5G-netværk når 1 mia. mennesker i år

Udrulningen af 5G-netværket er accelereret i 2020 trods coronapandemien. Ved udgangen af 2020 vil 5G-dækning være tilgængelig for 1 mia. mennesker svarende til 15 pct. af jordens befolkning. Det viser en ny rapport fra Ericsson. I 2026 forventes USA at overhale Kina som det land i verden med den højeste andel af 5G-abonnementer i befolkningen

Den globale udrulning af 5G-teknologi er fortsat ufortrødent trods coronapandemien. Faktisk betyder den fortsatte udrulning, at 1 mia. mennesker, svarende til 15 pct. af jordens samlede befolkning, vil være i et område med 5G-dækning ved udgangen af 2020.

Det fremgår af den nye Mobility Report fra Ericsson, der omhandler udbredelsen af 5G-teknologier og netværk.

Udviklingen inden for 5G er fortsat trods de økonomiske bekymringer omkring corona, og samtidig er behovet og betydningen af at have adgang til en hurtig og pålidelig forbindelse steget markant som følge af restriktioner i hele verden.

Vores analyse viser, at 1 mia. mennesker vil have adgang til 5G-netværk ved udgangen af året. Hvis man ser på 5G-dækningen fra et dansk perspektiv, så er vi godt med i forhold til vores europæiske naboer. Det næste område, hvor der for alvor skal ske et ryk, er på produktsiden, så der introduceres flere 5G-smartphones i markedet, så de danske forbrugere får flere valgmuligheder, næste gang de skal skifte telefon.

Niclas Backlund, landechef, Ericsson Danmark

I september 2020 udrullede TDC sammen med Ericsson et landsdækkende 5G-netværk i Danmark.

USA vil overhale Kina i 2026

Ifølge rapporten forventes der at være 3,5 mia. 5G-abonnementer ved udgangen af 2026, hvilket svarer til 60 pct. af jordens befolkning. De vil tilsammen stå for over halvdelen af al global mobildata.

Ifølge vores tal vil fire ud af ti mobilabonnementer være med 5G allerede i 2026. Mens der er en stor 5G-udbredelse i Kina i dag, så forventer vi, at balancen vil forskyde sig, så USA i 2026 vil have den højeste andel af 5G-abonnementer med 80 pct. af alle brugere.

Niclas Backlund

Forsinkede auktioner påvirker 5G

Trods udrulninger af 5G i flere europæiske lande, heriblandt Danmark, halter regionen efter både Kina og USA, når det kommer til 5G-abonnementer. En af årsagerne er udskudte 5G-frekvensauktioner på tværs af flere lande.

Flere europæiske lande, heriblandt Danmark, har valgt at udskyde auktioner af 5G-frekvenser, der er nødvendige for, at 5G-teknologien kan komme ud til forbrugerne. Dette er én af årsagerne til, at Europa blot har 1 pct. af de globale 5G-abonnementer ved udgangen af i år.

Niclas Backlund

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3020 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart