Power til dit udstyr

Gadgets kræver strøm, men ikke alle batterier er lige. Vi har kigget på en helt ny batteritype fra Panasonic, samt et batterioplader med tilhørende genopladelige batterier

Om det er legetøj til dine børn eller legetøj (mener naturligvis nødvendige gadgets) til dig selv, så kræver de strøm. Og hvis du er bare nogenlunde så glemsom som mig, så står du altid i den situation, at du mangler batterier.

Personligt ender jeg altid med at stå i den lokale Brugs for at købe batterier til en eller anden gadget. Ikke alene betyder det, at jeg ofte betaler for meget for batterier, men også at jeg køber batterier der ikke nødvendigvis er de bedste, hverken når det kommer til batterilevetid eller miljø.

Men nu har Panasonic sendt deres nye Evolta-serie på markedet, og de kalder dem for deres kraftigste batterier, og blandt dem er der så en underkategori, Evolta Neo, som er de kraftigste af dem alle.

Evolta Neo er produceret med nogle specielle sølvforbindelser, der stabiliserer det i tilfælde af overophedning, samt en opbygning der minimerer risikoen for lækage med 30%

Hele Evolta-serien er designet til at holde på energien, og Panasonic lover faktisk at de kan holde på energien i op til 10 år.

I samme omgang testede jeg også Panasonics Eneloop, som er en usb-oplader, CC87, samt genopladelige batterier.

Eneloop-serien er en Panasonics bæredygtige og miljøvenlige batteriserie. Når du køber dem, er de opladet ved hjælp af solenergi, og de kan oplades op til 2.100 gange, hvilket er det dobbelte af traditionelle batterier.

Panasonic lover også, at de ikke aflader ret meget når de ikke bruges – i modsætning til almindelige genopladelige batterier – faktisk lover Panasonic at de holder 70% af deres energi selv efter 10 års opbevaring.

Testen

Alle batterierne blev testet for tre ting. Hvor meget strøm de leverer, hvor længe de leverer maximum output, og hvordan afladningskurven ser ud.

For Eneloop-oplader og batterier, testede vi derudover virkemåden for selve opladeren, og hvor hurtigt batterierne blev opladet til fuld kapacitet.

Det var, naturligvis, ikke muligt at teste påstanden om, at batterierne holder 10 år i skuffen, den påstand lader vi stå helt for Panasonics regning. En ting kan jeg dog sige, de genopladelige batterier i Eneloop-serien var afladet til 70% da jeg startede testen. Om den spænding så holdes i de næste 10 år er jeg slet ikke sikker på.

Alle batterierne leverede en jævn spænding, og holdt udgangsniveauet stort set en hel dag. Neo-batterierne klarede sig noget bedre end alle de andre, men jeg var faktisk meget tilfreds med levetiden for alle batterierne.

Ikke mindst Eneloop-batterierne formåede at imponere mig med levetiden. Normalt oplever jeg, at den genopladelige batterier har problemer med at holde spændingen, men det var ikke tilfælde her. Godt nok holdt de den ikke så længe som Evolta-batterierne, men de holdt dem stadig længe – faktisk længere end de batterier du køber i Ikea (hvor jeg ellers har købt adskillige batterier).

Selve Eneloop-opladeren var faktisk også ret spændende. Den holder op til fire batterier på en gang, og det kan både være AA- og AAA-batterier, og det er lige meget, hvor mange du har af hver type i opladeren.

Derudover kan opladeren også bruges som strømforsyning. Der er nemlig en usb-out-port på den, og hvis der sidder fire opladte batterier i den, kan du bruge CC87 som strømkilde.

Endelig så skal jeg lige nævne, at opladeren tester batterierne når du sætter dem i, og hvis du fx kommer til at sætte et ødelagt batteri, eller måske et ikke-genopladelig batteri i, så får du en advarsel, så du ikke risikerer at ødelægge oplader.

Bedømmelsen

Batterierne er ikke blandt de billigste, men de er langt fra de dyreste. Du kan købe en pakke med fire batterier for omkring 50 kroner, og når jeg tager batterilevetiden og afladningskurven med i betragtning, så er det en rigtig god pris for disse batterier.

Eneloop CC87-opladeren, inkl. 4 batterier, kan du købe for omkring 250 kroner, og det er faktisk en ganske fin pris. Batterierne er gode, og opladeren er god og oplader batterierne meget hurtigt.

Derfor får såvel Eneloop CC87, Eneloop batterierne, Evolta og Evolta Neo-batterierne samme karakter, 90%, og en tilhørende Editors Choice. Og så skal jeg vist lige på jagt efter lidt flere batterier – har lidt mange gadgets der kræver batterier konstant og hele tiden.

Du kan læse mere om batterierne her.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2585 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart