JVC Wireless Sport, eller HA-EBT5 som det mere præcist hedder, er som navnet antyder, et Bluetooth-headset der gøres fast inde i øret med en lille silikone krog. Øreproppen placeres først i øret, hvorefter headsettet drejes let til det sidder fast i øret.
Selve krogen er dejlig blød og ørepropperne er ditto meget bløde, hvilket gør det let at sætte headsettet ind i øret, men som også gør at det nogle gange føles som om headsettet er ved at falde ud (dog uden at det sker.)
Ledningen mellem de to ørepropper er både tynd og blød, og falder let om halsen på dig.
Den lille betjeningsenhed på ledningen kan både styre volumen, sætte musikken på pause og bruges til at besvare et opkald med. En lille sjov ting; når du skal skrue op eller ned for lyden, så skal knappen holdes inde, ellers risikerer du at du bare springer et nummer frem eller tilbage. Kræver lidt tilvænning, men det kommer dog hurtigt.
Komforten: 100%
Klart et af de mest behagelig headsets vi har haft i vores, efterhånden, hårdt belastede ører. Der går ikke længe inden man slet ikke mærker dem, og det er skønt. Vi skulle vænne os til, at vi nogle gange troede at vi var ved at tabe headsettet, primært fordi det sad blidt. Det skete dog aldrig under brug, og vi vænnede os da også ret hurtigt til den blide kontakt.
Headsettet sad generelt godt fast – viste det sig. Uanset hvilken træningsform vi udsatte det for, kredsløbstræning eller hård styrketræning, så sad det godt fast og selv under længere tids brug så var der intet ubehag forbundet med at bruge det.
Ledningen mellem ørepropperne kan naturligvis bæres både bagved nakken, og hængende ned foran kroppen, og begge dele fungerer fint. Det vil fuldkommen komme an på personlige præferencer, for rent komfortmæssigt giver det ingen forskel. JVC skal roses for den høje grad af komfort.
Lydkvalitet: 100%
Det er dejligt når komfort og lydkvalitet følges ad. JVC HA-EBT5 leverer en fantastisk lydkvalitet. En dejligt dyb og fyldig bas, en knivskarp diskant og en mellemtone der nærmest kæler for øregangen.
Det samlede lydbillede var utrolig behageligt, og til omkring 600 kroner har vi intet at udsætte på lyden. Faktisk vil vi godt påstår, at den er bedre i dette relativ billige headset end i mange headsets til en væsentlig højere pris.
Uanset hvilken type musik vi valgte at spille på JVC HA-EBT5 så blev vi behageligt overrasket. Det var altid en super god oplevelse, og vi tog os selv i, at benytte headsettet til at lytte til musik på det, også når vi bare sad og arbejdede, og altså ikke trænede.
Funktioner og tilbehør: 95%
Der er ikke så meget at sige her, ud over et par ekstra ørepropper i forskellige størrelser, så føler der ikke noget ekstraudstyr med til headsettet. Vi manglede lidt en lille pose, for til en pris på knapt 600 kroner så synes vi nok at det var på sin plads med en lille pose eller taske til at beskytte det med.
Vægten er skøn, men vi undrede os over volume op/ned. Alle andre headsets kunne vi bare klikke en gang på knappen for at skrive lidt op eller ned, men ikke her. Det var nødvendigt at holde knappen inde, og det gav et par gange anledning til, at vi sprang et nummer frem eller tilbage – ikke specielt smart.
Som det gør sig gældende med alle headsets i denne test, så er der heller ikke her nogen app, og det er vi faktisk lidt glade for. Det handler om at træne og høre musik, ikke pille, rode, rage på mobilen.