I løbet af kort tid lander to nye tilføjelser til skrivebordet fra Sandberg. Producenten har valgt at afvige fra det klassiske design for at imødekomme mere specifikke behov for kabelhåndtering og tilslutning på arbejdspladsen.
Det første af de to produkter er en USB-splitter, der adskiller sig markant fra en klassisk USB-hub. I stedet for at samle udgangene i en boks, sidder portene for enden af separate ledninger. Enheden er udstyret med to USB-C porte og to USB-A porte. Det asymmetriske design er skabt til brugere, der ønsker at lede kablerne direkte ned i en kabelkanal under skrivebordet frem for at have en hub liggende fremme. Målet er at minimere rod og reducere mængden af løse enheder på selve bordpladen.
Fokus på USB-C og 8K
Det andet produkt på trapperne er en mediadock, der er rettet mod brugere med behov for mange moderne tilslutninger. Hvor traditionelle docks typisk er udstyret med et bredt udvalg af skærmstik kombineret med få USB-porte, går Sandberg i en anden retning. Den nye mediadock har fem USB-C tilslutninger ud over det faste kabel, der forbinder selve computeren.
Tre af portene er dedikerede USB-C dataporte, som kan benyttes til eksternt udstyr som printere eller webcams. Den fjerde port håndterer strømforsyning, så computeren kan lades op direkte gennem docken. Den femte og sidste USB-C port understøtter skærmtilslutning i opløsninger op til 8K. Hvis der ikke er behov for en ekstern skærm, kan denne port også fungere som en almindelig dataport.
Erling Hoff Petersen, direktør i Sandberg A/S, udtaler om de nye formfaktorer:
Alle forbrugere har forskellige behov og ønsker. Derfor må vi også nogen gange skrue produkterne lidt anderledes sammen i stedet for at følge samme formfaktor på dem alle. Så vil andre måske synes, at de ser lidt mærkelige ud, men jeg er sikker på, at der er forbrugere, der vil tænke at det var på tide, at de her ting kom på markedet.
Erling Hoff Petersen, direktør i Sandberg A/S