TEST: Vlog-kit med udfordringer

Jeg har lige testet et kig fra Sennheiser med trådløs mikrofon og tripod, så du får bedre lyd og billeder til din næste vlog, TikTok eller YouTube-video - men den var ikke uden problemer

Sennheiser har lige sendt et kit på gade til vloggeren – det består af en Manfrotto Pixi Mini Tripod, et trådløst mikrofonsæt og holdere til den sender og modtager du bruger til den trådløse lyd. Helt generelt set er det et fedt sæt, for du får alt det du skal bruge for at forvandle din smartphone, eller dit kamera, til et komplet lille mobilt studie, og som samtidig sikrer dig en god lyd.

Men jeg havde faktisk en del problemer under testen af dette sæt. Men lad mig starte med tripodden. For Manfrotto laver altså nogle fantastiske produkter, og denne tripod er ikke nogen undtagelse. Den er lille og meget stabil, og det er let at justere kamera eller smartphone så de står lige – alt det kræver er at du trykker på en lille rød knap.

Der medfølger en holder til smartphone du kan skrue på, hvis det er dit foretrukne kamera, eller der er mulighed for at skrue et traditionelt kamera/videokamera direkte på. Så langt så godt, det fungerer rigtig godt.

Der medfølger også en holder, en sko, du kan placere den trådløse modtager i, og en tilsvarende holder til senderen som du så kan gøre fast i fx dine bukser.

Endelig er der så en Lavalier-mikrofon du så skal tilslutte senderen. Og det var så her mine problemer startede. For det første havde jeg svært ved at finde ud af, hvad der var sender og hvad der var modtager, for de er helt ens, og manualen er så håbløs at det er umuligt at finde ud af ved at studere den. Manualen forsøger faktisk at dække flere produkter på samme tid, hvilket bare betyder at er tæt på muligt at finde ud af, hvad der er hvad.

Et nærstudie af sender og modtager viste dog at der var en lille ikon af en mikrofon hhv. et kamera, og med den viden var jeg så klar til at gå videre i testen. Men det var så der næste lille udfordring dukkede op.

Der var nemlig to kabler med til at forbinde modtageren med kamera eller smartphone. Jeg kunne bare ikke se, hvorfor der var to kabler med, og manualen sagde intet om det. Jeg valgte så en kabel, men fik absolut ingen lyd igennem, uanset om jeg brugte en iPhone, en Android-smartphone eller et kamera – det var som om mikrofonen bare ikke virkede.

Jeg var en tur på nettet, men lige meget hjalp det. Det endte med at jeg måtte kaste håndklædet i ringen og kontakte Sennheiser. Her fik jeg så hjælp – for det viser sig at det ene kabel skal bruges, hvis det er en smartphone der skal sluttes til senderen, og det andet hvis det er et kamera. Forskellen ligger i antallet af kanaler som Jack-stikket er delt op i.

Det betyder at du er nødt til at kigge på stikket for at se om der ligger to eller tre ringe på Jack-stikket inden du vælger at koble dem til din smartphone eller dit kamera. Hvorfor kablerne ikke er mærkede, eller hvorfor der ikke står noget om det i manualen ved jeg ikke, men irriterende er det altså.

Men så langt så godt, nu kunne jeg så endelig teste lydkvaliteten, og den skuffede ikke. Der var en virkelig god lydkvalitet når jeg brugte den Lavalier-mikrofon, og jeg kunne komme rigtig langt væk fra modtageren, og stadig få en god lyd.

Jeg manglede dog en vindhætte til mikrofonen, så den måtte jeg selv lave for at fjerne den irriterende lyd af vind når jeg ikke lige sad foran computeren og optog video.

Fedt er det, at du let kan tage tripodden med, og at du let kan optage både video på farten og sætte op lige hvor du er.

Bedømmelse

Samlet vurdering 65%

Jeg kan rigtig godt lide systemet, men en meget mangelfuld og forvirrende manual trækker ned. Det samme gør de to kabler der, næsten, er helt ens, hvilket gør det vildt forvirrende når du skal sætte systemet op – hvem kan lige gætte hvilket der er til smartphone og hvilket der er til et kamera.

Lyden er rigtig god, og det er fedt at det er let at blive mobil. Men der kunne godt have været et vindfilter til mikrofonen, og prisen er måske lige lidt for høj.

Du kan læse mere om systemet her.

Prisen ligger på 2.625 kroner.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3424 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?