Tirsdag udvidede Logitech G deres portefølje af sim-racing-udstyr med introduktionen af RS H-Shifter. Den nye enhed er en manuel gearskifter, der er udviklet til at fungere på tværs af PC og konsoller, og som skal imødekomme det voksende segment af sim-racere.
Der er stor efterspørgsel fra bilentusiaster verden over efter den forbindelse og kontrol, som en manuel gearstang leverer. RS H-Shifterens engagerende gearkasse-følelse er udviklet til pålideligt at levere en oplevelse af høj kvalitet, som man forventer af produkter i Racing Series og PRO-serien.
Richard Neville, Head of Product, Simulation hos Logitech G
RS H-Shifter er bygget op omkring en 7-trins mekanisme med et tilhørende bakgear. For at forhindre utilsigtede skift under kørslen, er den udstyret med push-through-lockout på både syvende gear og bakgearet. Selve indmaden benytter kontaktløse Hall Effect-sensorer, der ved hjælp af magnetfelter registrerer bevægelser, hvilket er valgt for at minimere det mekaniske slid over tid.
Selve konstruktionen er udført i en blanding af aluminium, stål og højstyrkeplast. Udstyret henvender sig både til skrivebords-setups via en medfølgende bordklemme og til montering direkte på et dedikeret sim-rig. For at muliggøre fysisk tilpasning er gearstangen forsynet med et standard M8-gevind, så brugerne kan udskifte selve gearknoppen efter behov.
På pc kan gearskifteren tilsluttes enten via USB direkte til computeren eller gennem Logitechs RS50- og PRO-rat. For brugere på PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox Series X|S og Xbox One kræver tilslutningen en Logitech G Racing Adapter.
Logitech G RS H-Shifter er tilgængelig i handlen nu og har en vejledende udsalgspris på 1.199 kr.
