Google Neighbourly handler om lokalområdet

Google har lanceret app’en Neighbourly, der skal hjælpe de lokale med tips og gode råd. Indtil videre afprøves beta-versionen i Indien

Selv om man har boet et sted i mange år, kan der hele tiden dukke nye spørgsmål op. ”Hvor finder jeg en god dyrlæge? Hvilken park er bedste for børnefamilier? Samtidig forandrer lokalområdet sig også løbende, så den gode mekaniker, man brugte sidste gang bilen brød sammen, måske ikke længere findes. Googles app Neighbourly skal gøre det lettere at finde svar på netop de spørgsmål. I gamle dage ville mange af tingene være noget man talte med naboerne om. Men ærlig talt, hvem kan i dag sige, at de har sådan et nært forhold til deres naboer eller folk i nabolaget? Det skal Neighbourly altså forsøge at ændre på. App’en er i første omgang tilgængelig for Android-brugere i Mumbai, men området skal vokse med tiden.

Direkte adgang til de kloge naboer

Det er meningen, at man skal kunne stille spørgsmål i app’en, og Google sørger for at spørgsmålet bliver besvaret af lokale borgere, der ved noget om emnet. App’en anonymiserer brugerne, så man kan altså ikke se, hvem der stiller spørgsmål eller svarer på dem.

Det er meningen at Neighbourly skal hjælpe folk i lokalområdet med følgende opgaver:

  • Stille spørgsmål til naboer
  • Dele ud af egen ekspertise om lokalområdet
  • Holde lokale borgere opdateret omkring sikkerheden i området

Til forskel fra for eksempel opslag i fora, er det meningen, at man her kan slippe for at læse sig igennem en lang tråd for at finde relevante svar på sine spørgsmål. De fleste har nok prøvet at lede efter svar i en lang tråd, der så pludselig udvikler sig til meningsløst mudderkast mellem to eller flere af forum-deltagerne. Og det er der vist ingen, der har brug for at spilde tid på.

Kræver engagement god opførsel fra brugerne

Neighbourly er afhængig af, at lokale beboere engagerer sig og både stiller egne spørgsmål og svarer på andres. Vi tror, det kommer til at fungere på samme måde som med Google Maps, hvor man også bliver bedt om at besvare spørgsmål om specifikke steder, når man har været der. Så jo flere spørgsmål man besvarer, desto højere stiger ens status som lokal ekspert. Samtidig bliver systemet hele tiden klogere og klogere på, hvem der kan have de relevante svar på spørgsmål. Google lægger stor vægt på at sikre den gode tone og ærlige svar på app’en. Derfor skal man også love, man vil overholde deres såkaldte ”Neighbourly Promise”. Her lover man at respektere sine naboer, og at man vil stille gode nabo-spørgsmål (spørgsmål man ville stille til naboer eller familie i området). Man lover også at melde det, hvis man falder over brugere, der ikke overholder reglerne. App’en rulles som alle andre Google apps ud som beta-version. Så vi ved ikke, om Neighbourly vil have flere funktioner, hvis den skulle dukke op i Danmark.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2199 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?