Danskerne bruger AI flittigt, men mangler grundlæggende undervisning

Over halvdelen af danskerne bruger kunstig intelligens oftere end for et år siden, men kun et fåtal har modtaget undervisning

Illustration: Samsung

Kunstig intelligens arbejder i baggrunden på alt fra smartphones til søgemaskiner, og teknologien er i dag en integreret del af hverdagen for de fleste. En undersøgelse, som Norstat gennemførte for Samsung Danmark i slutningen af 2025 i forbindelse med lanceringen af Galaxy S26-serien, tegner et billede af en befolkning, der i stigende grad tager teknologien til sig, men som mangler fundamental viden om dens funktioner.

Ud af undersøgelsens 1.005 respondenter angiver 54 %, at de anvender AI-baserede funktioner oftere i dag, end de gjorde for et år siden. På trods af den øgede brugsfrekvens er det kun 19 %, der har modtaget undervisning i, hvordan kunstig intelligens reelt fungerer og bør anvendes. Det udgør en stigning på blot 4 %-point sammenlignet med året før.

Vi står i et paradoks, hvor AI er blevet allemandseje, men forståelsen halter bagefter. Det betyder, at mange bruger avanceret teknologi uden at kende dens muligheder, begrænsninger eller konsekvenser.

Søren Rinnov Østergaard, landechef i Samsung Danmark.

Udbredt mangel på viden

Undersøgelsen viser desuden, at 48 % af de adspurgte i høj grad, og 31 % i nogen grad, savner viden om de bagvedliggende mekanismer for kunstig intelligens. Denne mangel på digital dannelse dækker over alt fra datasikkerhed til kildekritik og ansvarsfuld brug.

Ifølge repræsentanten fra Samsung kalder udviklingen på handling for at sikre et bredt kompetenceløft:

AI former allerede den måde, vi arbejder, kommunikerer, undervises og træffer beslutninger på. Derfor er det afgørende, at vi som samfund investerer i oplysning og uddannelse – ikke kun for specialister, men for helt almindelige brugere.

Søren Rinnov Østergaard, landechef i Samsung Danmark

Uden en bred teknologiforståelse vurderes der at være en risiko for en skæv magtbalance mellem teknologi og bruger.

Hvis vi vil udnytte AI’s fulde potentiale og samtidig bevare tilliden til teknologien, kræver det, at vi prioriterer digital dannelse. AI skal være et værktøj, der hjælper mennesker – ikke noget, man bruger i blinde.

Søren Rinnov Østergaard, landechef i Samsung Danmark