TEST: Billige lydprodukter ikke prisen værd

En lille mobil højttaler og et headset lover mere end de kan holde

Picun F6 og Zealot-S32. Foto: Temu

Jeg har haft to produkter fra Temu til test, og lad mig med det samme slå fast, at denne artikel hverken er en artikel der taler for eller imod Temu. I stedet er den et forsøg på at finde ud af, om de ‘billige’ produkter man køber på en platform som Temu rent faktisk er pengene værd.

Jeg fik to meget forskellige produkter til test, dels den lille mobile højttaler, Zealot-S32, dels over-ear-headsettet Picun F6. Prisen på de to er meget forskellige, hvor Zealot-S32 kan købes for omkring 150 kroner (i skrivende stund) så koster Picun F6 omkring 870 kroner.

Mobilhøjttaleren er nogenlunde på størrelse med en Cola-dåse og gør ikke det store væsen ud af sig i indpakning. Den er let at sætte op og den har en strop så den kan tages med på turen.

Men problemet kommer når den afspiller musik, for lyden er meget tyndbenet. Den har en tydelig ‘fremad’-retning og jeg mangler totalt bassen i den lille højttaler. Det kan godt være den er billig, men i dette tilfælde er den bare for billig.

Faktisk kunne jeg ikke holde ud at lytte til den ret længe – der manglede bund i musikken, mellemtonerne var meget begrænsede og diskanten var skærende. Det kan godt være den er billig – men den er stadig ikke prisen værd.

Når det så kommer til Picun F6 så var mine forventninger noget højere. Dels fordi prisen ligger en del højere, men lige så meget fordi indpakningen ligger meget tæt op ad indpakningen til Apples AirPods Max.

Men da jeg pakkede headsettet ud, så faldt mine forventninger med det samme. Picun F6 føles meget skrøbeligt, meget plastik-agtigt. Da jeg tog det på, så blev jeg dog positivt overrasket – for det sad ganske godt på hovedet af mig, så langt så godt.

Der er ingen app til headsettet, men der er rigtig mange knapper på headsettet, hvor du kan tilgå funktioner som ‘3D’-lyd, eller rumlig lyd som vi ville kalde det. ANC til og fra, transparent lyd, sporing af hovedbevægelser, volumen og mere.

Jeg blev hurtigt irriteret over de mange knapper – giv mig dog en app – og jeg var irriteret over at jeg ikke fik adgang til justering af lyden.

Da jeg gik i gang med at lytte til musik med headsettet på, så faldt mine forhåbninger med det samme. Lyden var tynd og ret metallisk, lidt som om jeg hørte på lyden gennem en dåse.

Jeg eksperimenterede med de få muligheder knapperne på headsettet gav mig, og med ANC til og 3D lyden slået til fik jeg den bedste oplevelse. Men med sporing af hovedbevægelser gik det galt, for ofte fik jeg kun lyden i den ene ørekop, og den kom først tilbage når jeg slukkede for sporing af hovedbevægelser.

Headsettet har placeret sig i den højere ende rent prismæssigt, men her hører det ikke til – det er alt for dyrt i forhold til kvaliteten.

Bedømmelse

Samlet vurdering 40%

Denne bedømmelse kører på begge headsets, og jeg må indrømme at man godt kan købe produkter for billigt, eller opleve at de ikke lever op til forventningerne, selvom de er billige.

Hverken Zealot-S32 eller Picun F6 leverer en lyd der er pengene værd. Den ene giver sig godt nok ikke ud for at være andet end den er – en lille billig højttaler – men den anden forsøger at give indtryk af, at det er et high-end produkter, og det er den absolut ikke.

Begge er for dyre, og jeg ville ikke selv købe et headset på Temu, det er bare alt for risikabelt, du ved ikke hvad du får.

Igen – hele debatten om, hvorvidt Temu hører til i Danmark kommer jeg ikke ind på her. Det er ikke denne artikels formål.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.