Live video fra LinkedIn – LinkedIn Live – snart klar

Nu vil det sociale netværk for professionelle, LinkedIn, ikke længere stå i skyggen af Facebook, SnapChat, Instagram og flere andre. Fremover skal du også kunne sende live video direkte fra LinkedIn. Tjenesten kommer til at hedde LinkedIn Live

Mere end 600 millioner brugere kan det sociale netværk for professionelle bryste sig af. Og de oplever samme tendens som de fleste andre sociale netværk, nemlig at video vokser enormt meget – det og så originale artikler, altså ikke folk der kopierer og deler tekst ud til højre og venstre.

Så derfor er det næppe heller nogen overraskelse lige har lanceret deres live video-tjeneste, LinkedIn Live. Tjenesten gør lige det den lover – du kan sende live video til udvalgte grupper eller alle på LinkedIn.

I første omgang er det en beta-version der lanceres i USA, og du skal have en invitation til at kunne deltage i betatesten.

Endnu er det ikke offentliggjort hvornår tjenesten lanceres, ej heller om det er en tjeneste der bliver gjort tilgængelig for alle.

Rygterne siger at det første indhold vi kommer til at se via LinkedIn Live er konferencedækning, produktlanceringer, indhold af influencers og mentorer og mere.

Det forlyder videre at der allerede er en del tredjepart-udviklere der skal udvikle indhold til LinkedIn Live, herunder Wirecast, Switcher Studio, Wowza Media Systems, Socialive og Brandlive.

Endnu en lille sjov detalje – LinkedIn er ejet af Microsoft, og derfor er det nok ikke så underligt at Microsoft med deres Azure Media Services, bliver teknisk partner på projektet.

Med video får LinkedIn en ny platform til at skabe engagement og ikke mindst en ny platform til at tjene penge på, og det bliver spændende at følge LinkedIn Live når den på sigt kommer til Europa.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2156 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?