Cyberkriminelle udnytter julehandlen til at ramme danske forbrugere

Antallet af falske hjemmesider, der lover forbrugere store besparelser, er steget kraftigt siden sidste år og er på sit højeste antal lige nu. Der er ikke tilfældigt, for de cyberkriminelle udnytter julehandlen på nettet til at svindle forbrugerne. Det viser en ny undersøgelse fra Check Point Software Technologies

Antallet af falske webshops, der udgiver sig for at være legale online butikker, er steget med hele 178 pct. i forhold til 2021. Det viser en ny undersøgelse fra Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies. Faktisk er det ugentlige antal af falske webshops steget til 5300, hvilket er det højeste antal siden oktober.

Undersøgelsen kommer lige op til den travle julehandel, der, gennem de senere år, i stigende grad er flyttet fra gågaden til internettet.

Hvert år op til jul kan vi se en stigning i falske hjemmesider, der går direkte efter tilbudsjægerne. I år er antallet eksploderet og steget med hele 178 procent i forhold til 2021. Det til trods for, at der er færre restriktioner i år og dermed flere fysiske handelsmuligheder. De cyberkriminelle ved nemlig, at der nu er langt flere forbrugere, der handler på nettet, hvorfor de forsøger at lokke intetanende forbrugere ind på falske hjemmesider for at svindle dem.

Niels Zimmer Poulsen, Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark

Udgiver sig for at være kendte brands

Ifølge Check Point Software Technologies undersøgelse bliver en stor del af forbrugerne lokket i de cyberkriminelles fælder ved at sende dem phishing e-mails, der lokker med store tilbud på f.eks. designervarer.

Vi ser, at et stort antal af de falske hjemmesider får besøgende via phising e-mails, der indeholder slagtilbud med besparelser på helt op til 80 eller 85 pct. på produkter, der normalt er meget dyre. Når en forbruger klikker videre fra e-mailen, kommer de til en falsk hjemmeside, der ligner det rigtige brands hjemmeside. Hvis en forbruger køber fra den falske hjemmeside, er der en meget stor risiko for, at pakken med produktet aldrig kommer frem.

Desuden er der også risiko for, at de cyberkriminelle stjæler både kortinformationer og personlige informationer, som de så efterfølgende kan udnytte til økonomisk kriminalitet. Derfor opfordrer vi danske forbrugere til at være opmærksomme på tilbud, når de klarer julehandlen på nettet. Husk altid, at hvis et tilbud er for godt til at være sandt, så er det formentlig også for godt til at være sandt.

Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark

Niels Zimmer Poulsen kommer med fire gode råd til sikker julehandel på nettet:

  • Brug din sunde fornuft. Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er du formodentligt ved at blive svindlet.
  • Vær opmærksom på falske hjemmesider ved at undersøge, om der er stavefejl, eller om afsendere på nyhedsbreve ser mistænkelige ud.
  • Køb kun varer fra en pålidelig webshop, og undgå at klik på links til tilbud i mails eller på sociale medier. Søg i stedet på Google efter produktet.
  • Klik aldrig på links i e-mails, der omhandler gendannelse af password, medmindre du selv har bedt om gendannelsen. Hvis du klikker, er der stor risiko for, at hackere prøver at stjæle dine personlige informationer.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?