TEST: HP Spectre X360 13” – elegant men tung hybrid laptop

Den lille Spectre X360 fra HP er en elegant 13” hybrid laptop, der dog er lidt for tung, når man tænker på at det kun er en 13” laptop jeg her har fat i

spectre x360
spectre x360

Jeg er dybt afhængig af min laptop, når jeg rejer rundt i verden har jeg den altid med, og den skal både have hestekræfter nok til at kunne trække mine vanlige applikationer, og så skal den også have en skærm der er værd at se film på (for helt ærligt – hvem ser ikke Netflix og HBO når vi rejser?). Men den skal også have en størrelse der gør skærmen interessant og så skal vægten ned.

Spectre X360 13” fra HP opfylder rigtig mange af de krav, og også et par stykker mere som jeg ikke lige har nævnt i indledningen. Den har et pænt slankt design, og der er ingen tvivl i mit sind om, at den er blevet inspireret af MacBook Air.

Man kan altid diskutere design, men personligt så mener jeg at den har et flot og elegant design, og selvom den er en anelse tykkere end en MacBook Air, så kan den stadig snildt ligge i en taske uden at fylde nævneværdigt op.

Men, og her er så et af de punkter hvor jeg synes den skuffer lidt, den er alt for tung. Maskinen har en skærm på ’kun’ 13”, hvilket faktisk er fint nok til en rejselaptop – ikke mindst fordi skærmen faktisk er ganske fortrinlig (mere om det senere). Men når vægten så når lige over 1,3kg uden strømforsyning, så er det bare for tungt.

spectre x360

Faktisk så snød den mig ret meget da jeg så den første gang. Den elegante finish og tynde design fik mig til at tro at den var lettere, og derfor føltes den faktisk ekstra tung.

Bundlinjen for mig er, at en 13” laptop, der tydeligvis er designet til folk på farten, ikke må veje så meget. Min egen 15” laptop vejer stort set ikke mere. Så her mistede den altså point.

Den hybride funktion

Men lad mig lige tage et par skridt tilbage, for Spectre X360 er som sagt en hybrid, altså en laptop der også kan fungere som tablet. Skærmen, eller låget, kan åbnes helt op så du kan holde Spectre X360 som en tablet, eller stille den i såkaldt ’tent mode’, hvor den kan bruges til præsentationer – eller til at se film på hotelværelset.

Personligt er jeg ikke den store fan af hybride laptops, ofte bliver de hverken gode til det ene eller andet, og Spectre X360 er ikke den computer der får mig til at ændre holdning. Det er ikke som laptop den falder igennem, det er i tablet-tilstand at det går galt.

For når du åbner den op i den tilstand, så får du tastaturet på bagsiden, og det er altså en underlig følelse at holde på den når man mærker tasterne – også selvom de er inaktive i denne tilstand.

Samtidig er skærmen bare i et forkert størrelsesforhold. I højformat er billedet alt for smalt, og i bredformat er det stort set umuligt at holde den så det er behageligt eller så den rent faktisk bliver brugbar.

spectre x360

I tent-mode er den lidt mere brugbar, men personligt ville jeg aldrig bruge den sådan, med mindre jeg skulle se film på den. Og jeg har aldrig oplevet en laptop brugt i tent-mode – den bruges normalt i laptop-mode, for på den måde er der adgang til tastatur og touch pad’en.

Godt tastatur og skærm

Når jeg så kigger væk fra hybrid funktionen, så er der to ting mere der er vigtige på en laptop – ikke kun nogle der skal bruges på rejsen – og det er tastatur og skærm.

Her skinner Spectre X360 virkelig igennem. Skærmen er en fornøjelse at kigge på, og fordi den både har en høj opløsning (3.840 x 2.160) og fordi den er utrolig klar og alt står skarpt på den, så glemmer man hurtigt at den ’kun’ er på 13”. Det er faktisk et godt trick, for personligt mener jeg at alt under 15” kræver lup og næsen helt nede i skærmen.

