For os der husker Brødrene Bisp, aka Michael Wikke og Steen Rasmussen, deres voldsomme Volvo og udtrykket ”Skal du ha’ soya i rullen?”, er der ingen tvivl – en god forårsrulle skal komme op fra frituren og der skal masser af soya i den.
Så da vi fik tre forskellige frituregryder fra Fritel hjem til test, var det da også klart at netop forårsruller ville blive noget vi kom til at spise en del af det næste stykke tid.
Men også pommes frites, chicken nuggets og fiskefileter blev testet i gryderne. Vi tager dog glæderne på forskud, så lad os lige taget et skridt tilbage og kigge nærmere på de tre gryder vi havde til test.
Det var Fritel FR 1465, Fritel Turbo SF 4350 og Fritel Frytastic 5355 kom en tur på vores testbænk.
Ikke den store forskel i design
Vi kiggede efter enkelthed i betjening, hastighed ved opvarmning af fritureolien, hvor let madrester fastbrændte, ekstra funktioner og hvor svære de var at rengøre.
Vi kiggede også lidt på design og materialer, for det var jo trods alt udstyr er skulle stå fremme i vores køkken.
Starter vi med designet, så minder de tre en del om hinanden. Fritel Turbo SF 4355 og Fritel Frytastic 5355 er stort set ens i udseende. De har samme dimensioner og selv kurven du lægger maden ned i er nøjagtig den samme. Varmelegemet er stort set også det samme – forskellen her dog at 5355 har en markant højere effekt i varmelegemet.
En enkelt forskel er dog låget. På 5355 var vi glade for, at der var to ridser som sikrede, at vi kunne sætte låget på gryden mens kurven var ned i olien. Ved 4350 var det ikke tilfældet, og sjovt nok var låget til denne gryde af plastik – hvor de to andre gryder havde et metallåg.
Fritel FR 1465 var dog lidt anderledes i designet. Dels var den smallere end de to andre, dels var låget igen af metal og med plads til kurvens håndtag, og så var der et glasparti i låget, så det var muligt at kigge ned til maden uden at skulle løfte på låget.
Alle tre gryder kunne dog tage samme mængde olie, nemlig fire liter, hvilket faktisk er ret meget, og der skal som minimum hældes tre liter ned i dem.
Betjening – fra simpel til smart
Når det kom til betjeningen af de tre gryder, så var de to mindste stort set ens. De har begge et drejehjul, hvor du stiller temperaturen til mellem 150 og 190 grader, og et par tegninger på fronten viser hvad du skal bruge af temperatur til ting som pommes frites og forårsruller.
Frytastic er lidt anderledes. Den har stadig et drejehjul, men når du drejer på hjulet nu, så tænder et lys under ikoner af forskellige madvarer og den tilhørende temperatur. Når du har fundet den temperatur du ønsker, så trykker du ind på hjulet og olien bliver opvarmet.
Her kommer så endnu en forskel på de tre gryder. For de to mindste har en lampe der slukker når temperaturen er opnået. Frytastic udsender en bib-lyd og en lampe bliver grøn. Du er ikke i tvivl om at du er klar til at brug gryden. Det kunne vi virkelig godt lide.
Frytastic slukker også selv for olien, hvis du ikke bruger gryden i et par timer, så du skal ikke være (alt for) nervøs for en oliegryde der står med fuld blus på, hvis du glemmer at slukke for den når du kører hjemmefra.
Den svære kunst at varme op
Når det kommer til opvarmning af fritureolie (eller fast fedt), så er det lidt af et kunstgreb, for opvarm olien for hurtig i bunden, og du risikerer at forskellen på temperaturen i top og bund bliver for stor, og på sigt vil det betyde at olien bliver hurtigere harsk.
På 4350 og 5355 løser Fritel dette lille problem ganske elegant. Varmelegemet er delt i to lag – hvilket betyder at de opvarmer i to zoner på en gang, og det giver en bedre opvarmning af olien. Samtidig kan de pumpe markant mere energi ud i varmelegemerne, så det går lynhurtigt med opvarmningen – specielt på 5355 der har en effekt på hele 3.200 watt, mens 4350 må nøjes med 2.800 watt.
Fritel FR 1465 varmer kun op i et enkelt lag, hvilket også betyder at den må skrue lidt ned for effekten, og derfor er markant længere om at varme olien op. Og der er stadig en forøget risiko for harsk olie her i forhold til de to andre gryder.
Rengøring – en nødvendighed
Når du arbejder med frituregyder så medfølger der også en vis rengøring. Ikke hver gang – for heldigvis kan olien genbruges, og kan snildt stå i gryden et stykke tid. Men hvis du bruger den sjældent, så bør den tømmes for olie og gøres ren efter brug.
Her skal alle tre gryder have stor ros. For der er meget lette både at tømme for olie og ikke mindst at gøre rene.
Det inderste kar, hvori olien ligger, er let at tage op og hælde af. Så du kan let hælde din olie tilbage på flasker og gemme dem. Der er heller ikke en masse kringelkroge på gryden der gør den svær at rengøre.
Vi havde meget let ved at gøre alle gryderne rene, og med alt det olie vi sjaskede rundt med var det noget vi satte pris på.
En anden ting er fastbrænding af gamle madrester. For lad os bare være helt ærlige – du får ikke alt op når du tager forårsruller, pommes frites eller lignende op. Der vil altid ende smårester i bunden af gryden, og de vil meget ofte brænde fast fordi varmelegemet er helt i bunden af gryden.
Men her har Fritel igen tænkt sig om. Varmelegemet i alle tre modeller er placeret en centimeters penge over bunden, og det betyder at der faktisk er en slags ”kold zone” i bunden af gryden.
Selv når vi havde brugt gryderne mange gange, så fandt vi ikke forkullede fastbrændte rester. Det betød både at vores olie ikke blev forurenet af brændt mad, og at vi ved rengøring ikke skulle stå og bande og svovle over fastbrændte rester i bunden af gryderne.
Opsamling:
De tre gryder vi havde til test var i tre forskellige prissegmenter, Fritel FR 1465 til 650 kroner, Fritel Turbo SF 4350 til 800 kroner og Fritel Frytastic 5355 til 1.050 kroner, og der var ingen tvivl i vores sind. Pris og kvalitet hænger tæt sammen her.
Alle tre gryder er fine og opfylder formålet, men det er lige det sidste finish som du får i Frytastic der gør hele forskellen. Dels designet som sikrer at låget kan være på når kurven er nedsænket i olien, dels temperaturkontrollen og sikkerhedsfunktionen med automatisk sluk, nå ja og alarmen når olien er klar.
De to andre frituregryder er ganske fine, men vi savnede klart de ekstra funktioner fra 5355 da vi testede de mindre gryder.
Det undrer os at låget ikke kan være på ved 4350 og vi ville også godt have haft det dobbelt varmelegeme i 1465. Det gør dem ikke til dårlige gryder, og du kan sagtens få nogle fantastisk resultater med dem. Men Frytastic er klart vores favorit – og så dyr er den jo heller ikke.