
Sony har haft travlt på det sidste når det kommer til lancering af nye smartphones, og nu er turen så kommet til Xperia 10 III, der er den første smartphone i Xperia 10-serien der har fået 5G-understøttelse.
Men samtidig så har den også fået et markant større batteri, og tilbyder nu 4.500 mAh, hvilket er en opgradering på 25% i forhold til forgængeren.
Den er også IP65/IP68-certificeret, og det betyder at den både er vandafvisende og støvsikret, og for at sikre holdbarheden har Sony også udstyret den med Corning Gorilla Glass 6.
Når det kommer til kameraet, så har Sony udstyret deres nye smartphone med tre objektiver, og de lover at den skulle give bedre billeder i svagt lys samt give bedre billeder af motiver i bevægelse. Jeg antager her, at det er i forhold til forgængeren, men det forlyder der så intet om her og nu.
Skærmen er en 6″ FHD+ OLED-skærm og den understøtter HDR, endelig så har den – som en af de få tilbageblevne – stadig et 3,5mm jackstik, så er spørgsmålet jo nærmest om der stadig findes headsets med ledning tilbage på markedet…
En funktion som lyder rigtig spændende er Smart Connectivity. Sony oplyser den nye smartphone bruger den funktion til, gennem Xperias deep learning-teknologi og Sonys Neural-netværksbiblioteker, at analysere WiFi-signalet, så den løbende vil kunne forudsige forbindelsesproblemer.
Det skulle betyde, at den ikke vil forbinde sig til et netværk, som den på forhånd forudser vil give problemer, så vil den hellere bruge mobildata.
Xperia 10 III kommer i butikkerne d. 15. juni, go får en pris på omkring 3.500 kroner. Hvis du gerne vil have denne mobil, og køber den inden 1. august, så medfølger der også et sæt hovedtelefoner, WH-CH710N, som angiveligt har en værdi på 1.100 kroner. Det gælder dog kun så længe den kombination stadig er på lager.