Bluetooth-headsets gør livet nemmere. Om du sidder på kontoret, i bilen eller går en tur i efterårsblæsten. Teknologien i de trådløse headsets er efterhånden så raffineret og veludviklet, at du ofte får en meget bedre lydkvalitet, og dermed samtalekvalitet, end hvis du taler direkte i din telefon.
For Bluetooth-headsets har mikrofoner, der filtrer det meste af baggrundsstøjen og vind, så kun din blide stemme siver igennem filtret og kærtegner ørerne i den anden ende – modtageren får rosen uden tornene. Endvidere er det enormt handy, at du kan køre i bil uden at skulle holde telefonen, mens du taler og forsøger at fokusere på trafikken, ligesom headsettets øresnegl sender stemmen direkte ind i øret, og du slipper for at skulle hæve stemmen som følge af støj i bilens kabine. Alt sammen takket være støjreduktionsteknologien, der ligeledes fjerner suset fra blæsevejret, så denne ubehagelige støj ikke interferer med din samtale.
Alt er som bekendt relativt, og teorien bag et Bluetooth-headset er én ting, mens producenten tager variable forbehold i praksis. To førende producenter er til at spotte i det ganske danske land, Jabra og Plantronics. Begge er kendte for headsets, men de er ikke lige gode til alting. Dermed ikke sagt, at Jabra Motion Office er ringere end Plantronics Voyager 5200 UC. Topmodellerne brillerer blot på forskellige områder. Hvilke områder og hvilken headset-løsning passer bedst til dig, kan du finde ud af i vores test.
Introducing the players
Både Jabra og Plantronics har omfattende erfaring og kendskab til kommunikationsudstyr og lyd. Danske Jabra ejes af GN Netcom A/S, som ejes af GN Store Nord A/S, der også ejer høreapparatsproducenten, GN Resound.
Amerikanske Plantronics er grundlagt af to piloter, der begge er vant til at kommunikere gennem headsets.
Begge virksomheder specialiserer sig i udvikling af headsets, som gør telekommunikation nemmere og bedre for dig. Jabra Motion Office byder på en lidt dyrere, men mere omfattende kontorløsning end Plantronics Voyager 5200 som er til gengæld handy at rejse med.
Motion Office fokuserer på Skype-opkald og kommunikation på kontoret, da du også betaler for en konsol med touch-display, der agerer som centralt bindeled mellem din smartphone og computer. Du kan ganske enkelt styre opkald fra begge enheder på konsollen.
Displayet giver dig ikke kun muligheder for at foretage opkald – du kan også se, hvem der ringer til dig. Konsollen skal have strøm, adgang til din computer og hvis du vil foretage fastnetopkald, skal den tilsluttes telefonstikket. Fordelen er, at du samler alle dine opkald på i ét sted – ulempen er alle ledningerne.
Har du ikke en fastnettelefon i hjemmet, bruger du formodentlig Skype og din mobil til opkald. Hvorfor ikke bare bruge din computer og smartphone til opkald? Begge skærme viser, hvem der ringer. Tager du Motion Office med på arbejde, hvor du har fastnettelefon, så er der bestemt en værdi i konsollen, da headsettet og konsollen helt kan afskaffe din kæmpe stationære telefon – hvilket er Jabras intention.
For Jabra Motion-headsettet kan gennem konsollen modtage opkald fra alle forbundne enheder, når du har hentet driveren til din computer og app’en til din smartphone. Betjeningen af konsollen er meget ligetil, da trykskærmen giver overblik og lader dig bladre mellem de forbundne enheder, men igen, med mindre du har en fastnettelefon, er der absolut ingen grund til at tilslutte konsollen, da din computerskærm og smartphone giver dig de samme og flere betjeningsmuligheder, som konsollen gør.
Jabra Motion-headsettet vejer blot 17,5 gram, det har op til syv timers taletid på en opladning, hvilket er lidt under standardniveau, og det er nemt at have med på farten, ligesom du kan oplade det på konsollen, når du ikke bruger det.
Du kan folde mikrofonstangen ind, hvormed headsettet slukkes. Når du åbner det, modtager det opkald, mens du blot skal samle Motion op fra bordet for at modtage opkald, når det er foldet ud. Med i købet får du desuden et stofrejseetui med plads til medfølgende USB-dongle og USB-opladerkabel.
Voyager 5200 UC fra Plantronics er, som det ligger i navnet, beregnet til dig, der er på farten. Du kan forbinde headsettet til din smartphone såvel som computer via Bluetooth, eller du kan bruge den medfølgende USB-dongle til at forbinde Voyager 5200 til din PC, hvis den ikke understøtter Bluetooth.
Plantronics giver dig ikke en avanceret konsol med i købet, men nærmere et robust rejseetui, der også fungerer som oplader. Har du opladet etuiet, har du 14 timers ekstra batteritid, mens selve headsettet har op til syv timers taletid på en opladning. Etuiet oplader headsettet, når det ligger inde i det, eller når det står op i siden. Er du ofte ude i marken eller flyver en del, passer Voyager 5200 UC godt til dit behov.
Selve Voyager 5200 headsettet vejer 20 gram, og ligesom Jabra Motion har Voyager 5200 sensorer, som registrerer bevægelser og modtager opkald, når du tager headsettet i øret.
