Test af hovedtelefoner

Marshall MD A.N.C

Marshall gør noget fantastisk på deres emballage, som jeg ikke mindes at have set før; producenten viser en graf over fordelingen af bas, mellemtoner og diskant i frekvensområdet. Det giver mig en omgående fornemmelse af lydfilosofi, og hvad jeg kan forvente mig af mine hovedtelefoner.

On-ear hovedtelefonerne lukker ufatteligt godt af for omgivelserne, men komforten er betinget af, om du er til around-ear, on-ear eller in-ear hovedtelefoner. Jeg er mest til først- og sidstnævnte, men Marshall har lavet deres hovedtelefoner så forbandede behagelige, at der går lang tid, før jeg bemærker, at der er noget, som presser på mine ører.

MID A.N.C har noget, der ligger i første division, når det kommer til støjreduktion. Alene den passive blokering af lyde fra omgivelserne fungerer rigtig godt. Aktiverer jeg støjfilteret, er det høje lyde i frekvensspektret, såsom skrigende børn eller stole med metalben som slæbes henover betongulv, der slipper igennem. Dybere toner som mandestemmer bliver dog blokeret ganske effektivt. Der er dog et trade off!

Aktiverer du støjfilteret, vil du opleve et mindre fyldigt lydbillede, hvor diskanten træder mere i karakter, hvilket bassen lider under. Jeg oplever også en bedre rumklang ved at slå ANC fra. Aktivering af støjreduktionen er lettere overflødig, hvis du spørger mig, hvormed jeg faktisk slipper for at gå på kompromis med det fyldige og nuancerede lydbillede, som MID A.N.C har at byde på.

20190514_152231

Diskant og mellemtoner træder klart frem mellem basguitar og stortromme. Jeg fornemmer en skarp hi-hat i rocknumrene, ligesom forsangernes stemmer er tydelige og klare. I de klassiske kompositioner, der er fusioneret med heavy metal og elektronisk musik, formår strygere, blæsere og andre akustiske instrumenter at komme til orde, selvom elguitarer og elektronisk bas og samplinger får fuld skrue. Et godt tegn på at Marshall kan deres håndværk.

20190514_152354

 

MID A.N.C formår at give en god hi-fi-oplevelse til yderst fornuftige penge. Bassen har en god bund, mens diskant og mellemtoner er tydelige i lydbilledet. Støjreduktionen er ganske god, men jeg har dog oplevet bedre. Taget i betragtning at ANC er et key selling-point for Marshall, havde jeg dog forvente et mere effektivt støjfilter, selvom vi stadig er i den effektive ende af skalaen. Afhængig af musikken du lytter til, vil du høre noget baggrundsstøj, men ikke i sådan en grad, at det ødelægger musikoplevelsen.

Produktinformation

  • Navn: MID A.N.C
  • Producent: Marshall
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Forbindelse: Bluetooth eller kabel
  • Batterilevetid: Op til 30 timer
  • Stemmeguide: Siri og Google Assistant
  • Vægt: 208 gram
  • Set til: Kr. 1.399
  • Mere information hos Marshall

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Marshall MID A.N.C er et rigtig godt par on-ear Bluetooth-hovedtelefoner til yderst fornuftige penge. Lydbilledet har en god bund og fylde, mens der stadig er plads til mellemtonerne og de sagte detaljer i musikken. Min største anke er, at støjreduktionen ikke lever helt op til forventningerne, og lydkvaliteten kommer mærkbart til at lide, når støjfilteret er aktiveret.

Skullcandy Crusher Wireless

“Bass you can feel” står der på æsken, Crusher Wireless kommer i – og Skullcandy overdriver ikke! Dette er hovedtelefoner med en overtone af drengerøvsmentalitet. Jeg mindes ikke at have stødt på et par hovedtelefoner med en dedikeret knap til regulering af bassen som en del af fjernbetjeningen. Ikke desto mindre er det, hvad Crusher Wireless har siddende på venstre hørebøf.

Standardindstillingen har en god og fyldig bas, når jeg lytter til elektronisk musik, men skruer jeg halvvejs op for bassen, begynder hørebøfferne at vibrere. Helt op, og det kan mærkes, at der ikke kun flyttes noget luft, men jeg også har to vibratorer siddende på ørerne. Når stortrommen får slag, ryster mit kranie i takt, så seismologer måtte kunne fornemme udsving på Richter-skalaen. Jeg tror ikke, at jeg har oplevet så kraftig bas, siden min favorit-DJ, BT, spillede i Ministry of Sound i London for et par år tilbage.

