Fuld Photoshop til iPad

Rygterne svirrer om at Adobe er på vej med en fuld version af deres flagskib, Photoshop, til iPad. Og det er slet ikke nogen dårlig idé

Photoshop til iPad. Foto: Apple

Adobe er ikke nogen novice når det kommer til apps til iPad, faktisk så har de over 60 apps liggende i App Store. Og du kan også finde nogle små ”wanna-be” Photoshop-versioner fra Adobe. Men ingen af dem kan det som du kan i Photoshop, det er og bliver ganske små og simple billedbehandlingsprogrammer.

I starten har det også givet god mening, for de første versioner af iPad’en var ikke just imponerende når det kom til cpu-kraft. Men det har ændret sig, og de nye versioner af verdens mest populære tablet, har spandevis af hestekræfter, og har i princippet nok power til at håndtere rigtig billedbehandling. Personligt har jeg set demonstrationer af billedbehandling på iPad, som jeg ikke havde troet muligt.

Samtidig har Apple arbejdet tæt på at få alle deres enheder til at fungere sammen, så du kan starte en opgave på en enhed, og uden at tænke over det, fortsætter på en anden. Og selv hvis du ikke er inde i Apples økosystem, så kan du med cloud-tjenester uden problemer få adgang til dokumenter på tværs af enheder.

Men det der nok har gjort det mest interessant for Adobe at udvikle en iPad udgave af Photoshop er Apple Pencil. Pludselig har du et præcisionsværktøj som du kan bruge uanset om du skal fritlægge billeder, eller manipulere med detaljerne i et billede.

Som sagt er der rygter om Photoshop til iPad, og ifølge det amerikanske onlinemagasin, Bloomberg, så vil der komme mere om Photoshop til iPad på deres årlige brugerkonference, Adobe Max, til oktober. Her på Tech-Test håber vi at deltage på konferencen, så vi kan informere mere herom.

Kommentar til artiklen?