At der bliver omsat for mange penge på Black Friday er der ingen tvivl om. Sidste år var omsætningen på denne store handledag på næsten 2 milliarder kroner, rekord for en handelsdag nogensinde i Danmark for resten (hvis omsætningen måles på Dankort alene).
Men det er ikke kun de handlende og forbrugerne der har travlt nu på fredag. De cyberkriminelle har også travlt, og netop på Black Friday er risikoen for misbrug af dine betalingsoplysninger størst, skriver sikkerhedsfirmaet Bitdefender i en pressemeddelelse.
”Tag for eksempel antallet af snydemails, der stiger med 10% i løbet af Black Friday i forhold til resten af året,” skriver Bitdefender, og fortsætter:
”Svindlen foregår via falske hjemmesider, trick-mails og uofficielle netværk,” de opfordrer derfor forbrugerne til at udvise ekstra stor forsigtighed, når de handler online netop denne dag.
Helt generelt skal du være opmærksom på mistænkelige mails og hjemmesider, og du skal tænke dig om en ekstra gang, før du trykker på et link eller gennemfører en handel. Ser du til tilbud der er for godt til at være sandt, så er det det nok også.
Her er Bitdefenders fem gode råd:
- Undgå at bruge offentlige Wifi-netværk, når du handler online. Cyberkriminelle sætter nemt et hotspot op for at overvåge dine kreditkortoplysninger og shoppe videre for dine penge.
- Vær sikker på, at hjemmesiden har en HPPTS-forbindelse, da dette garanterer, at forbindelsen mellem bruger og sælger er krypteret, og at sælgeren er letigim.
- Pas på uopfordrede mails. Modtager du en mail med ”fantastiske rabatter”, så vær på vagt. Hensigten med sådanne spam-mails kan være at få dig til at trykke på et ondsindet link med malware, eller få dig ind på en falsk hjemmeside for at stjæle dine betalingsoplysninger eller sælge dig ting, du aldrig modtager.
- Sørg for, at du har en god og opdateret sikkerhedssoftware installeret på dine enheder med anti-phishing og anti-fraud-funktioner. Den vil opdage og blokere snydesider og malware.
Brug et kreditkort i stedet for et Dankort. Debetkortet trækker ofte pengene fra din konto med det samme, hvor et kreditkort bruger nogle dage. Du har lidt længere tid til at opdage snyd og annullere en online handel, hvis du bruger kreditkort.