20190603_210551

 

Er det nødvendigt med så kraftfuld bas? I princippet nej, men det er sgu sjovt at spille bastung musik med Crusher Wireless – bare for the hell of it! Selvfølgelig drukner baseffekten mellemtoner og diskant i sådan en grad, at knap nok hi-hatten slipper igennem til dine trommehinder. Og ja, du ender nok med svær tinitus, hvis du lader hovedtelefonerne spille ping-pong med trommehinderne i flere timer ad gangen, men for pokker, det er en skøn og anderledes musikoplevelse.

Har du sat bassen til standard, vil du opleve et fyldigt lydbillede med god gengivelse af de finere detaljer, men mellemtonerne er placeret på anden række, så det er nok ikke klassisk musik eller finkulturel jazz, du skal lytte til med Crusher Wireless på ørerne. Chopin lyder i hvert fald mærkelig med en bastung rumklang.

Komforten er lidt af en blandet landhandel, da hovedtelefonerne er en sjov blanding mellem around-ear og on-ear. Har du store ører, som jeg, vil du opleve, at ørekopperne presser på kanten af dine ører, og hovedbøjlens stramhed gør, at det bliver trættende efter fem-seks numre. Så skal du nok lige have hovedtelefonerne af for en stund. Ørekopperne er dog ganske behagelige og bløde at have på, ligesom hovedbøjlen sidder godt fast – Crusher Wireless vibrerer ikke af krydderen, når bassen får fuld styrke.

Endelig må vi ikke glemme, at Crusher Wireless byder på op til 40 timers batterilevetid! Jeg erindrer ikke, at der findes andre mærker på markedet, som har så lang batterilevetid. Dette koblet sammen med basfunktionen og prisen gør, at jeg ikke kan lade være med at give Crusher Wireless topkarakter, fordi Skullcandy prøver kræfter af med noget anderledes, der giver en alternativ musikoplevelse.

Produktinformation

  • Navn: Crusher
  • Producent: Skullcandy
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Forbindelse: Bluetooth eller kabel
  • Batterilevetid: 40 timer
  • Quick charge: Ti minutter giver tre timers strøm
  • Stemmeguide: Siri og Google Assistant
  • Vægt: 275 gram
  • Set til: Kr. 893
  • Mere information hos Skullcandy

Bedømmelse

Samlet vurdering 100 %

Crusher Wireless fra Skullcandy forsøger ikke at give dig den bedste musikoplevelse på markedet. Hovedtelefonerne ønsker derimod at give dig en anderledes oplevelse – og det lykkedes i allerhøjeste grad! Når du skruer op for bassen, vibrerer Crusher Wireless i takt med en pulserende bas, hvilket normalt kræver store, fede drivere og nogle kubikmeter luft (overdrivelse fremmer forståelsen). Samtidig får du op til 40 timers batterilevetid, mens prisen ligger under kr. 1.000. Du får med andre ord uforskammet meget for pengene, hvis du ikke leder efter high-fidelity, men en fed og anderledes oplevelse. Crusher Wireless lever fuldt ud op til denne præmis – go buy!

Panasonic RP-HD605NE

Leder du efter hovedtelefoner til flyveturen, er RP-HD605NE noget for dig, eftersom du får en flyadapter med i købet og en effektiv støjreduktion. Musikoplevelsen, selvom Bluetooth-hovedtelefonerne er Hi-Res certificerede, er dog lidt af en blandet landhandel.
Panasonic skriver på deres hjemmeside, at hovedtelefonerne ”sidder godt og sikrer langvarig komfort”. Sidste del er dog en sandhed med modifikationer. Det imiterede læder, som hovedbøjle og ørekopperne er lavet af, er ikke så behageligt at have rundt om ørerne, når temperaturen nærmer sig de 23 grader. Jeg føler ikke, at huden kan ånde.

