OnePlus går ind på premium-markedet med 7-serien

Tre nye mobiler blev det til i går da OnePlus lancerede deres nye mobiler. Det er dog kun to af dem der er interessante for det danske marked. Specielt spændende er OnePlus 7 Pro der har har en meget spændende skærm og hele tre kameraer

Den teknologisk mest spændende er klart den nye OnePlus 7 Pro, der blandt andet kan bryste sig af en imponerende stor AMOLED-skærm på 6,67” der har en QHD+ opløsning med et skærmforhold på 19:5:9. Og for at give den mest behagelige oplevelse for brugerne, så har den en opdateringsfrekvens på 90Hz.

Skærmen har HDR10 og HDR10+ understøttelse, så du får den bedst mulige kvalitet fra streamingstjenester, og med en mobil på den størrelse er det altså fedt at du får god kvalitet, for det er klart en mobil jeg vil se film på.

Jeg glemte lige at sige, at skærmen har buet glas der dækker hele forsiden af skærmen, hvilket ser ret fedt ud, ikke mindst fordi der ikke er nogen notch i skærmen. Kameraet dukker nemlig op fra bagsiden, mere om det om lidt.

OnePlus 7 Pro har tre kameraer på bagsiden, en 48MP sensor med optisk billedstabilisering, et 8MP 78mm teleopjektiv med en f/2.4 blænde også med optisk billedstabilisering samt et 16MP 117 graders ultra-vidvinkel objektiv med f/2.2 blænde.

Mobilen er udstyret med et nyt autofokus-system udviklet med intelligent teknologi, der anvender PDAF, CAF og Laser Focusing metoder til at tage smukke billeder i både dagslys og ved lowlight. Det nye kamera har også en forbedret Nightscape funktion.

Kameraet på forsiden er som sagt før, et pop-up kamera, og OnePlus lover at det blevet testet til at fungere over 300.000 gange, og mon ikke det er rigeligt. Det svarer til at du åbner og lukke kameraet 150 gange om dagen, hver dag, i over fem år.

Den nye smartphone er udstyret med en Qualcomm Snapdragon TM 855 processor og den har 12GB hukommelse.

OnePlus vælger så også at bruge AI til at gøre mobilen hurtig. Den indbyggede RAM Boost-funktion forsøger at forudsige brugernes handlinger, og allokerer hukommelse til de mest krævende applikationer. Det skulle betyde at apps starter endnu hurtigere, og at åbne apps ikke påvirker ydeevnen – det bliver spændende at teste.

Som alle nye mobiler har OnePlus 7 Pro fået understøttelse for hurtig opladning. Den bruger teknologien Warp Charge 30 som gør det muligt at oplade batteriet på 4.000 mAh fra 0 til 50% på kun 20 minutter.

Lyden leveres af Dolby Atmo og mobilen har en Haptic Vibration motor, der gør at du får gode haptiske feedbacks når du spiller.

Rigtig spændende er det, at OnePlus 7 Pro er udstyret med et avanceret vandkølingssystem, så mobilen bør holde sig kold, selv når den virkelig presses. Og her gik jeg og troede at vandkøling var for gamer-pc’er…

Nå ja – hvis du er gamer, så kan du faktisk optage dine eventyr med Screen Recorder og kommentere det hele via den indbyggede mikrofon.

OnePlus 7

Hvis vi kort skal kigge på den anden smartphone, OnePlus 7, så kommer den med Qualcomm Snapdragon TM 855, har Dolby Atmos Steroehøjttalere, RAM Boost, og flere andre nyheder. Men OnePlus fokuserede klart på deres flagskib.

OnePlus 7 er udstyret med to objektiver. Dels et Sony IMX586 med 48MP, med en blænde på f/1.7 samt optisk og elektronisk billedstabilisering.

Det sekundære kamera er på 5MP, og kameraopsætningen er drevet af den nye UltraShot-funktion.

OnePlus 7 Pro 5G

Der blev også lanceret en OnePlus 7 Pro 5G, der er nøjagtig den samme som OnePlus 7 Pro, dog med forskellen at den understøtter det kommende 5G-netværk. Indtil videre er den mobil ikke interessant i Danmark, og du kan da heller ikke købe den i Danmark endnu. Men når vi får 5G-netværk, så kan det være at den dukker op.

Snart klar

Hvis du gerne vil have fat i mobilen hurtigt, så afholder OnePlus to eksklusive pop-up-events i Københav og Aarhus d. 16. maj fra 10-18.

Her kan du købe OnePlus 7 før den rammer markedet d. 21. maj. Du kan ikke bestille mobilen til de events, og alt foregår efter først-til-mølle princippet.

Aarhus: Telia, Søndergade 58, Aarhus.

København: YouSee, Frederiksborggade 5, København

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2195 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?