Men altså ikke her, og det skal HP virkelig have ros for. Det var en fornøjelse at arbejde på skærmen, og at se film var ligeledes en god oplevelse.

Det samme kan jeg sige om tastaturet. Ofte er tasterne på en laptop alt for lave – de er ikke hævet nok, hvilket gør det svært at arbejde effektivt. Men HP Spectre X360 har et godt tastatur, det har en god arbejdsgang og ikke mindst så har det et dejligt anslag, hvilket gør at du altid ved om du har trykket en tast ned eller ej.

Jeg nød virkelig at skrive på tastaturet og her skal HP også have ros, for det er og bliver den vigtigste input-metode du har på din laptop.

Ydelsen på plads

Spectre X360 13” kommer med en 7. generations Core i7-processor (Intel Core i7-7500U) på 2,7 GHz, op til 3,5 GHz med Intel Turbo Boost-teknologi, og 16GB LPDDR3 hukommelse. Det betyder at, på papiret har den masser af hestekræfter, og det er da også hvad testen viser.

Jeg skal lige med det samme sige, at jeg ikke kører en benchmark-test på maskiner af denne type. Det giver bare ikke mening – maskinen skal jo ikke bruges til gaming eller cpu-intensive opgaver.

Men computeren blev brugt til forskellige opgaver som en laptop af denne slags kunne forventes at rende ind i, f.eks. fremvisning af videoer, arbejde i større regneark, lettere videoredigering i Lightroom, og naturligvis et par større PowerPoint-præsentationer.

Maskinen ydede ganske fortrinligt, med masser af overskud til alle de opgaver jeg sendte efter den, i den retninger er der intet at komme efter maskinen med.

Opsamling

Helt generelt er Spectre X360 en fortrinlig laptop, skærmen er i top og tastaturet er dejligt at arbejde på. Jeg er stadig ikke vild med hybride computere, men hvis jeg kigger på den helt uden mine egne forbehold, så gør den jobbet fint. Skærmskiftet går hurtigt, og skærmen er god uanset hvordan den vender.

Men det ændrer ikke på, at det er irriterende at tastaturet kommer over på bagsiden når du bruger den i tablet-tilstand, eller at det reelt er umuligt at holde den som en tablet i bredformat.

Den vejer også en anelse for meget i forhold til at den kun er udstyret med en 13”-skærm, men prisen er derimod ganske fornuftig – omkring 7.500 til 8.000 gode danske kroner.

Alt i alt bliver den aldrig min favorit som laptop. Jeg fortrækker klart en ikke-hybrid med en lavere vægt, specielt når skærmen kun er 13”.

Produktinformation

  • Produktnavn: Spectre X360 13”
  • Producent: HP
  • Processor: Intel Core i7-7500U (basisfrekvens på 2,7 GHz, op til 3,5 GHz med Intel® Turbo Boost-teknologi, 4 MB cache, 2 kerner)
  • Skærm: BrightView-multiberøringsskærm på 33,8 cm (13,3″) med UHD, IPS, WLED-bagbelysning og smal ramme (3.840 x 2.160)
  • Hukommelse: 16 GB LPDDR3-1866 SDRAM
  • Grafik: Integreret: Intel HD Graphics 620
  • Lager: 512 GB PCIe® NVMe™ M.2 SSD
  • Netværk: 802.11b/g/n/ac, Bluetooth 4.2
  • Dimensioner: 30,7 x 21,8 x 1,39 cm
  • Vægt: 1,32 kg
  • Pris: Set til kr. 7.499,-
  • Mere information hos HP

Bedømmelse

Samlet vurdering 70%

HP Spectre X360 13” er en fin og elegant hybrid, hvor vægten desværre er lidt for høj i forhold til størrelsen. Ydelsen mangler intet og prisen er ganske fornuftig. Alt i alt en fin rejsemaskine, der dog med fordel kunne veje lidt mindre.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?