Pas på fuskede abonnementer i App Store

Det er blevet en god forretning for app-udviklerne at få folk over på abonnementer, så meget at de bruger ufine tricks i deres apps

Alene i 2017 omsatte abonnementsbaserede apps for 10,6 milliarder dollars i Apples App Store, og det forventes, ifølge Techcrunch.com, at vokse til 75,7 milliarder dollars i 2022.

Problemet er blot, at det ikke er alle der har helt rent mel i posen. Faktisk er der meget der tyder på, at scammere forsøger at snyde brugerne til at tegne sig op for dyre abonnementer.

I dag er det tjenester som Fortnite, Netflix, Pandora, Tinder, Hulu og tilsvarende, der er de apps der omsætter bedst i App Store. Men lidt længere nede af listen, når du kommer ned til de 200 bedst omsættende apps, så dukker der andre apps op, værktøjer (Utilities).

Her finder du QR-læsere, dokumentscannere, oversætter og vejr-apps, og hvordan er det lige at de kan omsætte så store summer? Husk på at langt de fleste af de funktioner finder du enten gratis eller direkte i din iPhone.

Techcrunch.com har undersøgt markedet, at rigtig mange af disse apps, bruger ufine metoder til at forsøge at lokke brugerne til at tegne sig op til abonnementer til uhørt høje priser for unødige tjenester.

Snyder så vandet driver

En af de apps der virkelig omsætter for meget, hele 14,3 millioner om året, er Scanner App. Den forsøger at lokke brugerne til et abonnement til 3.99 dollars om ugen, eller 4,99 dollars om måneden – eller du kan få en gratis prøveperiode. Men her er ’problemet’ – for hvis du vælger en gratis prøveperiode, så bliver den automatisk ændret til et abonnement efter kun tre dage. Og hvilken scanner app er lige 396 kroner om året værd?

Udviklerne bag app’en har for nyligt opdateret deres betingelser, så det er lidt tydeligere hvad du går ind til. Men det er stadig en tåbelig høj pris.

En anden app, QR Code Reader, snyder ifølge Forbes, brugerne til at uhørt høj pris på 156 dollars om året – for en QR-læser, noget din iPhone kan uden hjælp udefra. App’en ligger nr. 220 på listen over apps der omsætter mest, og har en årlig omsætning på 5,3 millioner dollars.

Her starter du også en ’free trial’, og efter kun tre dage bliver det ændret til et betalt abonnement – uden du behøver gøre noget som helst.

Hvad med Weather Alarms? Den bruger et såkaldt ”dark pattern”, til at få folk til at klikke på en knap der starter en gratis prøveperiode, eller et abonnement. Og det virker – i dag omsætter den app for over en million dollars om året.

Den fungerer på den måde, at der kommer en annonce der fylder hele skærmen, og her er der kun to knapper – prøv gratis eller betal. Der er så et meget lille ”x” som kan bruges til at lukke app’en med, men den er der ikke med det samme. Hvis du får klikket på gratis prøve eller abonnement, så kommer du til at betale 20 dollars om måneden for vejralarmer – og virker det ikke en anelse dyrt?

App’en Translate Assiatant, der kommer fra samme firma som Weather Alarms, er endnu værre. Den lover real-tids oversættelser fra mere end 100 sprog, men den er helt vild grov i sin måde at forsøge at sælge abonnementer på.

Svært at finde abonnementsoversigten

Hver gang app’en starter op, så bliver du præsenteret for en splash-skærm der giver dig tre forskellige bokse, hvor du kan vælge at købe et abonnement hvor du betaler 12,99 dollars om måneden, 44,99 dollars om året eller en gratis prøveperiode, der efter sølle tre dage bliver konverteret til et abonnement på 7,99 dollars om ugen – 95,88 dollars om måneden. Næsten helt usynligt er der så en mulighed for at vælge ”continue with a limited version”. Voila – sådan skaber du en omsætning på 1,3 millioner dollars om året.

Ifølge Techcrunch.com er der en utrolig stor mængde af apps der benytter sig af denne ”gratis prøveperiode”-metode til at få folk til at tegne sig op for abonnementer til skyhøje priser.

Værre bliver det faktisk når du så vil opsige, eller få et overblik over, dine abonnementer. For det har Apple godt nok gemt godt.

Nu skal du lige være tålmodig – så skal jeg guide dig ned til det (godt gemte) område, hvor du kan finde dine abonnementer.

  1. Klik på ’indstillinger’.
  2. Klik på dit navn i toppen af skærmen
  3. Klik på ”iTunes & App Store’
  4. Klik på ”Apple-id (giver god mening ikke?)
  5. Klik på ”Vis Apple-id” på den pop-up-skærm der dukker frem
  6. Rul ned til ”Abonnementer” og klik på den
  7. Voila – her har du så de abonnementer der automatisk bliver trukket over din Apple-konto.

Her til sidst: Lad nu være med at bruge apps der tilbyder abonnementsordninger for tjenester eller værktøjer der kan findes gratis, eller som din iPhone allerede kan.

Kommentar til artiklen?