TEST: Fed højttaler fra Huawei

Den lille højttaler Sound X fra Huawei, er en flot højttaler til hjemmet, der både pynter og leverer en fed lyd

Sound X. Foto: Huawei

Jeg elsker at høre musik, men desværre så oplever jeg ofte at højttalere langt fra klæder min dagligstue. Det var derfor også med spænding at jeg gik i gang med at teste Sound X, en lille rund højttaler fra Huawei. En højttaler der forresten er lavet i samarbejdet med Devialet, hvilket i sig selv lover godt for musikkvaliteten.

Højttaleren er en såkaldt 360-graders højttaler, hvilket betyder at lyden udsendes i et jævnt mønster hele vejen rundt om højttaleren. Det har flere fordele, ikke mindst at du let kan placere højttaleren – for lyden bliver ikke udelukkende sendt ud af fx fronten – nå ja, der er slet ikke en front på Sound X.

Så jeg fik hurtigt sat højttaleren op og tilsluttet min iPhone til den via bluetooth. Det gik hurtigt og let, og jeg gik med det samme i gang med at lytte til musikken.

Sound X. Foto: Huawei

Her er der så to ting at sige – den kan spille vildt højt, hvilket i sig selv imponerede mig, for den er altså ikke så fælt stor, Sound X. Men til gengæld vejer den godt til, og det tyder på godt materialevalgt, med tunge og solide drivere og ophæng.

Dernæst spiller den ret godt, og det sætter jeg virkelig stor pris på. For det er langt lettere at spille højt end at spille godt. Den levere en super god og meget markant bas, og du kan virkelig føle den når du lytter til musikken. Jeg er vild med den solide bund Sound X leverer til musikken. Ikke overraskende når højttaleren er udstyret med en dobbelt subwoofer fra Devialet.

Mellemtonen breder sig flot ud og giver en god fylde i musikken, og det hele rundes af med en flot diskant der måske godt kunne have været en anelse mere skarp.

Jeg er vild med Sound X, og er ikke overrasket over at den er certificeret Hi-Res, den leverer en virkelig god lyd – det er virkelig en fornøjelse at lytte til denne højttaler.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Sound X er en virkelig fed højttaler, der leverer en virkelig god lyd, en markant bas og samtidig ser den rigtig godt ud. Jeg mangler måske en anelse klarhed i diskanten, men omvendt så har den noget af det bedste jeg har hørt når det kommer til bas.

Den er samtidig en højttaler der virkelig kan levere høj lyd uden at den bliver forvrænget, så når vi igen må holde fester, så har du her en højttaler der virkelig kan levere musikken.

Du kan læse mere om højttaleren her.

De bedste priser lige nu

Kommentar til artiklen?