iPhone 13 kommer med masser af opgraderinger

Apple lancerede i går aftes deres nye iPhone 13 der kommer i fire forskellige udgaver - og selvom der er forskelle så ligger fokus i høj grad på markante opgraderinger af kamerassytem, skærm, batteri og ydelse. De store revolutioner venter vi stadig på

Så er Apple klar med deres nye iPhone 13-serie. Foto: Apple

Det er altid spændende når Apple lancerer deres nye iPhone, og version 13 af slagsen er ingen undtagelse. Der er masser af spændende opgraderinger at komme efter, ikke mindst på kamerasiden og batterilevetiden. Ellers gik lanceringen i høj grad efter samme devise som vi har set i mange år – opgraderinger og forbedringer af det eksisterende. De store nye revolutioner udeblev – ganske som ventet.

De nye iPhone modeller kan forudbestilles fra fredag d. 17. september, blandt andet hos YouSee – ja forhandlerne er hurtige – og kommer i fire forskellige modeller.

Professionelle modeller

Den største model er iPhone 13 Pro Max og lige under den kommer iPhone 13 Pro, begge modeller som Apple lovede var de meste professionelle de nogen sinde har sendt på gaden – alt andet ville nu også have været underligt.

Lidt skulle der dog være sket, for Apple selv fortalte i går aftes, at disse to modeller er nydesignet helt fra bunden, og kommer blandt andet med en ny Super Retina XDR-skærm med ProMition og en adaptiv opdateringsfrekvens på op til 120Hz.

De nye iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max kommer i mange fede farver. Foto: Apple

Herudover er der kommet nye kameraer med vidvinkel, ultravidvinkel og telelinse. Kamerasystemet skulle blandt andet give mulighed for makrofotografering og langt bedre ydeevne i svagt lys med vidvinkellinsen, og så er der endelig kommet en nattefunktion på kameraet.

Apple selv skriver om det nye kamerasystem:

Det helt nye vidvinkelkamera har en større sensor med 1,9 µm pixels, den største nogensinde på iPhone, som giver mindre støj og hurtigere lukkerhastigheder til alle typer lysforhold, og som giver endnu mere detaljerede fotos. Kombineret med den større blænde på ƒ/1,5 giver vidvinkelkameraet på iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max en enorm forbedring i situationer med svagt lys, op til 2,2 x sammenlignet med iPhone 12 Pro og næsten 1,5 x sammenlignet med iPhone 12 Pro Max. Begge modeller har optisk billedstabilisering (OIS) med sensorforskydning, som er unik for iPhone. Det stabiliserer sensoren i stedet for objektivet, så billeder og videoer er stabile, også når brugeren ikke er det.

Fra Apples pressemeddelelse

På videosiden har disse to mobiler fået en Filmisk-funktion, der lover bedre overgange med dybdeskarphed, makro med tidsforløb og slowmotion, og så under støtter de Dolby Vision fra start til slut i dit arbejde, og så er ProRes for første gang kommet til en iPhone.

De to store mobiler er begge med 5G, og selvom Apple vanen tro ikke fortæller noget om batteriets størrelse, så siger de at batterilevetiden nu skulle være endnu bedre end vi har set før. Og hvis du går og mangler plads, så kommer iPhone 13 Pro Max med hele 1TB. Samme mobil har også fået Ceramic Shield på forsiden for at gøre den nye mobil endnu mere robust end tidligere modeller.

Når det kommer til processoren, så følger Apple også her deres vanlige drejebog, og leverer en opgraderet chip til at drive deres topmodeller. A15 Bionic er navnet, og har en ny ISP der skulle være med til at sikre langt bedre fotografering end tidligere, og ikke mindst højere hastigheder både på foto- og app-siden.

