Test: Anki Overdrive – det bedste gadget-legetøj til dato

Anki Overdrive er ikke bare en racerbane – det er et komplet kamp-racerbils-system, hvor du ikke bare kan kæmpe om omgange. Du kan også skyde modstanderen, hvis der ikke lige er en medspiller i nærheden – så spiller du blot mod den kunstige intelligens

Anki Overdrive
Anki Overdrive

For at være helt ærlig, så har vi svært ved at se, at et stykke gadget-legetøj kan blive meget sjovere. Anki Overdrive er en racerbane på steroider. Du er ikke begrænset til at dine biler skal køre i en bestemt bane, ej heller til, hvilken retning de skal køre.

Du kan opgradere dem med våben og der en række forskellige spilletyper, som hver i sær har forskellige krav til, hvad du skal klare for at vinde spillet.

Her på redaktionen har vi haft Anki Overdrive til test, og sjældent har vi moret os så meget over en ny gadget. Legebarnet blev virkelig vækket i os, og vi har i den grad moret og med dette fantastiske stykke legetøj.

Men hvad pokker er Anki Overdrive egentlig, kunne den opmærksomme læser godt spørge her. Anki Overdrive er hvad der sker, når man tage den gamle Scalextric racerbane, fjerner de fysiske spor, gør racerbilerne til små kampenheder, der løbende kan opgraderes med våben og motorkraft og flytter styreenheden væk fra den gamle pistollignende dims op i din smartphone.

Et fantastisk startsæt

Vi fik mulighed for at teste Anki Overdrive Startkit, samt et par ekstramoduler, nemlig et par skarpe sving (Curves), et par ekstra lige baneelementer (Speed) samt to ekstra biler så vi havde lidt at lege med.

Anki Overdrive

Anki Overdrive

Da vi pakkede systemet ud, var forskellene til de gamle racerbaner slående. For det første var baneelementerne tynde og fleksible, og de koblede sig selv sammen via magneter.

Der skulle ikke strøm til banen, men bilerne skulle oplades i den medfølgende oplader (der kunne rumme op til fire biler på en gang).

De gamle styreenheder (der primært var en speeder), var også erstattet af en app til vores smartphone, og den viste sig hurtigt at være mere end blot en styreenhed.

Vi samlede en bane, downloadede app’en og satte bilerne til opladning. Sidstnævnte gik hurtigt og det samme gjorde førstnævnte. App’en tog godt nok noget længere at få hentet, men den var så også kæmpe stor.

Let at komme i gang

Herefter gik vi i gang med at lege. App’en fortalte os hvad der skulle ske med en god og letforståelig guide (på engelsk).

Vi skulle starte med en tutorial, hvor vi blev introduceret til Anki Overdrive og måden det virkede på. Så vi blev bedt om at vælge en bil (vi kunne kun vælge mellem de to der fulgte med startsættet), og så skulle vi prøve at spille en turnering. Før de første par baner var kørt her, så fik vi ikke lov til at spille frit. Nok meget fornuftigt, vi skulle jo lige lære, hvordan pokker Anki Overdrive fungerede.

På Anki Overdrive er der 16 virtuelle spor man kan køre i, og under et løb kan man skifte bane ved at vippe smartphonen. Det er også fra smartphonen at du sætter hastigheden op og ned, og lige så vigtigt, det er her de våben du finder, skal affyres mod dine modstandere.

På den måde virker Anki Overdrive som racerspil på din smartphone eller computer. Du bliver bedre og du kan opgradere med ekstra motorkræfter eller nye våben. Mit personlige favoritvåben blev hurtigt en ’tractor beam’ som gjorde at du hæftede dig helt tæt på en forankørende bil, og derefter kunne jeg så fyre løs af mit primære våben.

Efterhånden som du bliver bedre og bilens niveu stiger, så får du flere slots du kan bruge til våben og motordele. Det er en genial måde at gøre det på, for det hele virker så velkendt fra alle de racerspil vi alle nok har prøvet.