Støjreduktionen opererer i tre forskellige niveauer, men jeg oplever ikke den store forskel mellem niveauerne, og hjemmesiden kommer heller ikke med en forklaring. Den væsentligste, om end minimal, forskel består i, hvor meget bilstøj jeg oplever på gaden, hvor niveau tre er lidt mere effektivt end niveau et og to. RP-HD605NE har en meget effektiv støjreduktion, der kommer rimelig tæt på markedslederen, Bose.

20190527_183625

Hovedtelefonerne kan bestemt anbefales til folk, der flyver meget eller pendler i bus eller tog, eftersom motorstøj stort set ikke fornemmes. Støjreduktionen lader dog høje lyde, som stabling af kaffekopper og glas, slippe igennem, men ud fra en grov vurdering er det nok kun 10-15 % af alle baggrundslyde, der slipper igennem. En fed detalje er det, at jeg blot skal lægge hånden på højre ørekop for øjeblikkeligt at skrue ned for musikken, hvis der er én, der taler til mig. Fjerner jeg atter hånden øges lydstyrken.

RP-HD605NE er gode til at holde støjen ude, men det forekommer noget paradoksalt, at aktiveringen af støjreduktionen medfører en sagte summen, der kunne minde om en lyden fra en jetmotor i en flykabine. Musikoplevelsen halter også en del. Og pudsigt er det, at hovedtelefonerne ikke kan afspille musik i høj opløsning uden kabel – det er der andre mærker, som kan. Dernæst kan Panasonic ikke levere den rene lyd, som de reklamerer med på deres hjemmeside. Bassen er lidt for dunkel, og den overdøver både mellemtoner og detaljer i sådan en grad, at feinschmeckerne vil løbe skrigende bort.

Når jeg spiller BTs klassisk/elektroniske numre, savner jeg paukerne og trianglen i baggrunden. Chopins sonater opleves mudrede, hvilket især kan høres på rumklangen, når flyglet spiller. Endvidere forekommer lydbilledet en anelse mekanisk. Tilslutter jeg kablet, bliver lyden lidt skarpere i høj opløsning. Trianglen træder lidt bedre frem, og mellemtonerne træder lidt bedre frem, men der er tale om marginale forbedringer.

Produktinformation

  • Navn: RP-HD605NE
  • Producent: Panasonic
  • Frekvensområde: 4 Hz – 40 kHz med ledning
  • Forbindelse: Bluetooth 4.1 eller kabel
  • Batterilevetid: Op til 20 timer
  • Opladning: Fire timer
  • Vægt: 268 gram
  • Set til: Kr. 2.285
  • Mere information hos Panasonic

Bedømmelse

Samlet vurdering 75 %

Panasonic RP-HD605NE ligger i den højeste ende af skalaen, når det kommer til støjreducerende teknologi. Panasonic kommer tæt på Boses QuietComfort, der er legendariske inden for noise-cancellation. Dermed er RP-HD605NE velegnet til dig, der bruger meget tid i støjende omgivelser såsom toget, caféen eller flyet. Panasonic taber dog en del på lydsiden, da bassen forekommer meget dunkel, hvilket mudrer især klassiske numre. Mellemtoner og detaljerne i musikken træder heller ikke ligeså godt frem, som jeg synes, man kan tillade at forvente sig af et par Bluetooth-hovedtelefoner til kr. 2.200.

Jabra Elite 85H

Testens nok mest avancerede og omfattende headset kommer fra danske Jabra, som er verdenskendte for telekommunikationsudstyr og headsets. I maj måned kom Elite 85h på gaden, og Jabra prøver nye funktioner af såsom inkludering af såkaldt kunstig intelligens.

Jabra vælger med andre ord ikke at fokusere på musikken, men på funktioner, hvilket forekommer tydeligt i pressematerialet. Det er her, at man som musikelsker skal gøre op med sig selv, hvad man har brug for i forhold til pris og kompromis med lydkvaliteten. For Elite 85h er et fantastisk Bluetooth-headset qua alle funktionerne, men lydsiden ligger et stykke fra hi-fi.

