Stortest: Huawei Mate 20 Pro; årets bedste smartphone

Så er det blevet tid til at kåre årets bedste smartphone, og efter at have testet high-end mobiler, er dommen klar. Du får ikke en bedre smartphone end Huawei Mate 20 Pro

Gennem de sidste par måneder har jeg testet Huawei Mate 2o Pro, iPhone Xs Max, Samsung Galaxy Note 9 og Sony Xperia XZ3. Du kan læse de enkelte test ved at følge linkene ovenover, men tilbage står spørgsmålet – hvis jeg vil have en high-end smartphone, hvilken skal jeg så vælge?

Når jeg sammenligner mobilerne her, så kigger jeg meget på, hvor du får mest ”bang for the buck”, altså hvor får du mest smartphone for dine spareskillinger. Men jeg kigger også på, hvor innovative producenterne har været, og hvor du kan få ’toppen af poppen’ når det kommer til smartphones.

Sony Xperia XZ3. Foto: Lars Bennetzen

Sony Xperia XZ3. Foto: Lars Bennetzen

På sidstepladsen

For nu at starte nedefra, så ender Sony Xperia XZ3 på en ubestridt sidsteplads. Mobilen er testens billigste, og jeg kan ikke finde nogen grund til at du skal investere i den. Prisen ligger på 6.500 kroner, og du får ikke meget for pengene. Den indeholder testens dårligste kamera, den er ikke speciel hurtig, og når det kommer til betjening, så er der absolut ikke noget nyt at komme efter.

Nogle af de ting som skiller mobilen ud fra de andre, er i min verden nogle pjatfunktioner, så som at kunne få dinosaurer til at rende rundt på dit skrivebord.

Designet er flot, men det er også noget af det pæneste jeg kan sige om Xperia XZ3. I denne sammenhæng falder den igennem.

En flot tredjeplads

Der var reelt aldrig kamp om tredjepladsen, for her ender Galaxy Note 9 suverænt. Og det er ikke fordi det på nogen måde er en dårlig mobil, tværtimod – Samsung har virkelig leveret varen her.

Galaxy Note 9 er hurtig, har et fantastisk kamera og et rigtig flot design. Skærmen er i særklasse, hvilket vi også er vandt til fra Samsung, og de har virkelig fået styr på deres ’edge display’.

Samsung Note 9. Foto Samsung

Samsung Note 9. Foto Samsung

Men den ender alligevel på tredjepladsen af et par årsager. For det første dræner den batteriet vildt hurtigt, jeg var nødt til at have den opladeren flere gange i løbet af dagen. For det andet så virker iris-scan og Face Unlock ikke optimalt. Flere gange måtte jeg bruge enten fingeraftryk eller pinkode for at åbne mobilen. Det er bare ikke ok.

Og så er der prisen. Det er godt nok ikke testens dyreste, men med et prispunkt på 9.800 kroner, så forventer jeg at alt virker, at batteriet holder som minimum en hel dag, og at lyden i de indbyggede højttalere er bedre end tilfældet er.

Men med det sagt – så er det stadig en fed mobil, og den store flotte skærm kommer man hurtigt til at savne når man ikke længere har den.

iPhone Xs Max. Foto: Lars Bennetzen

iPhone Xs Max. Foto: Lars Bennetzen

En klar andenplads

iPhone Xs Max ender på en andenplads, og det er der primært en grund til – prisen. Du skal ud og lægge næsten 13.000 kroner for denne smartphone, og det er altså rigtig mange penge.

Men når jeg ser bort fra prisen, så er det en fantastisk mobil. En lagerkapacitet på 512GB gør at jeg ikke skal spekulere på om jeg har plads nok, meget længe ud i fremtiden, og hastigheden, åh hastigheden… iPhone Xs Max er uden sammenligning den hurtigste mobile jeg har testet i år. Det er lige fra at starte og afvikle apps og beregninger til at åbne mobilen via Face ID. Det virker og det virker bare her og nu.

Kameraet er klart det næstbedste jeg har testet endnu i år, og her er min eneste anke, at jeg godt kunne bruge en bedre kamerasoftware, der er ting der bare er lidt mere komplicerede at klare end nødvendigt. Blandt andet er det svært at tage gode nattebilleder, noget som både Huawei og Samsung klarer til topkarakter.

Derudover så er designet bare så meget pænere end på de gamle modeller fra 8 og ned, og det tæller også med. Men igen – prisen forhindrer at den ender på førstepladsen.

Den suveræne vinder

Og så har vi årets bedste smartphone, som jeg også skrev i starten af artikel her. Huawei Mate 20 Pro – en helt utrolig fed og innovativ smartphone, der bare imponerer på alle punkter.

Der er så mange årsager til at den, som den eneste, har fået Platinum af mig, men to af de vigtigste er den fantastiske skærm, der smyger sig rund om kanten på mobilen, og så kameraet der er det suverænt bedste kamera på en smartphone der endnu er produceret.

Herudover at de været så flabede at lægge fingeraftryksscanneren i selve skærmen, of at give så lille en bezel som mulig, de har leveret en Face Unlock-funktion der stort set virker i mørke, de har en hurtig mobil (dog ikke den hurtigste), og de har så mange fantastiske funktioner i kameraet at det er svært ikke at tabe kæben.

Huawei Mate 20 Pro. Foto: Lars Bennetzen

Huawei Mate 20 Pro. Foto: Lars Bennetzen

Blandt andet kan du filme en person og sikre at det kun er personen der er i farver, resten ender i sort/hvis – on the fly. Det har jeg endnu ikke set hos andre mobiler.

Endelig har Huawei et velfungerende AI der hjælper med den daglige brug af mobilen, blandt andet ved at optimere batteriet, og det betyder at det 4.200 mAh store batteri let holder i op mod 2 dage.

Herudover så kan du faktisk bruge Mate 20 Pro til at oplade andre mobiler der understøtter trådløs opladning – en ret sjov funktion.

Mate 20 Pro er klart min favoritmobil, og med en pris på omkring 7.500 kroner er den uden sammenligning den bedste smartphone du kan finde på markedet i dag.

Læs også:

OnePlus på vej med Smart TV Lige siden OnePlus kom på markedet for ganske få år siden, har de været fokuserede på at levere gode smartphones. Men det ændrer sig nu, for OnePlus h...
Samsung Galaxy Note 9 er på vej – her er hvad vi v... Der har godt nok været mange rygter og læk af informationer om den næste Note 9 fra Samsung. Så lige nu har vi faktisk en ret god ide om, hvad vi kan ...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2009 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?