gearskifte i tilgangen til digital infrastruktur. Virksomheden håndterer over halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden.
Risiko for digitalt sammenbrud på tværs af sektorer
Whitepaper’et advarer mod, at den “perfekte storm” af fysisk sabotage og cyberangreb kan føre til et scenarie med “flere dage uden internetforbindelse på tværs af landet.” Konsekvenserne vil hurtigt brede sig på tværs af sektorer med alvorlige samfundsøkonomiske følger, ifølge analysen.
Whitepaper’et, med titlen Digital Resilience – Securing Denmark’s Digital Infrastructure Amid Growing Uncertainty and Geopolitical Risks, kortlægger Danmarks digitale infrastruktur og udpeger strukturelle afhængigheder og sårbarheder i landets beredskab. I nedbrudsscenarier beskrives det, hvordan koordineringen på tværs af kritiske sektorer “inden for få timer begynder at bryde sammen.”
Efterlyser ny strategi og fælles ansvar
GlobalConnect opfordrer til, at digital infrastruktur behandles som et nationalt sikkerhedsaktiv – på linje med energi- og forsyningssektoren. Desuden bør samarbejdet øges på tværs af sektorer, det offentlige og private samt de nordiske lande.
Digital infrastruktur leverer ikke kun kommunikation – det er samfundets nervesystem. Alt fra bank- og transportsektor til sundhedsvæsen og landets forsyningskæder afhænger af, at internettet fungerer.
Vi håber, at det nye whitepaper kan starte en bredere dialog om, hvordan vi i fællesskab styrker Danmarks digitale – og dermed generelle – robusthed, før en krise rammer.
Det kræver, at fælles ansvar i højere grad indgår i Danmarks institutionelle DNA – på tværs af ministerier, sektorer og grænser. Vi må forberede os bedre sammen ved at have fælles beredskabsprocedurer, flerdages nationale beredskabsøvelser og nationale backupmiljøer.
Martin Lippert, Group CEO i GlobalConnect
Tre strategiske initiativer anbefales
Whitepaper’et, der blev lanceret den 30. oktober på et dialogforum hos Dansk Industri (DI), anbefaler konkret tre strategiske initiativer:
- Nordic Digital Resilience Shield: Et formaliseret tværnordisk samarbejde med delte nødsystemer og fælles beskyttelse af kritisk digital infrastruktur.
- Black Sky Exercise Series: En serie af praksisnære øvelser med fast frekvens, der tester respons på hændelser, som varer flere dage og berører adskillige sektorer.
- National Digital Resilience Certification: En ordning, der vurderer og dokumenterer beredskab og driftskontinuitet hos kritiske aktører – med fokus på at teste reel modstandskraft frem for formel compliance.
Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i Dansk Industri Digital, støtter behovet for et koordineret løft af landets digitale infrastruktur:
Vi må sikre, at reguleringen og investeringerne følger med. Robusthed handler om beredskab, men i højeste grad også om evnen til at levere den digitale økonomi, som hele vores samfundet bygger på.
Andreas Holbak Espersen, Branchedirektør i Dansk Industri Digital
GlobalConnect har udarbejdet tilsvarende analyser i Norge og Sverige, der viser, at de nordiske lande står over for mange af de samme risici. Whitepaper’et bygger på data, casestudier og input fra eksperter samt offentlig-private initiativer.