20190603_210355

Vigtigst er nok SmartSound-funktionen, som Jabra betegner som AI, der tilpasser headsettet efter dine omgivelser baseret på 6.000 lyde, der er registreret i headsettet. Når du bruger Jabras Sound+ app, kan du aktivere SmartSound, der bruger headsettets mikrofoner til at analysere baggrundsstøjen og vurdere, om Elite 85h skal anvende In Public-, In Private- eller Commute-indstillingerne. Jeg kan indstille de tre profiler til at anvende støjreduktion, HearThrough eller bare lade den passive støjreduktion blokere for omverden. Ligeledes kan jeg indstille lydbilledet til at have, eksempelvis, kraftigere bas, når jeg pendler. Okay, så langt så godt, Jabra.

Problemet er først og fremmest, at der IKKE er tale om kunstig intelligens, hvis vi går ud fra Merriam-Websters definition; “en maskinel egenskab til at imitere intelligent, menneskelig adfærd”.

Tech-Test.dk bragte også en artikel for nylig om kunstig intelligens, og her falder Elite 85h også uden for definitionen. Man kan nok nærmere tale om machine learning, eftersom Jabra har programmeret Elite 85h til at reagere på 6.000 forskellige lyde, hvorefter headsettet skifter indstillingsprofil efter støjen i omgivelserne. Men AI-begrebet er mere velkendt i den brede befolkning, og det ser også bedre ud i markedsføringsmaterialet, så jeg kan ikke bebrejde Jabras marketingsafdeling for dette stunt. Men du skal ikke forvente et intelligent headset.

Fungerer SmartSound? Mjaaa, jeg oplever, at Elite 85h reagerer på lyden i bussen og skifter til Commute-profilen, men stiger jeg ind i metroen, sker der ingenting. Nu sidder jeg på en café på Frederiksberg, og profilen er skiftet til In Public med dertilhørende støjreduktion, men headsettet har til gengæld svært ved at forstå, når jeg er hjemme, da profilen ikke ændrer sig fra In Public til In Private – det må være fordi, at headsettet registrer min kære forlovedes snakken.

SmartSound kører på første generation, og Jabra er i gang med at videreudvikle teknologien, hvilket jeg er glad for. Det er altid rart at opleve producenter, som vover sig ud i nytænkning, og jeg tror, at denne machine learning-teknologi har potentialet til at forbedre brugervenligheden og musikoplevelsen endnu mere, end den gør i dag.

20190603_210407

 

Jabra vover også pelsen ved ikke at inkludere en traditionel tænd/sluk-knap. Jeg skal dreje ørekopperne for at aktivere eller slukke for headsettet, hvilket efter lidt tilvænning faktisk er en yderst praktisk funktion, ligesom sensorteknologien, der får musikken til at stoppe, når jeg tager headsettet af.

Støjreduktionen har svært ved at følge med, mens jeg sidder på caféen, hvor fransk jazz spiller i baggrunden, baristaen stabler kaffekopper, og de øvrige gæster taler sammen. Her fornemmer jeg, groft vurderet, 30 % af baggrundsstøjen, der slipper igennem støjfilteret, mens Chopins klaversonater spiller i ørekopperne. I bussen eller metroen er det nok tættere på 80-85 % af lyde, der bliver blokeret, hvormed musikken kan nydes uden alt for mange forstyrrelser. Og mængden af lyde fra omgivelserne, der slipper igennem, er naturligvis også betinget af, om jeg lytter til pompøs, elektronisk musik eller klassiske flygelkoncerter.

Leder du efter high-fidelity, er Elite 85h ikke noget for dig. Headsettet vil ganske enkelt for mange ting, og det kan mærkes på lydsiden. Jeg har testet en del headsets fra Jabra gennem tiden, og jeg ved, at producenten kan levere et bedre lydbillede end det, jeg oplever med Elite 85h.

Headsettet har en fyldig bas, der skaber en god bund i min elektroniske musik og rocken. Jeg oplever, at basguitaren og kontrabassen i mine numre har en god og varm bund og en skøn rumklang. Diskanten er til gengæld er for skarp, også selvom jeg skruer lidt ned for den i Sound+ app’en. Hi-hatten og andre høje toner skærer en anelse i mine ører, og det er noget, der tager sin tid at vænne sig til. Mellemtonerne træder nogenlunde frem, men de finere detaljer, såsom triangel og harpeklang, er næsten ikke til at ane. Elite 85h er rigtig godt til elektroniske numre og bastung musik, men lytter du til klassisk eller sange med subtile nuancer, bør pengene lægges andetsteds.

