Eksplosiv vækst i markedet for falske vaccinationscertifikater

Antallet af udbydere af falske vaccinationscertifikater er steget eksplosivt på blot én måned og det er nu muligt at købe certifikater fra hele 29 forskellige lande, herunder Sverige. Det viser en ny rapport fra Check Point Software Technologies, der også afdækker, at salget er rykket til den populære besked-app Telegram

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har gennem længere tid fulgt med i udviklingen af det illegale salg af falske COVID-19-testresultater og -vaccinationscertifikater på nettet. I en ny rapport kan analytikerne fra Check Point Software Technologies nu dokumentere, at antallet af sælgere er tidoblet på blot én måned. Således var der i starten af august ca. 1000 sælgere, hvor der i dag er over 10.000 forskellige udbydere af falske COVID-19-vaccinationscertifikater.

Hvor de cyberkriminelle tidligere har udbudt forfalskede certifikater fra en håndfuld lande, kan man nu bestille vaccinationscertifikater fra hele 29 lande, herunder Sverige, Østrig, Malta og Portugal.

I takt med, at flere lande kræver en form for vaccinationspas for borgere, der rejser ind og ud af landet eller skal på restaurant og bar, er markedet for falske COVID-19-vaccinationscertifikater vokset drastisk. Cyberkriminelle udnytter enhver mulighed for at tjene penge, og det behøver ikke altid involvere hacking, men kan også være ulovlig handel på internettet.

Niels Zimmer Poulsen, Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies, Danmark

Sælges i besked-app

Tidligere har cyberkriminelle primært solgt de falske certifikater på det mørke internet, men salget er nu rykket til den populære besked-app Telegram. Her udbydes og sælges der i stor stil i lukkede grupper med over 300.000 medlemmer. Prisen på et falsk vaccinationscertifikat varierer fra ca. 535 kroner og op til ca. 1.850 kroner.

Der er tydeligvis en stor efterspørgsel på disse vaccinationscertifikater, og da de cyberkriminelle naturligvis gerne vil sælge til så mange som muligt, har de rykket deres forretning til en platform, som er mindre kompliceret end det mørke internet. Desuden har vi set, at man kan finde flere bots på Telegram-appen, der automatisk laver falske COVID-19- testresultater.

Til trods for, at prisen for et falsk certifikat er helt op til 1.850 kroner, kan man ikke være sikker på rent faktisk at modtage et certifikat. Derfor opfordrer vi til, at man ikke benytter sig af dette, da det både er ulovligt, men også fordi man risikerer at miste en masse penge til skrupelløse kriminelle.

Niels Zimmer Poulsen, Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies, Danmark

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3371 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?