Nyt 4K-webcam med fjernbetjening fra Sandberg

Sandberg lancerer et nyt webcam, der sigter mod professionelle brugere med 4K-opløsning og fjernbetjening

Foto: Sandberg

Det nye produkt, USB-C/A Webcam Pro Remote 4K, er designet til brugere som streamere, undervisere og andre, der kræver høj billedkvalitet. Kameraet har en optisk opløsning på 8 Megapixels og understøtter video i 4K (3.840 x 2.160p) ved 30 fps. Indbyggede stereomikrofoner med støjreduktion og autofokus er også en del af pakken.

En central funktion er den medfølgende fjernbetjening. Den giver brugeren kontrol over optagelsen og muliggør zoom, pan og tilt. Ifølge Anders Partida Petersen, Brand Director hos Sandberg A/S, er formålet med kameraet at lukke et hul i markedet: “Det nye webcam rammer ned i det hul der er mellem almindelige webcams til kontor-/hjemmebrug, og meget avancerede konference-kameraer.”

Webcamet, med varenummer 134-45, har en vejledende pris på kr. 599. Det tilsluttes via USB 2.0 og kommer med en to meter lang ledning. Sandberg yder fem års garanti på produktet.