Produktinformation

  • Navn: Elite Elite 85h
  • Producent: Jabra
  • Frekvensområde: 10 Hz – 20 kHz
  • Certificering: Regnafvisende
  • Forbindelse: Bluetooth 5.0 (to enheder samtidig)
  • Batterilevetid: Op til 36 timer med ANC
  • Opladningstid: 15 minutter giver fem timers batterilevetid
  • Stemmeguide: Siri og Google Assistant
  • Understøtter: Android og iOS
  • Vægt: 296 gram
  • Set til: Kr. 2.299
  • Mere information hos Jabra

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%

Jabra Elite 85h er nærmere et Bluetooth-headset end trådløse hovedtelefoner, da producenten fokuserer på funktioner i stedet for musikken. Mest interessant blandt disse er SmartSound, der skifter mellem tre forskellige indstillingsprofiler baseret på omgivelserne. Teknologien virker rimelig godt, men den er ikke perfekt.
Lydbilledet lider til gengæld af manglende fokus på musik, hvilket resulterer i en mudret affære, hvor vigtige detaljer går tabt i mine testnumre. Ydermere er diskanten alt for skarp, og den har en lettere metallisk klang. Lydkvaliteten er ikke dårlig, men er du audiofil, bør du nok kigge på andre eksemplarer. Ønsker du et avanceret headset med fede funktioner, er Elite 85h bestemt noget for dig.

JBL E65BTNC

 

E65BTNC kendetegnes især ved sin effektive støjreduktionsteknologi, der er Bose værdig. Bluetooth-hovedtelefonerne lukker i forvejen en stor del af baggrundsstøjen ude, men støjfilteret holder en stor del af lydene, især dem i den lave ende af frekvensområdet, ude. De få lyde, som slipper igennem, er eksempelvis højlydt kvindesladder og porcelænskopper, der stables på caféen.

20190603_210723

 

Sidder jeg i metroen i myldretiden, holdes motorstøj og de fleste lyde ude, hvormed jeg er meget alene med min musik. Og det takker jeg JBL for!

Hovedbøjlen er beklædt med behageligt stof, mens ørekopperne sidder godt rundt om mine ører. Det imiterede læder, som ørekopperne er lavet af, bliver dog lidt ubehageligt, når jeg sveder i forårsvarmen. Fjernbetjeningen i højre ørekop er heller ikke synderligt godt designet. Knapperne er små og sidder tæt på hinanden, hvormed jeg skal føle mig frem i nogle sekunder for at finde den rigtige knap til at bladre frem i musikken. Til gengæld er knapperne ikke så synlige, hvilket passer godt til hovedtelefonernes minimalistiske design.

E65BTNC byder på en rimelig jævn baseffekt. Du får ikke fylde og kraftfuld bund, men det giver et klart lydbillede, fordi de pulserende rytmer ikke overskygger detaljerne i musikken. Nuancer, som de brægende får i Pink Floyds Sheep og trianglen i de klassiske numre, er veldefinerede. Mellemtonerne træder godt frem i lydbilledet.

Når jeg lytter til rock og klassisk, virker diskanten lidt for dominerende, hvilket giver en lidt for skarp hi-hat, men vi er ikke der, hvor diskanten bliver metallisk eller skærende. Lyden af flyglets klang giver en god varme og rumklang, når jeg afspiller A Drawing Down of Blinds og Nocturnes. Når Sheep spiller, er det en skøn stereooplevelse, hvor elguitaren spiller klart og tydeligt i venstre ørekop, mens trommerne er placeret i højre, og Waters træder fint frem midt i lydbilledet.
Jeg er meget begejstret for E65BTNC, udover navnet, når den klassiske musik og rocken spiller. Den elektroniske genre forekommer lettere tam på grund af manglende fylde i bassen, men JBL sørger for, at detaljerne i musikken er til at ane, og det er sgu imponerende, når prisen for herligheden ligger under kr. 1.000!

20190603_210648

Batterilevetiden er ikke den længste i forhold til de øvrige testemner, men 15 timer med Bluetooth og ANC slået til er OK – især til prisen.

