MWC19: Nokia lancerer fem nye mobiler med priser helt ned til 230 kroner

Vores venner fra det kolde Finland har lanceret ikke mindre end fem mobiler. Den billigste er en såkaldt feature phone til 230 kroner, mens den dyreste er deres top smartphone som får en pris på næsten 5.000 kroner

Nokia lancering: Foto: Lars Bennetzen

Det var ikke kun kinesiske Huawei der havde nyheder med dagen før Mobile World Congress officielt åbnede. Finske Nokia, eller rettere HMD der producerer det kendte nordiske mobilmærke, sendte ikke mindre end fem nye mobiler på markedet.

Den første var Nokia 210, som en traditionel mobiltelefon, ikke smartphone, hvor du kan surfe på nettet via en specieludgave af browseren Opera og spille spil som Snake og hente nogle få apps fra Nokias egen app-store. Mobilen er holdbar og den kører uden problemer en uges tid på en opladning.

Den næste mobil i rækken er faktisk en rigtig smartphone, om end en meget billig en af slagsen, Nokia 1 Plus. Med en pris på omkring 700 kroner behøver du ikke spekulere på alt for længe på om du har råd til mobilen. Mobilen har en stor skærm og kører på Android 9 Pie (Go edition). Den version betyder så også, at du ikke kan forvente at køre alle dine apps på den. Derfor er den da også udstyret med Go-versioner af blandt andet YouTube.

Nokia. Foto: Lars Bennetzen

En tur op ad rangstien, og dermed også prisklassen, bringer Nokia 3.2 på banen. En stor mobil md en HD+ skærm på hele 6,26”, der har et batteri der leverer strøm i op mod to dage. Den er også udstyret med en knap der er dedikeret til at starte Google Assistant.

Den fjerde mobil i rækken af nyheder fra Nokia er Nokia 4.2, der også er udstyret med Google Assistant, og hvor selfiekameraet kun er en lille prik, ikke den store ’notch’ man ser på mange andre mobiler. Den er også udstyret med kunstig intelligens, som blandt andet skal være med til at forbedre billedkvaliteten. Her ender prisen på omkring 1.300 kroner, hvilket stadig er en meget billig smartphone med masser af spændende egenskaber.

Den sidste mobil er klart den mest spændende af dem alle. Nokia 9 PureView har ikke mindre end fem kameralinser på bagsiden af mobilen, alle fra ZEISS Optics, og hvad jeg synes er specielt fedt ved denne mobil er, at linserne alle er i plan med bagsiden. Ikke noget med en linse der lige rager op og kan hænge fast. To af linserne er til farvebilleder, mens de tre andre tager sort/hvid billeder. Uanset hvilke billeder du tager og indstillinger du anvender, så bliver alle fem linser brugt, hvilket er med til at sikre lys nok på alle billederne og som samtidig sikrer at du kan fokusere på flere afstande.

Nokia 9 PureView har en skærm på 6” i QHD+ format. Prisen ligger på omkring 5.000 kroner, og her får du virkelig meget mobil for pengene.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?