Lad os bare se det i øjnene med et samme. Hvis du rejser meget, eller hvis du er studerende, så er det meget begrænset hvad du kræver af din laptop. Du skal måske surfe lidt på nettet og tjekke mails, og naturligvis skal du kunne arbejde på dine dokumenter, regnerark og præsentationer. Men herudover så er det meget begrænset hvad du egentlig bruge din laptop til når du er på farten, ikke?
Derfor er en Chromebook også en mindre genialitet. Den er meget begrænset i funktionalitet, den er typisk lille og let og den har normalt en ret god batterilevetid. Alle de kriterier passer fint på den lille smarte Dell Chromebook 11, som vi har brugt et stykke tid her på redaktionen.
Dell Chromebook 11 findes i et par forskellige konfigurationer, og i vanlig Dell-tradition, så kan alle konfigurationerne tilpasses yderligere. Vi havde fået fat i versionen med 4GB hukommelse og et 11,6” HD-skærm, hvilket er de punkter de forskellige modeller primært adskiller sig på.
– Læs også: TEST: Slank Chromebook med imponerende batterilevetid
Herudover var den udstyret med en 16GB SSD og et 3-celle batteri der giver en batterilevetid på omkring 10 timer, alt efter hvad du bruger laptoppen til.
Derudover er den udført i et slagfast materiale der umiddelbart gør, at den tåler ret mange bank. Så du kan snildt tage den med i tasken uden risiko for at den bliver ødelagt på grund af transporten.
Endelig har den også beskyttelse mod at du spilder væsker ned i tastaturet – igen et træk vi sætter stor pris på når det kommer til en laptop.
Som repræsentanter for de skrivende folk, skal vi altså også lige rose tastaturet. Det er utrolig behageligt at arbejde på i længere tid ad gangen. Tasterne har en behagelig arbejdsgang og reagerer rigtig godt. Det gør at det er let at arbejde på tastaturet, og da det samtidig er taster der er isolerede fra hinanden, kaldet for ø-taster, så er det endnu mere behageligt at arbejde på dem.
– Læs også: Toshiba sender Chromebook med HD-skærm og Skullcandy-højttalere på gaden
Skærmen på den testede model er ikke IPS, men det betragter vi faktisk som en fordel, for det nedbringer reflekserne markant, og stadig så står billeder meget skarpt på skærmen, for skærmen har nemlig HD-opløsning.
Endelig skal vi lige rose musepladen. Selvom den er stor, så er den placeret så du kun sjældent rammer den, selv om du – som undertegnede – skriver med 10-fingersystemet, og derfor altid hviler håndledet på laptoppen.
Husk lige nettet
Men selvom det er en Chromebook, så kunne vi ikke dy os for at smide en film på via Netflix. Her må vi så give indrømmelser til IPS-skærmene. Du kan sagtens se film på en skærm der ikke er baseret på IPS, men resultatet er ikke imponerende. Filmen bliver for mat, og du skal godt nok sidde meget præcist for at få et godt billede ud af det.
Men igen det er ikke det Dell Chromebook 11 er skabt til. Den er beregnet til at være en computer du arbejder på, ikke ser film på.
Derfor er højttalerne da heller ikke af verdens bedste kvalitet, og du bliver hurtigt træt af at lytte til både musik og film på de indbyggede højttalere. Det lyder lidt som om lyden kommer fra en dåse. Men igen – den er fin nok til hvis du kører en Skype-samtale eller du lige skal høre lyden til en video.
En ting du skal være opmærksom på, hvis du kigger efter en Chromebook, og her er Dell Chromebook 11 ingen undtagelse, du har brug for netværket. Alt foregår i skyen, og med kun 16GB internt lager, så er det meget begrænset, hvad du kan have liggende på din laptop.
– Læs også: TEST: Gaming-laptop skuffer
Men helt fortabt er du ikke, hvis du ikke lige har netadgang. Du kan nemlig godt oprette og skrive dokumenter selvom du er offline. Du kan endda arbejde videre på de sidste dokumenter du har arbejdet på.
Men hvis du samarbejder med nogen om dokumenterne, ja så er det først når du igen får netadgang, at rettelser fra andre ses. Det er også her dine dokumenter automatisk uploades til dit G-Drev.
Det fungere forbavsende let, men ikke desto mindre er der en ting der undrer os. Hvorfor pokker er der ikke nogen der udstyrer disse Chromebooks med mulighed for et sim-kort? På den måde ville jeg altid have netadgang, med mindre jeg altså sad i et fly. Min tablet fungerer på den måde – hvad er problemet i at få en Chromebook til at gøre det samme?
Opsamling
I denne test har vi fravalgt benchmarks. I vores verden giver det ingen mening at benchmarke en Chromebook. Den skal ikke bruges til noget der for alvor kræver stor ydelse. Og i dag er en Chromebook optimeret til at afvikle ChromeOS, og de apps du kan hente til den.
Men i hele testen har vi været glade for Dell Chromebook 11. Det er en god rejselaptop, den er god at arbejde på og den er ret billig. Vi savner mulighed for indbygget sim-kort, men du kan så sætte en dongle i usb-porten.