Produktinformation

  • Navn: E65BTNC
  • Producent: JBL
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Driverstørrelse: 40 mm
  • Forbindelse: Bluetooth
  • Batterilevetid: 15 timer med ANC
  • Opladningstid: To timer for fuld opladning
  • Vægt: 258 gram
  • Set til: Kr. 939

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

JBL E65BTNC har en fænomenal noise-cancellation, der blokerer langt de fleste baggrundslyde, så du er alene med din musik. JBL sørger for et rimelig balanceret lydbillede, men der kunne være mere gods til bassen. Til gengæld er mellemtoner og diskant veldefinerede, og der er mange subtile detaljer, som træder frem i musikken.
E65BTNC ligger på en pris under kr. 1.000, hvilket absolut gør dette par Bluetooth-hovedtelefoner til et godt køb.

Marshall Monitor Bluetooth

Monitor Bluetooth er kommet godt ned i pris, hvilket gør det trådløse par hovedtelefoner ganske interessante. Marshall vælger at lægge deres hovedfokus på lydsiden, som de er kendte for, men hovedtelefonerne har et par mikrofoner til opkald – lidt må man vel følge med tiden. Mikrofonerne klarer det hæderligt i rolige omgivelser, men igen, fokus er på lydsiden.

Hovedtelefonerne byder på en overvægt af bas, hvilket giver et fyldigt lydbillede, hvor kontrabas og trommer har en bund, der kan mærkes, men alligevel giver en vis plads til mellemtoner og detaljer i musikken. Jeg kan sagtens høre tamburinens og hi-hattens høje toner træde frem, uden de bliver for skarpe.

20190601_204455

Lydbilledet mudres ikke af bassen, men mellemtonerne træder en anelse i baggrunden til fordel for bulder og bund. Tag blot Run Boy Run af Woodkid, hvor forsangerens stemme træder lidt i baggrunden, mens stortromme og andre slaginstrumenter har et godt dunder. Strygerne træder godt frem, og når jeg lytter til Chopins flygel, har de høje toner en god klang, der blandes med en vis varme. Hvis du lytter mest til bastung musik, såsom elektronisk, kan jeg klart anbefale Monitor Bluetooth, men jeg synes, der er skruet lidt for meget op for de lave toner i frekvensområdet til at virkelig at påskønne akustisk rock eller klassiske symfonier.

Marshall fortæller på deres hjemmeside, at Monitor Bluetooth har en ergonomi, der giver dig lyst til at have hovedtelefonerne på i flere timer adgangen – find saltet frem, for udsagnet skal tages med et gran. Har du store ører, ligesom jeg, vil du hurtigt mærke et vist ubehag med Monitor Bluetooth på hovedet.

Selvom Monitor Bluetooth er around-ear hovedtelefoner, bliver det, for mit vedkommende, en mellemting mellem around-ear og on-ear, hvilket gør, at kanten af øret bliver krøllet lidt sammen for at passe ind i ørekoppen. Og det bliver trættende efter nogle numre, hvilket også forårsages af den stramme hovedbøjle, der får ørekopperne til at føles som en skruetvinge. Til gengæld er ørekopperne lavet af behagelig, imiteret læder, som føles bløde mod huden.

Multifunktionsknappen på venstre ørekop fungerer rigtig godt, når det kommer til at styre musikken og modtage opkald. Tryk op eller ned og lydstyrken reguleres, mens et tryk til siderne bladrer i musikbiblioteket. Et tryk og du tænder eller slukker for musikken eller modtager opkald. Hvorfor denne multiknap ikke bruges af samtlige producenter af hovedtelefoner, er mig en gåde! Så ville vi slippe for et væld af grimme knapper.

Monitor Bluetooth har mere end 30 timers musik på én opladning, så jeg ikke behøver at oplade hovedtelefonerne mere end en gang om ugen.

Produktinformation

  • Navn: Monitor Bluetooth
  • Producent: Marshall
  • Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
  • Driverstørrelse: 40 mm
  • Forbindelse: Bluetooth
  • Batterilevetid: 30 timer på jævn lydstyrke
  • Opladningstid: Tre timer for fuld opladning
  • Vægt: 271 gram
  • Set til: Kr. 1.087
  • Mere information hos Marshall

Bedømmelse

Samlet vurdering 95% 

Monitor Bluetooth fra Marshall skuffer bestemt ikke på lydfronten, eller når det kommer til batterilevetid. Hele 30 timer på én opladning! Bassen har en god fylde, men den respekterer mellemtoner og de finere detaljer i lydbilledet.
Monitor Bluetooth benytter sig af en multiknap, som gør det enkelt at styre musikken og modtage opkald. Øvrige producenter kan lære noget her. Og prisen for herligheden er næsten den bedste del.

