Varmere og mere fugtigt vejr betyder, at flåter nu registreres året rundt i Danmark. Samtidig rykker nye arter fra Sydeuropa gradvist længere nordpå. Engflåten, der blandt andet kan overføre sygdommen babesiose til hunde, er allerede observeret i Hamborg og vurderes at kunne trives i klimaer helt op til Oslo, Stockholm og Helsinki.
For at overvåge udbredelsen af de nye trusler har MSD Animal Health udviklet appen PetCheck. Applikationen lader brugere tage et billede af en flåt, hvorefter en indbygget kunstig intelligens analyserer motivet og identificerer flåtens slægt. Dataene indgår i et større europæisk overvågningsprojekt og vises anonymt på et digitalt kort, der opdateres løbende, efterhånden som nye fund uploades.
Flåter kan være svære at få øje på, og det er især de små, unge flåter, som ofte overses. De kan overføre sygdomme til både dyr og mennesker, så det er vigtigt at tage sine forholdsregler. I Danmark er skovflåten velkendt, men flåter som engflåten er nu tættere på at slå sig ned, og de kan smitte med alvorlige sygdomme. Derfor er det vigtigt at følge med i flåternes udbredelse.
Desuden er flåter aktive hele året rundt, og derfor anbefaler jeg, at hunde- og katteejere både bruger forebyggende behandling og tjekker deres hund eller kat dagligt – også i de måneder, hvor man måske ikke forventer flåter. Det kræver kun én inficeret flåt at overføre en sygdom, så forebyggelse er helt afgørende. Samtidig vil jeg opfordre kæledyrsejere til at søge rådgivning hos deres dyrlæge for at finde den mest optimale behandling til netop deres kæledyr.
Randi Lintrup, dyrlæge og teknisk chef hos MSD Animal Health
Det digitale kort giver et konkret billede af, hvor flåttyperne befinder sig. Dermed kan brugerne lokalt følge med i eventuelle ændringer i aktivitet og spredning.
Ved at samle brugernes indrapporteringer får vi et bedre overblik over, hvor forskellige flåtarter er aktive. Det hjælper både den enkelte kæledyrsejer og giver en større forståelse af, hvordan flåterne spreder sig. På den måde bidrager hunde- og katteejere til videnskaben og forskernes arbejde.
Randi Lintrup, dyrlæge og teknisk chef hos MSD Animal Health
Ud over den AI-baserede genkendelse fungerer applikationen som et opslagsværk. Den indeholder et symptomtjek for lopper, detaljeret information om parasitter og en søgefunktion til at finde nærmeste dyrlæge.
Appen har aktuelt over 300.000 brugere på europæisk plan, hvoraf mere end 34.000 befinder sig i Norden.