Komfort og betjening
Begge headsets sidder rundt om dit øre og har en øresnegl, der går ind i øret. Jabra Motion når dog længere ind i øregangen end Voyager 5200 UC. Øresneglen i Jabras headset kan dog justeres i højden, så den sidder bedre i øret, hvor Plantronics har en fast placering af deres øresnegl, hvilket ikke er optimalt, da placeringen ikke passer til alle ører. Øresneglen kommer ikke helt til at sidde ordentligt, og det gør ikke noget i sig selv, men det er sværere at høre, hvad der bliver sagt i øresneglen, fordi den hænger udenfor øregangen – her vinder Jabra en sejr.
Komforten er dog bedre med Voyager 5200 UC, da ørebøjlen er beklædt med gummi hele vejen rundt, mens Motion Office mangler gummibeklædning i midten af bøjlen, og kan vi mærke efter noget tid, hvor vores ører bliver lidt ømme.
Jabra kommer dog igen, når det handler om betjeningen af headsettet. Hvor Plantronics har to knapper på toppen af ørebøjlen, vi skal trykke ned på for at justere lyden, har Motion Office en touchflade, hvor vi blot skal køre en finger henover. At trykke ned på ørebøjlen er lettere irriterende, da det trykker på øret, hvilket er en detalje i det store hele. Ellers er begge headsets nemme at betjene, når det kommer til at modtage og afslutte opkald. Begge modeller understøtter stemmestyring, så du blot skal nævne, at du vil modtage et opkald, ligesom headsettene fortæller dig, hvem der ringer til dig. Begge har også mute-knapper, der er nemme at betjene, så du kan slå mikrofonen fra, hvis du skal nyse – eller bande lidt over chefens ikke altid rationelle beslutninger uden følsomme ører lytter med.
Lydkvalitet
Vigtigst er dog headsettenes evne til at formidle stemmerne i opkaldet. Begge modeller har mikrofonstænger, som frasorterer kraftige vindstød og det meste af baggrundsstøjen i lokalet eller på gaden. Vi har dog prøvet at rode med stanniol og porcelæn, der stables, for at teste mikrofonernes følsomhed. Når det kommer til vindstød, frasorterer Plantronics mikrofonen vindstød i kraftigt stormvejr, hvor vi fornemmer en stille sus med Jabras headset, hvilket forekommer en anelse paradoksalt, da Jabra Motion er bedre til at frasortere lyden fra stanniolen og porcelænet end Voyager 5200 UC, der faktisk gengiver støjen i så høje toner, at de forstyrrer samtalen.
Vi oplever også, at al tale er klarere med Motion Office, hvor stemmerne er blidere og tydeligere i begge ender af samtalen, hvor Plantronics øresneglen gengiver stemmen i den anden ende både klart og skarpt, mens personen i den anden ende oplever en anelse metallisk stemme.
Vinderen findes i detaljen, valget ligger i navnet
Jabra løber med sejren i denne test, fordi Motion Office har en anelse bedre lyd, men sejren er ikke uden forbehold. Plantronics headsettet er billigere og bedre egnet til at rejse med – om det er i bilen, på længere rejser eller i det fri. Voyager 5200 UC mikrofonen er bedre til at filtrere blæsevejret væk fra samtalen, og Plantronics giver dig et meget praktisk opladningsetui med i købet, der kan tåle at ligge i tasken sammen med din bærbare og andre hårde genstande – her kommer Jabras stofetui på prøve.
Til gengæld forener Motion Office alle dine telefoniske enheder i én konsol, hvilket er praktisk for dig med fastnettelefon, computer og mobiltelefon omkring dig. Hvilket headset du bør vælge ligger lidt i produktnavnene – kontor eller på farten. Lad dette være dit primære udgangspunkt, selvom forskellen i lydkvaliteten falder marginalt ud til Jabras fordel – der er ingen grund til at betale for noget, du ikke har behov for.
- Navn: Motion Office
- Producent: Jabra
- Vægt: 17,5 gram
- Batterilevetid: Op til 7 timer
- Forbindelse: Bluetooth, USB-dongle
- Set til: Kr. 1.967
- Mere information hos Jabra
Samlet vurdering 90%
Jabra Motion Office er til dig, der har flere forskellige telefoniske enheder i hjemmet eller på kontoret, da Jabra leverer meget mere end et headset. Den medfølgende konsol forbinder alle dine enheder i én, der bruger et headset til alle opkald. Lydkvaliteten er i top, og de eneste mindre mangler, vi oplever, er kraftige vindstød trænger igennem støjfilteret samt ørebøjlen kan være lettere ubehagelig at have rundt om øret efter længere tid.
- Navn: Voyager 5200 UC
- Producent: Plantronics
- Vægt: 20 gram
- Batterilevetid: Op til 7 timer
- Forbindelse: Bluetooth, USB-dongle
- Set til: Kr. 1.078,65
- Mere information hos Plantronics
Samlet vurdering 85% 
Plantronics Voyager 5200 UC er perfekt til dig, der bruger meget tid udenfor hjemmet og kontoret. Lydkvaliteten er utrolig høj, selvom din stemme kan lyde en anelse metallisk i modtagerens øre, men headsettets mikrofon er så god til at frasortere vindstød og lyde i de udendørs omgivelser, at du kan forvente en klar samtale. Mikrofonen er dog følsom overfor meget høje lyde. Det robuste etui, som også tjener som en oplader, er en ideel rejsemakker, der beskytter dit headset, når det ligger i tasken.