Sennheiser Momentum Wireless

Momentum Wireless bærer det klassiske Sennheiser-look. Hovedbøjlen er af rustfrit stål, og ørekopperne er af dejligt, blødt læder, der selv på de varme dage virker behagelige. Ørekopperne lukker godt omkring mine ører, men de er lidt for snævre i forhold til min ørestørrelse, hvilket gør, at mine ører bliver lidt klemte og irriterede efter noget tid. Foruden denne detalje er hovedtelefonerne en luksusoplevelse at have på hovedet.

Fjernbetjeningen sidder i højre ørekop, hvor multiknappen bruges til at kontrollere musikken gennem forskellige tryk. Det fungerer helt fint, og jeg har nemt ved at bladre i musikken såvel som styre lydstyrken.

Fårene i Pink Floyds, Sheep (2001 Remastered Version), bræger i skøn stereo under den landlige intro, mens basguitaren spiller sagte i baggrunden. Stortrommen har en god bund, mens elguitaren træder klart frem mellem Pink Floyds psykedeliske rytmer. De fede samplede stemmer i sidste tredjedel af nummeret rammer mig i noget nær surround sound.

Momentum Wireless har ikke den kraftigste bas på markedet, og det takker jeg Sennheiser for! De forstår virkelig, at bassen kan overdøve de blide toner, hvis den bliver skruet i vejret. Hovedtelefonerne har en skøn balance, hvis respekt for detaljer og mellemtoner kan få enhver musikentusiast til at kaste sig ned på jorden og takke Aisha for, at man har ører – og Sennheiser til at varme dem.

20190603_115737

Når jeg lytter til musik på en tætpakket café eller i offentlig transport, så reducerer støjfilteret, NoiseGard, betydeligt lydene fra omgivelserne. NoiseGard lader dog høje lyde, såsom en elektronisk kaffekværn eller skrigende babyer, slippe igennem. Filterets effektivitet afhænger naturligvis af, hvor højt musikken spiller, og hvilken form for musik du lytter til. Når jeg lytter til Chopins klaversonater i jævn lydstyrke, slipper der mere støj igennem filteret, end hvis jeg giver BTs elektroniske musik fuld gas.

Mikrofonen i hovedtelefonerne er mit eneste store problem. Sennheiser reklamerer i stor stil på deres hjemmeside, at Momentum Wireless giver mig muligheden for at føre krystalklare samtaler, hvilket skyldes VoiceMax-mikrofonen. Mjaaa, det er nu ikke helt tilfældet! Er der stille i lokalet, kan jeg føre en klar samtale. Er jeg udendørs eller i et rum med andre mennesker, som taler sammen, bliver samtalen mudret, og det bliver svært for personen i den anden ende af røret at høre, hvad jeg siger, når det er myldretid. Kort sagt, køber du Momentum Wireless, skal du gøre det på grund af den fantastiske lyd.

Produktinformation

  • Navn: Momentum Wireless
  • Producent: Sennheiser
  • Frekvensområde: 16 Hz – 22 kHz
  • Forbindelse: Bluetooth 4.0 + EDR
  • Batterilevetid: 22 timer med ANC
  • Opladningstid: Cirka tre timer for fuld opladning
  • Set til: Kr. 1.750
  • Mere information hos Sennheiser

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Sennheiser Momentum Wireless er skabt til dig, der ønsker hi-fi på farten. Du får ikke kun Sennheisers legendariske balance i lydbilledet. Du får også den behagelige luksus takket være de materialer, som Bluetooth-hovedtelefonerne er lavet af. Momentum Wireless har også en god støjreduktion, mens mikrofonerne til opkald er værdiløse i myldretiden.

Nyder du alt fra klassisk til elektronisk musik, vil du få en skøn musikoplevelse, så længe du ikke forventer en hårdtpumpet bas. De finere detaljer i klassisk træder tydeligt frem, mens nuancerne i den elektroniske musik og rocken er veldefinerede. Kort sagt, god komfort og gudeskøn lyd.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?