(her til venstre kan du se størrelsesforskellen på 13 Pro og 13 Pro Max. Foto: Apple)

A15 Bionic i iPhone 13 Pro-serien er endnu mere avanceret og giver imponerende kraft og effektivitet. Den driver den imponerende nye skærm, kameraet og videofunktionerne på iPhone på en hidtil uset måde. Med 5-nanometer-teknologi har A15 Bionic – den hurtigste chip i en smartphone – en ny 5-core GPU i Pro-serien. Det giver den hurtigste grafikydeevne i nogen smartphone, op til 50 procent hurtigere end de største konkurrenter, ideel til krævende spil og listen af nye kamerafunktioner. Den nye 6-core CPU med to nye højtydende kerner og fire nye højeffektivitetskerner er op til 50 procent hurtigere end konkurrenterne og klarer krævende opgaver nemt og effektivt. En ny 16-core Neural Engine, der kan udføre 15,8 billioner operationer i sekundet, giver mulighed for endnu hurtigere maskinlæringsberegninger, som kan give nye oplevelser i tredjepartsapps, og funktioner som Livetekst i Kamera med iOS 15.

Fra Apples pressemeddelelse

iPHone 13 Pro og iPHone 13 Pro Max kommer som sagt i handlen d. 24. september og prisen starter på 8.999 kroner hhv. 9.699 kroner, alt efter model og størrelse på lageret.

De to mindre modeller

Apple lancerede også to mindre modeller af deres iPhone 13 – helt som vi kender, nemlig iPhone 13 og iPhone 13 mini, der også lover et opgraderes kamerasystem og bedre chip der skulle give endnu bedre batterilevetid.

Som tilfældet var med de to forgående modeller, så er der også her tale om nydesignede modeller, og størrelsen er på hhv. 6,1″ og 5,4″ (og så kan du jo selv gætte, hvilken model der er mini). De har også fået Ceramic Shield på forsiden, og et mindre TrueDepth kamera på forsiden.

iPhone 13 og iPhone 13 mini kommer også i spændende farver. Foto: Apple

Skærmene her er Super Retina XDR OLED, som dog skulle have 28% bedre lysstyrke end de tilsvarende modeller i version 12.

Chippen er den samme som i Pro-modellerne, Bionic 15, og den skulle være med til at gøre batterilevetiden langt bedre, og derudover er der også kommet et større batteri i – omend Apple stadig ikke fortæller noget om størrelsen på det. De siger dog selv, at batterilevetiden nu er halvanden time længere på mini end på den forrige model.

Når det kommer til kamerasystemet, så skriver Apple selv:

(Til venstre kan du se størrelsesforskellen på iPhone 13 og iPhone 13 mini. Foto: Apple)

Det nye vidvinkelkamera med 1,7 µm pixels er udstyret med den største sensor nogensinde i et iPhone dobbeltkamera-system og kan indfange 47 procent mere lys med mindre støj og klarere resultater. Optisk billedstabilisering (OIS) med sensorforskydning – en teknologi, som blev indført i Phone 12 Pro Max, og som ikke findes i nogen anden smartphone – bliver også tilgænglig i vidvinkelkameraet, også i den mere kompakte iPhone 13 mini. Den stabiliserer sensoren frem for objektivet, så dine videoer og billeder er mere stabile, mens det specialdesignede ultravidvinkelkamera med en ny sensor tager billeder med flere detaljer i fotoets mørke områder og optager videoer med mindre støj.

Fra Apples pressemeddelelse

Her er der også kommet en Filmisk-funktion der lover bedre dybdeskarphed og mulighed for at styre graden af bokeh direkte i Foto-app’en. Filmisk-funktionen optager i Dolby Vision HDR, og de understøtter 4K op til 60fps.

Dobbeltkamera-systemet og den stærke computerbaserede fotografering understøtter Smart HDR 4, nu med forbedret farve, kontrast og lys til hvert motiv på et gruppefoto, også under vanskelige forhold, så billederne bliver mere naturtro, samt forbedret Nat-tilstand. Og TrueDepth-kameraet understøtter alle de fantastiske nye kamerafunktioner, herunder Filmisk funktion, Fotoformater, Smart HDR 4 og meget mere.

Fra Apples pressemeddelelse

Disse to modeller er også klar i butikkerne d. 24. september, kan forudbestilles allerede fra fredag d. 17. Her bliver priserne på 6.999 kr. hhv. 6.199 kroner, alt efter model og lagerstørrelse.

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?