
Hvis du har brug for en højttaler der ikke alene tåler vand, støv og hårdhændet behandling mens den samtidig kan levere en overraskende god og fyldig lyd, så kan det godt betale sig at kigge nærmere på Charge 6 fra JBL.
Højttaleren er noget større end Flip 7 som jeg testede for ikke så længe siden, men den er ikke så stor at den på nogen måde afskrækker mig fra at have den med.
Charge 6 har det kendte design vi kender fra andre Charge-højttalere. Den er aflang og har en base der gør at du ikke er i tvivl om, hvordan den skal placeres.
Alt ved designet skriger at dette er en hårdfør højttaler – lige fra det stofnet der ligger rundt om højttaleren, til den solide rem og de store letbetjente knapper.
Tech-Test mener:
Jeg er ikke den store tilhænger af at flytte musik med ud i naturen. Dels vil jeg gerne kunne høre naturen, dels mener jeg at musik er personligt og at vi ikke kan forlange at alle andre kan lide vores musik.
Så hvis du vælger at tage din musik med ud i haven, til stranden eller andre steder, så håber jeg meget at du vil vise hensyn til naboer og naturen.
Selvom Charge 6 er større end f.eks. Flip 7, så er den på ingen måde en stor højttaler. Den kan let ligge i en taske, eller holdes i hånden.
Det solide design er jeg virkelig vild med, og selv hjemme på bordet ser den faktisk ret godt ud.
Der er – helt som vi kender det – to store passive radiatorer der virkelig kan flytte en masse luft, og dermed give en rigtig god lydstyrke. Det betyder også at du let kan fylde en lokale med masser af lyd – og hvis bruger den udendørs – genere naboen (så vær nu forsigtig, ok?).
Udover at du kan streame til den direkte via bluetooth fra din smartphone, så kan du også tilslutte den til en enhed der kan levere lyd via usb-c, og afspille via den kanal. Samme forbindelse bruges i øvrigt også til at lade Charge 6 op med.
Virkelig fed lyd
En højttaler til omkring 1.500 kroner der er designet til at få knubs og stadig virke, er ikke en enhed jeg normalt ville forvente kunne levere den fedeste lyd. Men JBL skuffer altså ikke, de har fremstillet en højttaler der både kan blæse og have mel i munden.
Jeg er vild med lyden i Charge 6. Naturligvis er det ikke samme lyd som du får i en high-end-højttaler. Men der er virkelig masser af god lyd i Charge 6. Bassen er flot, blød og meget behagelig. Den lægger en superlækker bund i musikken, og den giver ikke den skarpe bas jeg synes kan være generende.
Herudover har den en meget lækker mellemtone og en virkelig fed diskant der giver en flot afslutning på lydbilledet. Herudover kan du selv justere på lydbilledet i JBL’s app, men jeg valgte at bruge standardindstillingen, Signature Sound. Den gav mig det lydbillede der passede bedst til min musik.
Men det er muligt at vælge andre faste indstillinger, eller lege med lyden med den indbyggede grafiske equalizer.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Charge 6 hører klart til blandt en af de bedste højttalere i sine kategori. Af en højttaler til små 1.500 kroner har den noget af det bedste jeg længe har hørt af lyd. En imponerende god batterilevetid, og så tåler den både fald, støv og vand i et omfang jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig at få brug for.
Jeg vil også godt lige rose JBL, igen, for ikke at kræve at man har en JBL-konto. Det er jeg virkelig glad for.
Hvorfor får headsettet så ikke 100%? Fordi det har en for- og bagside. Designet på højttaleren gør at man tænker at det er lige meget, hvordan det vender. Men det er ikke tilfældet. Siden med JBL-symbolet skal vende mod dig som bruger, ellers bliver lyden underlig. Det er ikke ok – slet ikke til en højtaler der skal transporteres med rundt.
Læs mere om JBL Charge 6 her.