Godt gang i 5G-markedet

Markedet for forbrugerrettede 5G-tjenester og -varer vil udgøre 200 bio. kroner (31 bio. USD) i 2030, hvor hver tredje såkaldte “early adopter” er villig til at betale op til 20 pct. mere for 5G-tjenester. Det fremgår af en ny global rapport fra Ericsson. Ericssons danske landechef forventer øget innovation og forudsiger et stort potentiale for teleoperatører, der kommer først med nye forbrugertjenester

I efteråret 2020 rullede TDC sit landsdækkende 5G-net ud, og i udlandet ses lignende udrulninger af 5G-master og -netværk, der kan forbinde forbrugere med den nye teknologi. Det vil skabe et enormt marked for 5G-relateret forbrugertjenester på helt op til 200 bio. kroner i 2030. 

Det fremgår af rapporten Harnessing the 5G Consumer Potential fra Ericsson, der netop er blevet offentliggjort. 

Ifølge Niclas Backlund, der er direktør for Ericsson i Danmark, viser rapporten de muligheder, som 5G-teknologien indeholder: 

Det er et enormt marked, der venter sig i 2030. Det er særligt video-området, med alt fra VR, AR og gaming og ikke mindst forbundne biler, hvor forbrugerne forventes at ville betale hive penge op af lommen i de kommende år.

Niclas Backlund, direktør for Ericsson, Danmark

Rapporten anslår, at 40 pct. af omsætningen fra digitale 5G-tjenester vil komme fra forbrugernes brug af forbedret video, augmented reality (AR), virtual reality (VR) og cloud-baseret gaming over 5G-netværk.

5G-appetit trods corona

Selvom coronapandemien for mange har betydet større økonomisk usikkerhed, er der fortsat en betydelig andel af såkaldte early adopters, som er villige til at betale en merpris på 20 pct. for at få 5G-parate produkter eller tjenester. Kigger man overordnet på den globale befolkning, er merprisen, som forbrugere er villige til at betale for 5G, dog faldet fra 20 til 10 pct. fra starten af 2019 til i dag. 

Coronapandemien har ikke overraskende betydet, at forbrugerne er blevet lidt mere tilbageholdende med, hvor meget de vil betale ekstra for 5G-mærket. Men når det er sagt, så er hver tredje såkaldte “early adopter” fortsat villig til at betale en merværdi på 20 pct. Det peger på, at 5G-udviklingen vil fortsætte, upåagtet hvor lang tid corona-krisen står på.

Niclas Backlund

Stort potentiale i 5G-tjenester

Ifølge Ericsson vil 5G-teknologiens udbredelse og brug udgøre en mulig omsætning for teleoperatører på globalt plan på i alt 23 bio. kroner, og spørger man Ericssons danske direktør, vil forbrugerrettede 5G-tjenester udgøre et centralt forretningsområde for operatørerne fremover:

Der er ingen tvivl om, at 5G har et massivt potentiale for måden, vi indretter vores samfund og hverdag på. For teleoperatørerne bliver det i de kommende år et centralt forretningsben at udvikle ny teknologi og være først med 5G-tjenester til forbrugerne.

Niclas Backlund

Du kan hente hel rapporten, Harnessing the 5G Consumer Potential, her.

About Lars Bennetzen 3850 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?