Anki Overdrive

Anki Overdrive

Man bliver hurtigt suget ind i universet, og der er altså noget fascinerende i at vende ens bil midt under et løb og køre den modsatte vej, mens man fyrer løs med sin ’chain gun’ og håber på at de andre biler laver en ’power down’.

Forskellige løb, forskellige mål

Udover en række forskellige baner du kan bygge, som du kan opgradere så du kan bygge et imponerende stort antal, så har Anki Overdrive også en række forskellige spillemodeller. Du kan spille et normalt racerløb, hvor det bare handler om at køre et givent antal omgange hurtigst.

Du kan også spille et racerløb, hvor det handler om at ramme de andre biler så de går i power down tre gange (eller flere, hvad du nu indstiller spillet til), du kan også spille ”King of the Hill”, hvor du bliver kongen når du får en bil til at gå i Power Down, og jo længere du er konge jo flere point får du.

En af de fede ting ved bilerne er, at de alle har forskellige stats fra start af. Nogle er fra start af hurtige men med mindre våbenkraft, mens andre tåler mere skade og måske er langsommere, andre igen er langsomme men med en imponerende våbenkraft.

De variationer som Anki Overdrive kan levere gør at det hele tiden er sjovt, og ikke mindst så vokser spillet i takt med at du bliver bedre. Rigtig godt gået.

Når du spiller Anki Overdrive, så har du to forskellige måder at spille på. Enten Open Play, hvor du bare kan spille med dine kammerater. Alt det kræver er, udover en bil, at de logger ind på app’en og logger på et spil som du har oprettet.

Du kan så sætte betingelser for, hvordan sejren opnås og det gør det rigtig sjovt at spille.

Du kan også vælge at spille turnering, og her kan du så enten spille solo mod AI’en eller du kan vælge at invitere en kammerat til at spille med dig. Ved visse bosser, i Anki Overdrive kaldes de for Crew Bosses, så er det klart en fordel at få hjælp, for de kan være vildt svære at slå.

Årets gadget-legetøj

Der er ingen tvivl om, at vi er begejstrede for Anki Overdrive. Det er klart det sjoveste stykke gadget-legetøj vi har haft fat i. Du kan spille mod (og med) folk i alle aldre og erfaringsniveauer, og selvom du måske ikke vinder, så får du hele tiden point og nyt udstyr du kan opgradere dine biler med.

Herudover kan du også købe flere biler, og endda nogen der fra start af er lidt avancerede, så de kommer med ekstraudstyr lige ud af kassen. Der er også en myriade af andre tilbehør du kan købe, så som baneelementer, hop og så videre. Alt sammen noget der er med til at gøre Anki Overdrive til en fantastisk sjov oplevelse.

Nå ja – de har så også lige frigivet deres ”Super Trucks”, biler der passer til spillet, men som er store lastvognstog. Og det giver så et helt nyt spil – det har vi så ikke prøvet endnu, men vi glæder os til vi får muligheden.

Produktinformation

  • Produktnavn: Anki Overdrive
  • Producent: Anki
  • Type: Computerstyret racerspil
  • Kræver strøm: Nej, banen er uden strøm. Bilerne skal lades op inden brug.
  • Batterilevetid: Omkring 30 minutters kørsel på en opladning
  • Opladningstid: 5-10 minutter giver næsten fuld opladning
  • Opdatering: Når bilerne placeres i opladeren, bliver de tjekket og opdateret med ny firmware, hvis nødvendigt.
  • Pris: Starter kit set til kr. 1.600
  • Mere information hos Anki

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%tech-test-platinum-og-editors-choice

Selvom der er en måned tilbage af 2016, så vælger vi allerede nu at kalde Anki Overdrive for ”årets gadget-legetøj”. Det har imponerende mange muligheder, er let at lære at bruge og alle lige fra børn til voksne kan spille med.

Anki Overdrive er ikke billigt, og bilerne koster også en pæn sjat penge, men de er hver en øre værd. En klar favorit.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?